★★★★☆☆ Hvis bedre er muligt – unge under pres i forestilling med metatwist

Teater Momentums Hvis bedre er muligt sætter kniven i krydspresset af forventninger, der får unge til at opleve stor utilstrækkelighed. Forestillingen balancerer virkningsfuldt teatrets virkemidler med det væsentlige tema i en ungdomsforestilling, som også kan ses af de voksne.

“Så snart rutinen ryger, så er der intet, du kan styre”.

Ordene kommer fra Lauritz. Han er den ene af de to unge, der kæmper med at finde sig til rette i livet i Teater Momentums Hvis bedre er muligt. Lauritz griber altså til rutinen, mens Ea mere går oprørets vej i sit forsøg på at holde facaden og følelsen af utilstrækkelighed fra døren.

Shines like a diamond

Rummet er bart, men fyldes af sætninger om ikke at slå til. Lauritz studerer, Ea roder med styr og pedaler. Senere viser det sig, at hun skiller andres cykler ad i sin frustration over en svær livssituation.

Dingdong. Skolens samtaleanlæg går i gang og en uhyre kæk stemme kalder de to op på kontoret. Her venter trivselsdamen, der taler i anglificeret bullshitlingo, mens hun som et andet HR-monster patroniserende iklæder ordrer en positiv klang.

Lauritz “shines like a diamond”, mens Ea får sin fjerde fraværsadvarsel. I stedet for at smide hende ud har trivselsdamen fået den lyse idé at koble de to i et mentorarrangement, hvor Lauritz skal sørge for, at Ea får sin eksamen. Det tager han i første omgang mere alvorligt, end hun gør, men han har selvfølgelig også dæmoner og brug for en hjælpende hånd.

Krydspresset af forventninger

Forestillingen er inspireret af Christian Hjortkærs Utilstrækkelig, der undersøger unges følelse af ikke at slå til i krydspresset af omverdenens forventninger til stadig bedre præstationer. Dramatiker Ingeborg Bjarno Thomsen har derefter talt med unge fra Odense om temaet, og hendes letflydende manus er således et forsøg på at give ordet til de unge selv.

Udsagnet “Hvis bedre er muligt” fortsætter med det ubærlige “så er godt ikke godt nok”. Lauritz håndterer presset gennem et omfattende OCD-agtigt regime af nøje tilrettelagte rutiner, mens Ea næsten har givet op. Begge er genkendelige – og overmåde triste – reaktioner på en tidsånd, der ikke levner plads til det utilstrækkelige, til tvivlen og fejltagelsen.

Meget foregår i hovedet på de unge, der til alle tider har været usikre i overgangen mellem barn og voksen, men der er jo i dag uomtvisteligt også tale om et massivt ydre pres om at “kunne frelse verden, mens man ser godt ud”, om det hedder i Eas stærke, eskalerende remse om alle de modsatrettede forventninger, der får hjernen og kroppen til at brænde sammen eller synke i afmagt.

Så tog det en drejning

Casper Kjær Jensen er rørende som den krakelerende Lauritz i mødet med Emilie Rasmussens Ea, der giver godt modspil som den tikkende bombe, hun er. De voksne er kun til stede som klikkende hæle og skarpe stemmer. Parallelt går de to unge mod katastrofen, men så tager forestillingen en drejning og går i meta-niveau.

Hvordan skal ikke afsløres her, men det giver mulighed for at tilføre et andet refleksionsniveau og for at Casper og Emilie vender tilbage til Ea og Lauritz’ point of no return og sammen når frem til en ny og mere åben slutning, der bærer et lille håb i sig for de sten, der måske ikke “shiner som en diamond”, men som finder et hjem i ens lomme.

Hvis bedre er muligt leger sjovt med teatrets virkemidler i en væsentlig ungdomsforestilling, som også kan ses af de voksne, der ofte bidrager til utilstrækkelighedsbålet med deres uopnåelige ønsker om, at de unge “bare skal være glade”.