Populært lige nu

Annonce

★★★★☆☆ Syng for mig – interessant pod-musical for fuld udblæsning

Syng for mig er intet mindre end Danmarks første musical bestående udelukkende af lyd. Så smæk dine bedste hovedtelefoner på, åbn din musikapp og gør dig klar til at opleve Kristoffer Rahbek og Maj Rørdams musikalske fortælling, som byder på gedigent håndværk med stærkt personligt engagement.

Annonce

Lad os lige få konceptet på plads: Syng for mig bliver fortalt gennem syv sange og syv scener i radiodrama-stil, og så er det ellers op til lytteren selv at skabe billederne for sit indre blik. Der er således tale om en radikal variant af begrebet musicalforestilling.

Jacob, spillet af Kristoffer Rahbek, har mistet sin far. Det er et år siden, men det er, som om livet ikke rigtigt vil videre. Den 16-årige dreng bor med sin mor og søster, men sorgen tynger ham som en møllesten, og mindet om faderen lever klarest i de sange, som de aldrig fik skrevet færdige sammen, og som udgør det musikalske spor i fortællingen.

En radikal variant af begrebet musicalforestilling

Som straf for en forseelse i skolens musiklokale sender skolens “psykoloco”, Flemming, Jacob i en slags samfundstjeneste på det lokale plejecenter. Her møder han Thomas, en mand på omtrent faderens alder, som har slået hovedet i et voldsomt biluheld. I hinanden finder de, hvad de hver især mangler, og pludselig tager det hele indtil flere overraskende drejninger.

En personlig historie

Syng for mig er en musical om sorg og kærlighed – til familien, til livet og til musikken. Historien er inspireret af sanger og sangskriver Kristoffer Rahbeks egen personlige sorg efter tabet af sin far, og forestillingen skal ses som det rum, han selv savnede, da sorgen var sortest. 

Annonce

“I en sal fuld af mennesker, vil der også være andre, der har mistet,” lyder en af de centrale replikker, og forestillingen er utvivlsomt et glimrende oplæg til samtale hos en yngre målgruppe. Den opbyggelige historie er fortalt i Maj Rørbæks præcise og billedrige sprog, som passer glimrende til radiodrama, og de fængende sange transformerer de mange følelser til en mere begribelig substans.

Stilsikre kompositioner

Fra første strofe står det klart, at Kristoffer Rahbek har et usædvanligt talent for storladne kompositioner, og selvom Syng for mig i virkeligheden er ganske kort af en musical at være (57 min.), når Rahbek at fremvise et meget varieret musikalsk udtryk, der tillige afslører en endog meget stor kærlighed til musicalgenren.

Annonce

Gedigent håndværk med et stærkt personligt engagement

Fra det dansable og stramme i et popnummer som Hvorfor gør du det så pokkers svært til Lad nu solen skinne, som kunne glide ubemærket ind i soundtracket til Løvernes konge, eller til den kitsch sømandsvise, Flemmings briks, drevet af harmonika og banjo. Jeg tør godt love, at det langt fra er det sidste, vi hører til Rahbek – hverken som sangskriver eller sanger.

Hvordan skal man egentlig bedømme Syng for mig? Som en musical, bevares, men en musical uden dans, uden scenografi, kort sagt uden show? Alene tilbage står sangene og teksterne. Begge elementer er gedigent håndværk med et stærkt personligt engagement, og alt i alt står værket som et interessant nybrud og en helstøbt præstation.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Maj Rørbæk og Kristoffer Rahbek

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Emil Amby
Emil Amby
Cand.mag i klassisk filologi og litteraturvidenskab og mangeårig teaterblæksprutte med forkærlighed for klassikere.