På Sydhavn Teater undersøger instruktør og koreograf Tina Tarpgaard og iscenesætter og skuespiller Katrine Leth i <3º NO MORE BAB!ES, hvem der har magten over livmoderen. Her fortæller de om visionerne for værket.
Hvad er det for en fortælling, I skaber?
“<3º NO MORE BAB!ES er en interaktiv forestilling, der undersøger, hvem der har magten over livmoderen. Et organ, der i den seneste tid er blev et politisk omdrejningspunkt, og som har affødt en strøm af politiske kommentarer både i Danmark og i store dele af resten af verden. Meget aktuelt i den amerikanske valgkamp, som har inddraget både fertilitet og spørgsmålet om retten til egen krop.
Herhjemme har både Mette Frederiksen og Lars Løkke stemplet ind i debatten om de faldende fertilitetsrater med kommentarer som “det er tragisk” og “den største krise”. Vi oplever, at kvindekroppen i samtalen bliver til et objekt, som bærer et helt særligt ansvar. Fx taler man om barn pr. kvinde og ikke barn pr. familiekonstellation. Hvis man skal sætte tingene på spidsen, så er den fødende krop nærmest reduceret til en babyproducerende maskine, der skal opretholde en vigtig samfundsfunktion: at opretholde nationen og arbejdskraften.
Vi oplever, at kvindekroppen i samtalen bliver til et objekt, som bærer et helt særligt ansvar
Det forekommer for os meget unuanceret og usanseligt, og det har overrasket os, at man i 2024 ikke har et mere nuanceret blik på et så privat men også følsomt anliggende. Vi har valgt at skabe en forestilling om de kropslige konsekvenser af denne instrumentalisering. Det er det, vi dykker ned i sammen med publikum. For os har det været spændende at spørge: Hvem bærer ansvaret for kroppen?”.
Hvorfor er den fortælling vigtig nu?
“Vores kunstneriske proces er drevet af en nysgerrighed i forhold til, hvem der har magten over livmoderen. Hvem der får taletid i den debat? Og ikke mindst: når kroppen bliver til tal og regneark, hvordan forholder vi os så til den faktiske krop med al dens besværligheder og uforudsigelighed? Vi giver mikrofonen til kroppen med al dens kompleksitet og besvær.”
Hvad er det for en historie, vi ser?
“Det er mindre en historie og mere et univers, man træder ind i. Et abstrakt sted. Man skal forestille sig, at publikum er blevet slugt af en kæmpe livmoder. I den bor en avatar. Avatar er selvbefrugtende, let og hendes udseende er som følger: Hun er grønlig og hendes livmoder svæver frit i hendes mave. Det er det eneste organ på hende, som er synligt. På hovedet har hun sædceller som hår. Hun synger og danser og har en fest i livmoderen. Hun er med på legen om, at der bare skal poppes babyer. Hun har ingen kropslige konsekvenser, hun er en digitaliseret version af en kvindekrop, som kan styres totalt.
Udover avatar findes der et menneske i skikkelse af skuespiller Maria Carmen Lindegaard og en krop uden ansigt, spillet af Katrine Leth. De undersøger sammen med publikum, hvem der har ansvaret for den besværlige, til tider umedgørlige, krop”.
I bruger 3D – hvordan fungerer det konkret i forestillingen?
“3D bruges i det animerede livmoderunivers, hvor avataren befinder sig. Vi har valgt at lægge 3D-universet rundt om vores anneksscene. Det vil sige, at de skærme, hvor 3D-universet vises på, er placeret i vinduerne i de tre rum, som vi benytter, så man har udsigt til den 3D-animerede livmoder fra alle de rum, man befinder sig i.
Avataren er også skabt med 3D-animation. Hendes ansigtsudtryk og hendes bevægelser er lavet ved hjælp at Motion Capture af skuespiller Katrine Leths mimik og bevægelser.”
<3º NO MORE BAB!ES taler ind i en større dagsorden, der handler om, hvordan en instrumentalisering af kroppen, som bærer barnet, har konsekvenser for kroppen
Hvorfor er det et godt greb til netop denne fortælling?
“Det digitale univers er med til at karikere kontrasten mellem det digitale, som er totalt kontrollerbart, og den uforudsigelige, ukontrollerbare krop. Kroppen indeholder et forunderligt kaos, ikke mindst når det handler om fertilitet.”
Hvad vil I gerne have, vi tager med derfra?
“<3º NO MORE BAB!ES taler ind i en større dagsorden, der handler om, hvordan en instrumentalisering af kroppen, som bærer barnet, har konsekvenser for kroppen. Og på hvordan det påvirker den måde, vi ser på kvinden, når værdien bliver så tæt forbundet med det at være fertil.”
