★★★★☆☆ Midt i livet – velskrevet ægteskabskrise med lille k

Med en næsten bar scene får den engelske dramatiker David Eldridges vid lov til at shine i Teatret Svalegangens kammerspil Midt i livet. Men den ægte krise er svær at mærke i stykkets midaldrende pars samtale om deres døende ægteskab, som ingen vil slå ihjel.

En mand i hvid undertrøje og stribede natbukser går rundt og støvsuger med aggressive og opgivende ryk. Ved siden af ham drejer scenen rundt og viser et bord fyldt med rod omgivet af tre stole, hvoraf den ene er ødelagt. 

Det nattetomme rum fyldes af hans tilbageholdte snøften blandet med Otis Reddings sjælfulde vokal, der synger om længslen efter en distanceret elsker. For hvordan håndterer man det, når ens kone siger, at hun ikke ved, om hun elsker én mere? Og når man midt i livet mærker, hvor ensomt ægteskabet er, når skuffelser, mobiltelefoner og småbørn kommer i vejen for tosomheden?

Ægteskabet på gyngende grund

Midt i livet udspiller sig som en samtale i realtid mellem en mand og en kone i deres køkken. Hun har brug for at snakke – om sin ensomhed, tvivl og hemmelige møder med en anden mand. Og han vil helst bare snakke uden om. Men langsomt begynder de at få hul på samtalen i nattemørket. 

Edward Lloyd Pierces scenografi giver ægteskabets usikre fundament en konkret form. Den næsten bare scene er placeret på en piedestal, som drejer og vipper i takt med samtalens bølger. I første halvdel er det konens perspektiv, som fylder mest. Men i anden del kommer mandens følelse af utilstrækkelighed og ensomhed også op til overfladen. 

Efterhånden som de får spillet sig varme, blomstrer kemien mellem Maja Juhlins overvældede og understimulerede kone og Caspar Juel Bergs rådvilde og overrumplede mand. Man fornemmer ægte ømhed og frustration imellem dem, imens de navigerer sprængfarlige temaer om forældreskab, klasseforskelle og kønsroller. 

Veloversat hverdagsgenkendelighed

Da hele situationen på et tidspunkt bliver for meget for manden, stiller han sig midt på scenen og ryger en “nødvape” med tropisk smag. Og det er ved gud ikke særlig cool. Men det er nu engang virkeligheden. Med små markører som disse, tegner teksten et præcist og genkendeligt billede af parrets personligheder og dynamikker. 

En stor del af tekstens charme er, at vi får et tydeligt billede af parrets verden, typer og klasseforskelle gennem lokale referencer. Og her er oversætter Maria Laumark virkelig lykkedes med at overføre originalteksten fra Essex til Aarhus. Fra den dildo manden har købt i Hot Girl på Silkeborgvej for at jazze deres døende sexliv op, over diskussionerne om omkostningerne ved at datteren går på Elise Smiths Skole, til konens hemmelige frokoster på Siam Sushi – de lokale referencer forankrer karaktererne i en genkendelig virkelighed uden for det minimalistiske scenerum.

Samtalekøkkenets rutsjebanetur

Men selvom genkendeligheden er høj, kommer vi ikke derind, hvor det for alvor gør ondt. Teksten og iscenesættelsens humor dæmper på godt og ondt krisens intensitet. Det er sværere at mærke sorgen over de liv, man er gået glip af. Og ensomheden i alle de ting, man ikke kan sige. Og skuffelsen over de drømme, man er holdt op med at have for husfredens skyld.

Til gengæld for gribende desperation over et ægteskab på afgrunden får vi ømhed og grin. Det er både rammende og virkelig sjovt, når manden beskriver sexlivet med små børn som at ride gennem en ørken på hver sin kamel i jagten på erotisk vand. Eller når han prøver at bryde isen med en handymanfantasi, hvor en 9-tommers dildo pludselig har fundet vej ned i værktøjskassen. 

Indimellem er humoren dog på grænsen til det parodierende, hvilket tager noget af den psykologiske dybde fra karaktererne. Som da konen udtrykker sin frustration over mandens manglende belæsthed, og han helt uden ironi svarer, at han da har læst No Regrets af Stig Tøfting. 

Hvordan ser slutningen ud, når man er midt i livet?

Lidt lige som parrets ægteskab er Midt i livet ikke et drama med store bølger og sønderrivende passion. Det er samtalekøkkenets trætte rutsjebanetur, som enkelte steder giver et sug i maven, men aldrig bliver rigtig farlig.

Men selvom stykkets dramatiske kanter er lidt overslebne, formår det hele vejen igennem at holde konflikten kompleks. Der er ingen simple svar på de store spørgsmål. Hvad gør man, når man ikke længere har energi til at håbe på, at det hele bliver bedre lige om lidt? Er det bare sådan det er at være midaldrende? Eller kan man mødes på midten – midt i livet? Selv hvis man ikke kan genkende sig selv i parrets svære, men nødvendige samtale, kan man nøjes med at frydes ved tekstens mange velskrevne replikker.