Til seminaret Fondslandskabet indefra mødtes fonde og kulturliv i en åben samtale

Torsdag den 21. november holdt Performing Arts Platform og Midtjysk kulturakademi et seminar med titlen Fondslandskabet indefra – om fokusområder, blinde vinkler og samspil på tværs. Et særdeles vellykket arrangement med engagerede deltagere og lydhøre debatter. ISCENE var med og har her samlet nogle af dagens vigtige pointer.

”Der findes også dårlige penge, hvis de sender én på vildspor,” sagde Lotte Kofod Ludvigsen, teaterleder på Bora Bora. Hendes vigtigste pointe på dagen var nemlig, at man skal holde fokus på sit projekts kerne. Men det vender vi tilbage til længere nede. Først lidt forhistorie.

Nye Sal øverst oppe på Teatret Svalegangen summede af liv, da omtrent 100 aktører fra et bredt udsnit af det kulturelle felt mødtes til en vigtig paneldebat om Fondslandskabet indefra. Det skulle da også vise sig at blive tre en halv time med relevante indspark, tankevækkende udtalelser og en meget positiv og lydhør indstilling fra såvel fondsrepræsentanter som kulturproducenter.

Dialog er vejen frem

“Hos Performing Arts Platform er vi meget optagede af, hvordan scenekunstnere særligt i det frie felt – med de kunstneriske ideer, de har, og de vilkår, de arbejder under – bedst kan komme i dialog med de forskellige fonde, som de er så afhængige af. Fondslandskabet flytter sig hele tiden, så det kan være svært at følge med i den udvikling, når det ikke er ens fuldtidsbeskæftigelse,” forklarer Charlotte Mors, der er leder af Performing Arts Platform, om baggrunden for seminaret.  

“Panelsamtalen bygger på tanken om, at samtale og dialog er vejen frem. Meget afhænger af at kende til hinandens missioner og dagsordener. Dét, at man har dialogen og dermed en større gensidig forståelse, kan forhåbentlig gøre, at ansøger rammer bedre plet med sit projekt uden alt for meget spildtid – men også at fondene bliver klogere på de områder, de ikke har blik for – deres blinde vinkler. For også kunstens område flytter sig hele tiden. Hvordan følger fondene med i dén udvikling?,” tilføjer Charlotte Mors.

Kort opsummeret, så er fondsansøgninger nærmest en videnskab for sig. Fondenes bedste råd til ansøgerne er, at man skal orientere sig grundigt i hvert enkelt fonds støtteområde, gerne kontakte fonden for at indgå i dialog før en eventuel ansøgning og sidst, men ikke mindst, skal ansøgerne være opmærksom på, at fondenes definitioner af fx en institution ikke er den samme fra fond til fond.

Bare ring

Fondslandskabet indefra, der var arrangeret af Performing Arts Platform i samarbejde med Midtjysk kulturakademi, var inddelt i to dele. Først en panelsamtale med tre fondsrepræsentanter, der hver kom med et oplæg, hvorefter der blev åbnet for spørgsmål og kommentarer fra salen. I anden del introduceredes to konkrete, fondsstøttede cases og en efterfølgende samtale mellem både repræsentanterne herfra, de tre fonde og publikum. Indimellem var der afsat godt en halv time til netværk og samtaler på kryds og tværs af brancher.

Eftermiddagens kompakte program blev styret med kyndig hånd af Niels Olsen fra ressourcer.nu, der lagde ud med at understrege, at de danske fonde er en mangfoldig gruppe. Men til trods for fondenes vidt forskellige tilgange og støtteområder, så viste der sig dog hurtigt en rød tråd gennem alle samtaler. 

En sætning, der gik igen gennem hele seminaret, var nemlig udtalelsen ”bare ring”. Forstået i både konkret og mere abstrakt betydning. For alle de repræsenterede fonde ønsker mere dialog med kunstnerne, før ansøgningerne udarbejdes og sendes afsted. Dette også for at undgå unødigt arbejde for ansøgerne, der – som fondene er fuldt ud klar over – bruger meget tid og energi på at udforme deres ansøgninger.

Institution eller ej?

Dina Vester Feilberg, kunstchef i Bikubenfonden kom med konkrete eksempler på, hvor markant fondslandskabet har ændret sig gennem de seneste 30 år. Mange fonde er gået fra traditionel ansøgerdrevet fond til i højere grad at gå i dialog med potentielle ansøgere. Også hos Bikubenfonden har de ændret deres strategi ved at gå fra kunstnerstøtte til i stedet at støtte institutionerne over længere perioder, som de fx gør lige nu med fix+foxy. 

Det har haft en række positive effekter, mener hun, men en anke er, at fonden ikke længere har den samme dybdegående indsigt i, hvad der rører sig i det kulturelle felt, som de tidligere fik gennem de mange ansøgninger. Til gengæld understreger hun, efter et afklarende spørgsmål fra salen, at de i Bikubenfonden anser alle etablerede, frie grupper som institutioner. 

Det er en ret vigtig pointe, da man i Statens Kunstfond kun betegner kompagnier og grupper med egne bygninger som institutioner, mens man i Augustinus Fonden bruger samme definition som i Bikubenfonden. Det gælder altså om at holde tungen lige i munden, når man som ansøger skal finde den rigtige fond eller pulje at søge.

Signaturprojekter er ikke vigtige

”Hvis vi skal begynde at rykke på noget, så skal vi slå os sammen, for så står vi bare stærkere,” sagde Dina Vester Feilberg. Hun henviste til fondene, som hun mener, kan få langt større effekt af deres støtte, hvis de taler sammen på kryds og tværs. Her erklærede Mette-Astrid Jessen, seniorrådgiver i Augustinus Fonden, sig enig. Dog med det forbehold, at Augustinus Fonden ikke samarbejder med andre fonde, men gerne samstøtter med andre fonde.

Én af de vigtige pointer på dagens seminar var altså, at fondene ikke kun er på udkig efter signaturprojekter. De støtter gerne mindre dele af større projekter, og de ønsker generelt mere åbenhed om, hvilke dialoger med andre fonde, der eventuelt er i gang, fordi det i sidste ende er til gavn for alle.

I Augustinus Fonden uddelte man i 2023 næsten ½ milliard. De 312 millioner gik til kunst og kultur, og heraf fik sceneskunstprojekter ca. 5%. Scenekunst er derfor langt fra fondens primære område, men da musikfeltet modtog ca. 14% af føromtalte støtte, er Augustinus Fonden oplagt at søge til fx til musikdramatiske projekter.

Projektstøtteudvalgets blinde vinkler

Også Statens Kunstfond var repræsenteret til Fondslandskabet indefra. Her var det Gitta Malling, der er leder af Projektstøtteudvalget for Scenekunst, tidligere bestyrelsesleder for Statens Kunstfond og desuden teaterleder på Limfjordsteatret, der svarede på spørgsmål om fondens virke.

Hun understregede blandt andet, at hvert projektstøtteudvalg, der vælges for en fireårig periode, har sine egne fokusområder. I hendes tid har de forsøgt at sætte fokus på støtte af samtidscirkus og børneteater, fordi det var deres oplevelse, at især disse områder manglede støtte. 

Det betyder, at de blinde vinkler i støtten altid vil findes i de områder, som det respektive udvalg ikke er i berøring med. Hvert hold har sine egne fokusområder, og Statens Kunstfond indgår ikke partnerskaber som fx Bikubenfonden.

Det evige glasloft

Når man er projektstøttet, fri scenekunstner, findes der en form for uigennemtrængeligt glasloft. Man hopper fra projekt til projekt – somme tider med driftsstøtte, men aldrig med reel sikkerhed. Det er i hvert fald den oplevelse, Mette Aakjær fra Wunderland har af det danske støttesystem. Hendes kompagni blev erklæret ”for lille” til støtte fra Bikubenfonden, og hendes frygt er, at der er en stor mængde kunstneriske kapaciteter, som “simpelthen brænder op”.

Alle tre fonde anerkender da også denne problematik. Hos Bikubenfonden har de forsøgt at gøre livet lettere for de frie scenekunstnere ved at støtte Udviklingsplatformen for Scenekunst og deres egne nye lokaler på Thoravej i Københavns Nordvest-kvarter. 

Også Gitta Malling kender alt til forholdene i det frie felt. ”Det, vi virkelig kunne tænke os, det var at få flere penge til scenekunst,” sagde hun og undrede sig i samme ombæring over, at store, etablerede navne, som Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma hørte ind under Statens Kunstfonds pulje. ”Der burde være en finanslovsordning, hvor mindst 10 kunstnere kunne rykkere videre dertil fra Statens Kunstfond hvert år,” tilføjede hun.

For små budgetter er en ulempe

”Kunstnerne kommer altid sidst i køen, når der skal uddeles støtte,” erklærede Niels Olsen efter et indspark fra publikum, hvor Per Smedegaard, direktør for Teatret Svalegangen, ønskede at høre fondenes holdning til de dårlige arbejdsforhold, som frie scenekunstnere og frie grupper har. 

Per Smedegaard fremhævede Innovationspuljen, hvor man som iværksætter kan søge om op til et års løn for at udvikle en idé færdig, mens man i kulturverdenen helt modsat skal have en færdig idé, før man overhovedet kan søge en fond om støtte. Det betyder, mener han, at fx scenekunstnere skal arbejde gratis i hele den periode, de udvikler deres ideer. 

Og netop det med længerevarende støtte og udvikling blev da også et tilbagevendende emne i dagens debat. ”Vi kommer ingen vegne uden at indtænke løn til kunstnerne,” lød Gitta Mallings svar. Hun forklarede endvidere, at Statens Kunstfond jævnligt afviser ansøgninger, fordi der ikke er indregnet løn eller timer nok til kunstnerne. Det samme gør sig gældende hos Augustinus Fonden, hvor de ifølge Mette-Astrid Jessen ”siger nej til en del projekter, som er underfinansierede” og faktisk får ”flere, som søger for lidt, end for meget”.

Måske bør projektet justeres eller udskydes

”Den kunstneriske proces er meget mere end det værk, der møder publikum,” sagde Dina Vester Feilberg, og forklarede, at det blandt andet er derfor, at Bikubenfonden arbejder med lønnede residencies, og derfor, fonden vælger at støtte andre led i processen end den færdige forestilling. Generelt lægges der vægt på, at dialog mellem fond og ansøger er vigtig, fordi fondene ikke er interesserede i at underbetale kunstnerne.

Men dette fokus kan give et andet problem, lyder det fra publikum. Gitte Villadsen fra Teater Jævn fortæller, at de har oplevet at søge på projekter, hvor kunstnerne får ordentlig løn, og at de – hvis de ikke opnår fuldfinansiering – har måttet skære på andre områder som fx projektstyring eller pr.

Her understreger Mette-Astrid Jessen, at de hos Augustinus Fonden foretrækker dialog forud for ansøgningen, så projektet måske kan gentænkes eller udskydes indtil det rammer en form, hvor det stadig kan få den ønskede kvalitet. ”Ring endelig,” gentager hun.

Gitta Malling er enig i, at det somme tider kan være nødvendigt at ændre på et projekt, da man ellers risikerer at stå med et færdigt produkt, som hverken fonden eller den støttede er tilfreds med. Statens Kunstfond har ikke direkte dialog med potentielle ansøgere, men de har dog et sekretariat, hvor man kan henvende sig skriftligt med spørgsmål. Derfor er det altid en god idé at være ude i god tid før en ansøgningsfrist.

Vigtig work-life-balance

”Hvordan kan man som producerende kunstner opretholde et liv mellem projekterne?,” spørger Charlotte Mors fra Performing Arts Platform med henvisning til den lange periode frem til den færdige idé, som også tidligere blev omtalt. Men udover muligheden for hver enkelt kunstner om at søge Statens Kunstfonds arbejdslegater, lader de tre fondsrepræsentanter ikke til at have noget konkret bud på, hvordan disse arbejdsvilkår kan forbedres, så kunstnernes work-life-balance kommer til at fungere.

Til gengæld er alle fonde glade for at tale om målsætninger, projekters relevans, samfundsnytte og begrebet ”impact”. Et ord, der dækker over en målbar forandring eller lidt mere kunstnerisk formuleret over ”omverdenskraft” – altså ønsket om at give noget positivt til omverdenen gennem kunsten. Her er publikum i salen lidt splittet. 

En billedkunstner i salen mener, at ”kunst nægter nytteværdi”, mens Hanne Trap Friis fra
freezeProduction ser mere positivt på fondenes krav. ”Nogle gange er det sundt for os kunstnere, at skulle tænke over et projekt,” siger hun, der håber, at kunstnere og fonde kan lære noget af hinanden begge veje.

Husk kernen!

Under eftermiddagens anden og lidt kortere del præsenteres de to cases, som er Deep Forest Art Land og Bora Bora, hvorefter debatten fra første halvdel af seminaret fortsætter lystigt. Her er det især interessant med oplægget fra Lotte Kofod Ludvigsen, teaterleder for Bora Bora, der beskriver teatrets tilgang til strategisk projektmageri og de mange partnerskaber, teatret ”af lyst og af nød” har arbejdet meget med. 

Selvom hun her taler ud fra en kulturinstitutions perspektiv, er hendes pointer helt sikkert relevante for alle i branchen. For ifølge hende er det allervigtigste i processen, at man holder sit mål for øje og udvikler projektet ud fra dets kerne. I hendes grafiske illustration udgøres et projekt af tre cirkler med tre forskellige mål og behov. Den ene cirkel er kulturinstitutionen, den anden er fondene og den tredje er kunstneren eller publikum. Og det er i det krydsfelt, hvor de tre cirkler overlapper, at projektets kerne findes, mener Lotte Kofod Ludvigsen. 

Samstemmende fra de to oplægsholdere lyder det, at man skal bruge fondene som samarbejds- og ikke som styringspartnere. Her supplerer Gitta Malling med at understrege, at ”oprigtighed, arbejdssomhed og stædighed i forhold til ens projekt” er tre vigtige værdier i fondsansøgningsarbejdet.

Lydhørhed kan rykke på noget

“Jeg havde en oplevelse af, at det rum, vi var i, var meget lydhørt. At folk fik adgang til at sige det, de har på hjerte – selvom de jo ikke nødvendigvis er enige i fondenes prioriteringer,” siger Charlotte Mors til ISCENE efter seminaret og tilføjer: “Men det er den slags lydhørhed, som kan rykke noget, fordi det skaber en større forståelse for, hvordan landskabet egentlig ser ud. Fra begge parters synspunkt. Og jeg forestiller mig, at det, for dem der deltog, vil være en anelse nemmere ”bare at ringe”, som der blev opfordret til, hvis der er noget, man gerne vil spørge til – eller udfordre”.

Fondslandskabet indefra afsluttedes på smukkeste vis med performancepoet Mai Ørkovs poetiske referat, der er i spoken word-stil opsummerede de vigtigste pointer fra dagens debatter. Herunder blandt andet følgende, som virker som en fin udgang for et særdeles interessant arrangement.

”Kom lad os følges
skulder ved skulder
ind i et broget landskab
(…)
Lad os trække vejret dybt
og følges ad
hele vejen rundt
(…)
Lad os trampe
hen over glasloftet”

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Performing Arts Platform med fuld redaktionel frihed for ISCENE.