Scenekunsten er mangfoldig. Sådan har det også været rundt omkring på de danske scener i år. Én af de mange tendenser har været den aktivistiske, som er kommet til udtryk i forskellige formater og temaer over hele landet fra Roskilde Festival og de midtjyske skove til stenbroen i København. ISCENE kaster her et blik på det år, der snart er gået.
Årets Reumert indførte i år kønsneutrale skuespilkategorier. ”Scenekunsten er et spejl for os både som individer og som samfund. Det er derfor vigtigt at sikre, at alle kan se sig selv i scenekunsten”, lød det fra beslutningstagerne bag, der dermed placerede sig i den tendens, der i år brugte kunst som aktivisme blandt andet ved at pege på forældede kønsnormer og ved helt konkret at sætte andre kroppe på scenen.
Blaagaard Teater har været frontløber på den tendens, siden Sargun Oshana trådte ind ad døren som ny direktør i 2021 med en vision om, at teatret skulle favne den diversitet af mennesker, man møder på det Nørrebro, hvor teatret ligger. Med legende, inkluderende og populære formater taler teatrets repertoire direkte ind i samtiden med autentiske fortællinger og dagsordensættende temaer som diversitet, queer, generationer, køn, race, autokrati, klima, global kapitalisme, normkritik og institutionel magt. Skuespiller og dramatiker Alexander Mayah Larsen overtager nu direktørstolen, og har med sin prisbelønnede Som brødre og Tronfølger baseret på hans egen families iransk-danske baggrund vist, at også han kan skabe scenekunst, der taler ind i samtiden, men også står i sin egen kunstneriske ret.
Snør vandrestøvlerne og gør noget sammen
TOASTER er på samme spor i sine festivalformater. Den netop afsluttede Acting In & Out tager kriser som klima, Gaza og økonomisk ulighed op i kunstneriske værker, der følges af møder mellem kunstnere, publikum og andre aktører som et klimakor, Palæstina-aktivister og en akupunktør. Målet er at forankre temaerne ved at gøre noget sammen i krydsfeltet mellem kunst og aktiv handling, da ”de store spørgsmål kan gøre en handlingslammet og skamfuld, når man sidder med dem alene”, som kuratorerne formulerede det.
Roskilde Festival har i flere år udviklet sit engagement i andre kunstarter end musikken og bød i år på happenings og en række danseperformances i sit Art & Activism-program, der under temaet Utopia arbejder med frigørelse på mange planer. Fra mashup af hiphop og caribisk karneval over forførende amerikansk waacking – en form for vestkystkusine til New Yorks ballrooms voguing – til danske Ruth Rebekka Hansens elektrificerende, koreografiske undersøgelse af kroppens og blikkets magt og afmagt i Ripe Body, der var som skabt til festivalen med musikken som en helt afgørende medspiller i et magisk fælles nu.
Aktivismen kom også traskende i mere stilfærdige udtryk i de mange vandringer, der efter Covid-19 har bidt sig fast som et scenekunstnerisk format, der sætter tempoet ned og kroppen i spil. Vi vandrede gennem den lokale og globale historie på Ærø med BaggårdTeatrets dramatisering af Carsten Jensens roman Vi, de druknede i ørerne. Vi mærkede forbindelsen mellem natur og menneske, når vi travede i skovene – på Møn med Institute of Interconnected Realities, i Midtjylland med Secret Hotel – og på Sydhavnstippen i København i det vokale vandringsværk Solastagia under festivalen Metropolis. Vandringsformatet indbyder til at være og reflektere sammen og fanger dermed på en ny – eller nogle ville måske sige urgammel – måde scenekunstens evne til at skabe nærvær og fællesskab.
To markante stemmer
Skuespiller Jens Albinus argumenterede for det samme i sin fremragende essaysamling, Den kærlighed du har til mig, hvor han forbinder sit eget liv, samfundsudviklingen og scenekunstens i en hyldest til teatrets dualitet, evnen til at rumme tvivlen, der gør det muligt at håbe. Han udfordrer det, han kalder den nye følsomhed, når den bruges til at udgrænse det ubehagelige, men tror på teatrets uomgængelighed i en krisetid som den kunstart, der netop i mødet mellem scene og sal kan rumme polarisering og menneskets modsætningsfyldte eksistens.
I 2024 tog vi også afsked med leder af Hotel Pro Forma, Kirsten Dehlholm, dansk performances absolutte hovedkraft gennem fem årtier, der om nogen har formået at udfordre og åbne scenekunsten og favne modsætninger. Hendes konceptuelle samkunstværker modstillede rum, tekst, musik, objekter, lys og forskellige typer aktører på stadig nye måder, men altid i stramme kompositioner over markante mytiske og aktuelle temaer. Hendes næstsidste værk Flammenwerfer var en karakteristisk meditativ billedopera om psykisk sygdom med Einstürzende Neubatens Blixa Bargeld i front.
Kritik under pres og bæredygtigt arbejdsliv
To debatter har særligt tegnet året på scenekunstområdet. Kritikken er presset, da dagbladene skærer ned på kunststoffet og mediestøtten er svær at opnå for nichemedier. Dertil kommer diskussionen om faglig nivellering, idet bloggere med større eller mindre faglighed citeres flittigt af teatrene på linje med kritikerne. Flere teatre begyndte at begrænse adgangen for anmeldere og året bød på flere store debatarrangementer om kritikkens fremtid, om den faglige dialog mellem kunstnere og kritikere. ”En anmeldelse er som en samtalepartner, der nogle gange siger det, man ikke vil høre,” som chef for Det Kongelige Teater, Kasper Holten, formulerede det på et af debatarrangementerne.
Bæredygtigt arbejdsliv blev også sat på agendaen af en række brancheaktører. Nogle eksperimenterede med ændrede arbejdsformer på eget teater eller skabte brede producentsamarbejder, mens andre debatterede og lavede kampagner med særligt fokus på de prekære forhold for alle scenekunstens faggrupper. Danmark fik en museumsreform i år, og der arbejdes netop nu på, at scenekunstområdet også får et tiltrængt eftersyn, der nok især vil fokusere på støttestruktur, men heller ikke vil kunne undgå at forholde sig til de prekære arbejdsvilkår.
Dansk scenekunst har serveret masser af aktivisme i en krisetid, men 2024 har selvfølgelig også budt på klassikere i nye og gamle klæder, på roman- og filmadaptioner med Betty Blue på Teater Nordkraft og den geniale William Heinesen-fortolkning De Fortabte på Aaben Dans blandt de absolut mest vellykkede, på ny dramatik om sårbare unge, psykisk sygdom, lokalhistorie og det amerikanske valg, og på første udgave af Musicalens Folkemøde. Scenekunsten er mangfoldig og spiller trods sin analoge karakter fortsat en rolle i mange menneskers liv og som en stemme i samfundsdebatten.
