Populært lige nu

ISCENE anbefaler teateroplevelser for børn i vinterferien

Teateroplevelser for børn i vinterferien

Nye tider på ISCENE – reorganisering skal styrke formidlingen af dansk scenekunst

Nichemediet ISCENE har i syv år dækket den danske scenekunst journalistisk gennem skrevne formater. Nye samarbejder og den moderne medievirkelighed kræver en kontinuerlig udvikling,...
Annonce

Louise Schouw: Det er lidt fy at sælge så mange billetter, som jeg gør

Louise Schouw fejrer sit 25års jubilæum som teaterdirektør og instruktør i en branche, som har budt på livsglæde og ensomhed. I dette jubilæumsportræt fortæller Louise Schouw om sit teaterliv og de mennesker og oplevelser, som været med til at forme hendes kunstneriske karriere og det menneske, hun er i dag. 

Annonce

“Der er flere personer i branchen udenfor mit eget teater, der har set mig og troet på mig, og det har haft en kæmpe indflydelse for, hvordan jeg arbejder som instruktør og teaterchef i dag”, fortæller Louise Schouw, direktør for Louise Schouw Teater, der i år fejrer 25 år i branchen.

“Sallys Far” holdet på vej på turne: Brian Nielsen, Kristian Holm Joensen, Morten Bo Koch, Marianne Gonnnov Bøgelund, Anton Sager (Foto: Louise Schouw Teater)
Sallys Far-holdet på vej på turne: Brian Nielsen, Kristian Holm Joensen, Morten Bo Koch, Marianne Gonnnov Bøgelund, Anton Sager (Foto: Louise Schouw Teater)

Jeg fik chancen i etablerede teaterhuse

“Jan Hertz er en af dem. Ud over de seks forestillinger vi har lavet sammen, har han skubbet til mig både på det menneskelige og det administrative plan, og det har gjort en kæmpe forskel at have Jan som livsvidne til sparring om alt fra repertoire, personalehåndtering og indre værdi.

En anden som har betydet meget er teaterdirektør Morten Kirkskov, som lod mig instruere på Store Scene på Aalborg Teater i 2012. Jeg kan huske den dag, han kom ind på mit kontor og tilbød mig jobbet som instruktør. Mødet varede nogle timer, og jeg kan huske, at han gik ud i mørket i gården, og jeg sad der og så ham gå og tænkte: “Wauuu, skete det lige, det her?”, fortæller hun og fortsætter:

“For mig var det kæmpestort at få dét ansvar og dén tillid. Jeg kom fra en periode, hvor jeg følte, at alle i branchen havde en mening om hvad, jeg lavede, og hvordan, jeg lavede det, og det, at en landsdelsscene pludselig ansatte mig, satte unægtelig branchens syn på mig i et andet lys.

Annonce

Og så ændrede det min karriere på så mange planer, fordi andre så også turde tro på mig

TAK MORTEN KIRKSKOV for at se mig! Det er jeg meget taknemmelig over. Jeg fik to forestillinger på Store Scene og senere også en forestilling på Det Kongelige Teater med Morten Kirkskov ved roret. Det at få mulighed for at arbejde i så store huse med mange afdelinger, lærte mig rigtig meget om processer og procedurer, som jeg videreførte til mit eget teater. Og så ændrede det min karriere på så mange planer, fordi andre så også turde tro på mig.”

Premiere på “Sallys Far”. Her er hele holdet: fra venstre: Kristian Holm Joensen, Niels Secher, Gunvor Reynberg, Marianne Gonnov Bøgelund, Louise Schouw, Eskild Sohn, Sigurd Barrett, Morten Bo Koch, Rebekka Lund, Jesper Folke, Anton Sager, Kristian Hegner Specht, Thorbjørn Christoffersen og Thomas Brunstrøm. (Foto: Louise Schouw Teater).
Premiere på Sallys Far. Her er hele holdet: fra venstre: Kristian Holm Joensen, Niels Secher, Gunvor Reynberg, Marianne Gonnov Bøgelund, Louise Schouw, Eskild Sohn, Sigurd Barrett, Morten Bo Koch, Rebekka Lund, Jesper Folke, Anton Sager, Kristian Hegner Specht, Thorbjørn Christoffersen og Thomas Brunstrøm. (Foto: Louise Schouw Teater).

Kendt som hende, der laver familieforestillinger  

“Et par år senere gav teaterdirektør Lars Sennels mig samme chance på Vendsyssel Teater. Jeg var indtil da “kendt” som hende, der laver familieforestillinger, men Lars havde set en komedie, jeg havde instrueret på mit eget teater, og han inviterede mig til at instruere en ny dansk komedie på den store scene på Vendsyssel Teater i Hjørring.

Jeg er med de fire forestillinger i Nordjylland blevet set som mig

Det blev til en komedie mere i det fantastiske hus, og det gik igen op for mig at jeg fungerer rigtig godt i de etablerede teaterhuse og lærer rigtig meget om mig selv og kunsten i disse processer. Jeg er med de fire forestillinger i Nordjylland blevet set som mig udelukkende med det, jeg kom med og gav til husene, og det har gjort en kæmpe forskel for min videre karriere. 

De senere år har jeg haft en erhvervscoach – en stor kanon indenfor erhvervslivet med en kæmpe erfaring i at drive virksomheder. Han har coachet mig til at se mig selv, hvor jeg er lige nu. For mig handler det om at være i udvikling og blive bedre til at være menneske og dermed også til at være teaterchef og instruktør”, fortæller Louise Schouw.

Louise Schouw og Marianne Gonnov Bøgelund lige efter coronanedlukningerne
Louise Schouw og Marianne Gonnov Bøgelund lige efter coronanedlukningerne

Inspiration udefra

“Jeg vil til også gerne nævne Peter Mark Lundberg, som er er direktør for Dansk Teater. I hans tidligere job som chef for blandt andet Taastrup Teater & Musikhus, så han mig og mit potentiale og de muligheder, mit teater har. I Dansk Teater-regi har han en kæmpe andel i, at mit teater overhovedet eksisterer, fordi han var med til at kæmpe min sag under Corona-nedlukningen, hvor vi i 2020 havde 71 aflysninger uden mulighed for at opnå samme økonomisk kompensation, som de statsstøttede teatre.”

Det var en meget fin og ærlig samtale, som ændrede nogle ret elementære tankeprocesser omkring det kunstneriske hold

“Jeg har i årenes løb haft nogle gode snakke med kloge teaterfolk om min egen kunstneriske udvikling. For ca. 10 år siden indbød jeg teaterjournalist Anne Middelboe til kaffe. Jeg kendte hende ikke særlig godt dengang, men hun havde jo set de fleste af mine forestillinger, så jeg spurgte hende til råds om, hvordan hun syntes, jeg kunne blive stærkere kunstnerisk. Det var en meget fin og ærlig samtale, som ændrede nogle ret elementære tankeprocesser omkring det kunstneriske hold, som jeg sætter til mine forestillinger.” 

Kristian Hegner Specht, Louise Schouw & Niels Secher (Foto: Louise Schouw Teater).
Kristian Hegner Specht, Louise Schouw & Niels Secher (Foto: Louise Schouw Teater).

Skaber kærlighed til den levende kultur

“En udvikling, jeg er særligt stolt over at have skabt, er, at jeg producerer skoleforestillinger til mange regioner af Danmark, hvor skolebørn som en del af undervisningen kommer ind og ser vores forestillinger på et lokalt professionelt teater som en del af undervisningen”, fortæller Louise Schouw og uddyber:  

“Vi nyder virkelig at spille vores mindre forestillinger på skoler og biblioteker og i institutioner. Men der er også noget magisk, når børn fra alle samfundslag som en del af deres skoleundervisningen får mulighed for at se teater med hele pivtøjet i stor scenografi, lækkert lysdesign og lyd over nogle ordentlige anlæg.

Jeg er godt klar over, at det er et kæmpe ansvar, at så mange børn i Danmark ser vores forestillinger

Jeg tror, at vi med disse forestillinger er med til at skabe en kærlighed til den levende kultur. Og da vi ofte spiller i nogle ret store sale over hele Danmark, er det ofte vores forestillinger, som børn i hele Danmark ser som de allerførste Jeg er godt klar over, at det er et kæmpe ansvar, at så mange børn i Danmark ser vores forestillinger. Det er jeg meget opmærksom på, og vi gør os umage for at gøre det vedkommende og møde vores publikum i øjenhøjde.”

Marianne Bøgelund & Louise Schouw arbejder med “Vitello”. Foto: Louise Schouw Teater
Marianne Bøgelund & Louise Schouw arbejder med Vitello. Foto: Louise Schouw Teater

Fordomme er en virkelig dårlig tendens

“Jeg synes desværre, at der er en dårlig tendens i branchen, at kollegaer har virkelig travlt med at have en negativ holdning til andre i branchen. Særligt til sådan en som mig, der har et ikke statsstøttet teater. Som om der går noget af deres egen kunst eller værdighed, hvis de skal anerkende, at andre kan gøre tingene anderledes og også have succes med det. Eller at det måske er nemmere at konstatere, at det jeg laver, er noget lort – selvom de aldrig har set en af mine forestillinger”, undrer Louise Schouw sig og fortsætter:

“Det er lidt “fy” at sælge så mange billetter, som jeg gør. Men de forstår ikke, at jeg er nødt til at lave det, der hedder folkeligt teater, fordi jeg ikke får noget løn, hvis mine forestillinger ikke sælger. Jeg har reelt ikke noget valg, hvis jeg gerne vil leve af det. Der er mange negative holdninger til det folkelige teater, som jeg ikke helt forstår. 

Der er mange negative holdninger til det folkelige teater, som jeg ikke helt forstår

Jeg mødte for nogle måneder siden en kollega, som er fastansat på et statsstøttet teater. En kvinde, som jeg både holder af og synes, er vældig dygtig. Hun præsenterede mig for sine venner sådan her: “Det her er Louise Schouw, hun har sit eget teater. De første 10 år jeg kendte til hende, kunne jeg ikke fordrage hende. Så mødte jeg hende og fandt ud af at hun er helt fantastisk!”.

Og det er virkelig hovedet på sømmet i vores branche. For der går en masse teaterfolk rundt og har en holdning til kolleger, som de reelt ikke kender, og hvis kunst, de ikke har set eller kender præmissen for, men som de har brug for at bad mouthe (tale dårligt om, red.). Jeg kan ikke finde ud af, om det er, fordi det giver en følelse af at være eliten eller for at fremhæve, at deres kunst er bedre eller har mere værdi. Men jeg synes det er en virkelig dårlig tendens”, slår Louise Schouw fast.  

Sværdet i stenen-holdet: Asbjørn Agger, Morten Bo Koch, Marianne Gonnov Bøgelund, Lisbeth Kjærulff (Foto: Louise Schouw Teater)
Sværdet i stenen-holdet: Asbjørn Agger, Morten Bo Koch, Marianne Gonnov Bøgelund, Lisbeth Kjærulff (Foto: Louise Schouw Teater)

Jeg har følt mig ensom i branchen

“Jeg har i perioder af min karriere følt mig ensom i branchen fordi jeg så brændende ønskede at være en del af fællesskabet, og det var svært fordi jeg gjorde tingene på en anden måde end den gængse. Der er en masse ting man som ikke-statsstøttet teater ikke inviteres med til eller inkluderes i – både sådan helt officielt og ikke officielt – og det har været ensomt at stå udenfor og kigge på. 

Mit eget fokus har igennem årene ændret sig, så det har størst værdi for mig i mit arbejdsliv i dag at være noget for mine kunder, mit publikum og mine ansatte. For dér er jeg aldrig ensom. 

Jeg har mere fokus på at være noget for mine kunder, mit publikum og mine ansatte. For dér er jeg aldrig ensom

Derudover har branchen også ændret sig. Det var for eksempel katastrofalt for 10 år siden, at jeg tillod mig at lave juleforestillinger. I dag laver de fleste teatre juleforestillinger og familieforestillinger. Så det, jeg laver, er blevet mere legalt over tid”, fortæller hun. 

“Sallys Far” holdet: Rasmus Hvilshøj, Kristian Holm Joensen, Louise Schouw, Morten Bo Koch, Marianne Gonnov Bøgelund, A Anton Sager, Mette Mathiasen. (Foto: Louise Schouw Teater)
Sallys Far-holdet: Rasmus Hvilshøj, Kristian Holm Joensen, Louise Schouw, Morten Bo Koch, Marianne Gonnov Bøgelund, A Anton Sager, Mette Mathiasen. (Foto: Louise Schouw Teater)

At turde give ansvaret fra sig

De seneste år har Louise Schouw Teater haft Mette Matthiasen ansat som en administrator ansat, og Louise Schouw ville ikke, ane hvad hun skulle gøre uden hende:

Jeg er en betydelig bedre leder i dag, end jeg var for 10 år siden, fordi jeg er ældre nu, har mere ro og mere erfaring

“Mette er genial for teatrets udvikling. Hun skubber dagligt til procedurer, så vi hele tiden bliver bedre organisatorisk og klarere i kommunikationen. Det har også medført, at jeg er blevet bedre til at give ansvar fra mig. Det at turde give fra sig og lade andre få så stort ansvar har været et kæmpe plus for teatrets udvikling. Fordi jeg har fået mere frihed og luft til at fokusere på andet end administration på alle tider at døgnet. Det har været rigtig sundt på alle planer”, siger hun og peger samtidig på, at livet og dermed også arbejdslivet skal helst være i udvikling:

“Vi skal alle vokse med opgaven, blive ældre, lære, lytte, erfare osv. Derfor fortryder jeg ingenting. Jeg er en betydelig bedre leder i dag, end jeg var for 10 år siden, fordi jeg er ældre nu, har mere ro og mere erfaring. Sådan er det jo for alle. Og jeg synes ikke at der er nogen grund til at fortryde noget som helst.”

Vi benytter enhver lejlighed til at fejre noget på Louise Schouw Teater. Louise Schouw (Foto: Marianne Gonnov Bøgelund)
Vi benytter enhver lejlighed til at fejre noget på Louise Schouw Teater. Louise Schouw (Foto: Marianne Gonnov Bøgelund)

Vi står stærkere end nogensinde

“Vi har lige fået Danmarks Teaterforeningers pris som Årets Børne-Ungeteaterproducent 2024, og i foråret blev vi af branchen Reumertnomineret som Årets Teater. Det er klart, at begge ting gjorde mig rigtig glad, fordi jeg måske endelig efter 25 år føler mig hjemme i branchen – eller måske mere hjemme end nogensinde før”, siger Louise Schouw og afrunder: 

Der er meget at være taknemmelig over

“Vi er i gang med en virkelig god sæson lige nu. Forestillingen Sallys Far spiller for udsolgte huse over hele Danmark. I næste sæson er vi allerede booket til at spille over 260 opførelser fordelt på både voksen- og familieforestillinger, som jeg glæder jeg mig til at stå i spidsen for. Der er meget at være taknemmelig over. Og jeg er stolt over at sige, at vi her på år 25 står stærkere end nogensinde Jeg har nogle fantastisk dedikerede teaterfolk ansat på mit teater, og jeg glæder mig til den videre rejse sammen med dem. 

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør for udvikling og ISCENE Live. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er juryformand for Årets Reumert.
Annonce