Figaros og Den Ny Opera turnerer i hele landet med deres fortolkning af Gilbert & Sullivans operette HMS Pinafore. Der er ikke meget af den oprindelige operette tilbage, men til gengæld er der masser af medrivende musik, skæve påfund og virkelig fin timing, som alt i alt skaber en svært underholdende sceneoplevelse.
Fynske rumvæsener, fællessang og filmreferencer. Tre eksempler på elementer, der ikke traditionelt set har været at finde i Gilbert & Sullivans operette HMS Pinafore, der havde urpremiere i London i 1878.
Ikke desto mindre kan publikum se frem til alle tre – og meget, meget mere – i Figaros og Den Ny Operas iscenesættelse, der er på Danmarksturné i disse dage. En skæv, musikalsk forestilling med en snert af revy, hvor de fire medvirkende giver den fuld gas på alle tangenter.

Humor, der rammer spot on
Bortset fra titlen og nogle enkelte af Gilbert & Sullivans musiknumre er der ikke meget tilbage af det oprindelige værk, hvor kaptajnens datter Josephine er forelsket i sømanden Ralph Rackstraw og derfor må flygte fra sin far, der har udvalgt admiralen, Sir Joseph Porter, som hendes kommende ægtemand.
Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm, der indtager alle rollerne, står også selv bag instruktionen af forestillingen, der – med teatrets egne ord – har ”været en tur i Figaros komiske vridemaskine”. De har med andre ord taget det originale manus, skudt det fuld af huller og fyldt hullerne ud med en blanding af kendte popsange, små revylignende sketches og alle de mest gakkede påfund, de har kunnet hitte på.
Latteren og de begejstrede tilråb flyder frit fra stolerækkerne
Der er ingen tvivl om, at Figaros og Den Ny Opera kender deres målgruppe og dennes humor. For latteren og de begejstrede tilråb flyder frit fra stolerækkerne i den godt fyldte sal gennem hele den underholdende forestilling. De skæve påfund og tilføjelsen med fællessang ved Admiralens vise rammer lige i hjertekulen på de mange publikummer, der – i hvert fald denne aften i Skanderborg – primært udgøres af den ældre del af teaterforeningens medlemmer.

Fra maritimt look til månen
Første akt er sat i maritime omgivelser. På den store skærm bagerst ses dæk og ræling på et træskib. På scenegulvet er placeret diverse småting: En tønde, en kiste i træ, en spand, en lærredssæk og noget reb. Til højre på scenen er kommandobroen med det gammeldags ror og Union Jack på en lille flagstang. I venstre side er flyglet placeret.
Scenografien har fået et strejf af steampunk
Scenografien har fået et strejf af steampunk (sci-fi-subgenre med fokus på teknik fra forrige århundrede, red.) med stregtegninger af tandhjul, glødepærer og diverse maskindele, som omkranser den store skærm, hvor der forestillingen igennem vises videokulisser, filmklip fra bl.a. Star Wars og Titanic og gamle reklamefilm. Men hvor historien i første akt et stykke hen ad vejen følger originalen, så bliver der siden gakket helt ud, når skibet ender på havets bund og siden sendes til månen. Ja, til månen!

Musikalsk medrivende
Ved flyglet sidder Allan Dahl Hansen, der er ”musikalsk styrmand og 100 kilos letmatros” for HMS Pinafore. I hvert fald i forestillingens første akt, hvor handlingen stadig udspiller sig på havet. Da anden akt går i gang, og temaet er gået all-in på Star Wars, får Dahl Hansen titel af ”musikalsk space commander”. Men uagtet titlen, leverer han et forrygende musikalsk lydbillede til den gakkede forestilling.
Et forrygende, musikalsk lydbillede til den gakkede forestilling
Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm flyver ind og ud af alle rollerne i iscenesættelsen. Udover de oprindelige karakterer som kaptajnen, admiralen, Josephine og hendes elskede Ralph, byder den aktuelle version også på grønne rummænd med bred fynsk dialekt, flirtende, langhårede havfruer og Erling Jørgensen fra den lokale teaterforening, der igen og igen afbryder forestillingen.
Lisbeth Kjærulff leverer den ene imponerende sangpræstation efter den anden, som næsten får mig til at ønske, at jeg kunne have hørt hende synge alle operettens sange i deres oprindelige versioner. Men på den anden side ville jeg nødigt have undværet hendes unikke evne til at levere det høje C, mens hun danser fjollet og skærer grimasser til publikum.

Velfungerende kaos
Hans Dueholms kinesiske kokkepige, Forglemmigej, er måske nok en noget ukorrekt og bedaget karakter. For der er absolut ingen grund til, at kvinden skal være kineser i en forestilling i 2025. Men når vi abstraherer fra dette, så er Dueholm herlig i sit portræt af den forelskede, forsmåede kvinde, der nu har ventet i 15 år på, at kaptajnen skal efterleve sit ægteskabsløfte. Ligesom hans affekterede Admiral har været værd at vente på.
Det samme gælder Karsten Jansfort, der har de blødeste d’er i rollen som kaptajnen, og er fuldstændigt umuligt som den halvdøve Erling Jørgensen med den skaldede isse, der flere gange kommer spadserende ind på scenen for at sige til skuespillerne, at de gerne må starte forestillingen nu.
Skarp timing og musikalsk overskud, som på magisk vis får det hele til at fungere
På papiret er Figaros og Den Ny Operas iscenesættelse af Gilbert & Sullivans HMS Pinafore en temmelig rodet omgang. Men realiteten er, at de fire rutinerede mennesker på scenen leverer fra start til slut med god energi, skarp timing og musikalsk overskud, som på magisk vis får det hele til at fungere.
Manuskript og sangtekster: Kristian Jensen, Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Instruktion: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort og Hans Dueholm. Musikalske arrangementer og musikalsk ledelse: Allan Dahl Hansen. Musik: Gilbert & Sullivan m.fk. Scenografi: Figaros. Kostumedesign: Nathalie Meldgaard. Scenisk konsulent: Jakob Næskund. Havfruer og aliens: Tilia Lund Hasselager og Victoria Lind. NFD2: Morten Chemnitz Kirches-Lindegaard. Lys og teknik: Anton Caleniuc Russo og Henning Amstrup. Film: Figaros og Kristian Jensen. Backingtrack: Søren Schwalbe. Produceret af Figaros og Den Ny Opera.
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.
HMS Pinafore er på turné i hele landet 18. januar – 27. april 2025.