★★★★☆☆ Flextrafik og slagtesvin – udkantens underspillede undergang

Med Flextrafik og slagtesvin bygger Aalborg Teater videre på de seneste sæsoners succes med Anita-trilogien. Historien er en anden, men dramatiker, instruktør, scenograf og en del af spillerne går igen i endnu en yderst vedkommende tragikomisk forestilling om samfundets glemte. Forestillingen når sikkert i mål trods lidt bump på vejen, hvor ingen busser kører.

Henrik Szklanys tekst skildrer livet dér, hvor naturalieøkonomien stadig lever i bedste velgående og hvor hoveddøren sjældent er låst. Alligevel “har der aldrig været meget Morten Korch her på egnen,” som den pensionsmodne mælkebonde Anders, spillet af Mogens Rex, formulerer det. Og der er heller ingen udsigt til, at idyllen har kurs mod det lille samfund.

Det fatale i det lokale

Busrute 116 lukker, og dermed er den lille, jyske by afskåret fra omverdenen. Beboerne er nu overladt til den upålidelige Flextrafiks luner, hvis de ikke skal forlade sig på et lift af svinebonden Mike, spillet af Lars Topp Thomsen. Men indtægterne fra Mikes landbrug falder, benzinpriserne stiger, og det samme gør presset på hele lokalsamfundet.

Jonna, spillet af Marie Knudsen Fogh, kan ikke finde arbejde, Mikes kone Pernille, spillet af Lise Lauenblad, kan ikke finde en kørelejlighed. Tilflytterne Chrille og den højgravide Tanja møder pludselig håbefulde op på gårdspladsen foran Anders’ hus som en forskudt version af Juleevangeliet. Thi der var ikke plads til dem på Amager.

Med tilstræbt optimisme og en god portion humor kæmper de alle for at holde sig oven vande i en verden, hvor de på hver deres måde føler sig oversete, utilstrækkelige og svigtede.

Fornemt samspil

Laura Rasmussens uromantiske scenografi udgøres af et rum, der på én og samme tid er stald og gårdsplads. I dunkelt samspil med Kasper Daubergs kølige lysdesign fremstår de forsømte mures higen efter en frisk omgang kalk som et tavst ekko af den ubehagelige sandhed: Det, der engang lugtede af penge, lugter nu mest bare af lort.

Selvom karaktererne langt hen ad vejen er en slags popkulturelle arketyper, fx den ordknappe nordjyde og den anløbne amagerkaner, så forfalder de aldrig til karikaturer. Martin Nyborgs skarpe personinstruktion af de veldrejede replikker giver fornemme præstationer af alle spillerne.

Et eksempel på den stærke dynamik mellem dramatiker, instruktør og spillere er, da Pernille i nødens stund opsøger barndomsveninden Jonna, og alle de fortrængte historier og alle bebrejdelserne pludselig får mæle. Scenen er stramt spændt op, og alligevel får vi det forløsende grin, når Pernille konkluderer, at “vi snakker fandme meget om mænd, der ikke kan finde ud af at tale selv.” Den slags sødmefulde og smertelige øjeblikke er forestillingen storleverandør af.

Flowet går fløjten

Desværre slutter en del af de ellers så gode scener meget brat, og lidt for mange af overgangene virker forcerede. Det giver et til tider næsten revyagtigt flow i fortællingen, hvilket, jeg har svært ved at tro, er tilsigtet. I de sekvenser bliver fremdriften hakkende, og havde de knaster været mindre markante, havde det løftet hele det samlede udtryk.

Anita-trilogien kastede både fyldte sale og priser af sig og fik et samlet anmelderkorps – dette medie inklusive – til at knipse anerkendende. Det er ikke hverdagskost for ny dansk dramatik, men Aalborg Teater ser ud til at have fundet en formular, der virker.

Med henblik på det nyligt tildelte millionbeløb i støtte til udvikling af ny dansk dramatik, ser fremtiden for Aalborg Teater markant lysere ud, end den gør for Mike, Anders og alle de andre i Flextrafik og slagtesvin.

Læs mere om ny, dansk dramatik på Aalborg Teater her.