★★★★☆☆ Madame Curies halveringstid – lærerigt taleteater om to markante kvinder

Himmerlands Teater sætter i Madame Curies halveringstid spot på to videnskabskvinder, som har haft stor, historisk betydning. Det er lærerigt, velspillet og underholdende taleteater, som rammer lige ind i tidens øgede fokus på ligeret.

”Der fandtes et teknisk problem i verden, og jeg løste det. Selv tak!”

Sådan lyder den allerførste replik i Susanne Sangills iscenesættelse af Madame Curies halveringstid på Himmerlands Teater. Replikken leveres af Marie Mondrup, der med rank ryg og oprejst pande sender publikum et skævt smil i rollen som den bramfri elektroingeniør Hertha Ayrton. Kvinden, der blandt andet fik fjernet den ”hvæsende, spruttende og poppende lyd,” som de første udgaver af elektriske lyspærer forpestede verdens lydbillede med.

To markante kvinder – nu i Hobro

De fleste kender – forhåbentligt – allerede til den polsk-franske kemiker Marie Curie, der gennem sin karriere modtog hele to Nobelpriser. Én i fysik og siden også én i kemi. Den britiske elektroingeniør Hertha Ayrton derimod har fået noget mindre plads i historiebøgerne. Ikke desto mindre er de to kvinder og deres respektive liv og karrierer omdrejningspunktet i Lauren Gundersons tekst fra 2019. I Robin Haslund Buchs danske oversættelse har den fået titlen Madame Curies halveringstid.

De to livshistorier fortælles med udgangspunkt i specifikke begivenheder i sommeren 1912. Marie Curie var offentligt udskældt i Frankrig, på grund af en affære med en gift kollega, og som en anden frelsende engel hentede Hertha Ayrton sin veninde til England. Livshistorierne fortælles ikke i deres fulde udstrækning, men derimod med særlige fokuspunkter. Line Bie Rosenstjerne er den, ved første øjekast, skrøbelige men også letantændelige Marie Curie. Hun kæmper med fysiske smerter og stress, som hun holder i ave ved igen og igen at betragte det lille glas med lysende, grønt radium, hun altid bærer i sin kjolelomme.

Forestillingen kredser om ligeret, videnskab og kærlighed. Selvom jeg savner en form for krog i, hvorfor vi skal se denne iscenesættelse i Hobro lige netop nu, så må det siges at være eviggyldige emner. I rollerne som de to markante kvinder formår Line Bie Rosenstjerne og Marie Mondrup at drage publikum fuldt og helt i skæbneberetningerne. 

En sommer i England

Scenen er formet som en halvcirkel med en buet bagvæg i et lyst, horisontalt draperet materiale, der kan gennemlyses og derved skifte udtryk. En sofa, et lille bord og en enkelt hvidmalet træstol står på scenen, hvortil der gennem forestillingen kun tilføres få, velvalgte rekvisitter: en picnickurv, en karaffel og nogle kufferter, der bæres ind og ud. Nick Pedersens scenografi danner en enkel og velfungerende ramme om dialogen mellem de to kvinder.

Den første halvanden times tid ser vi kvinderne gennemleve sommeren ved stranden i England. Vi ser deres samtaler og uenigheder. Vi oplever deres glæder og lidelser. Og vi følger deres tanker om alt fra videnskab til kampen for kvinders rettigheder. Især Ayrton er aktiv i Suffragette-bevægelsen, der vil have – og med tiden også får – stemmeret for kvinder. Curie er mere kynisk med udtalelser som: ”Der er ikke plads til, at alle kan være mennesker.” Først de sidste godt ti minutter af iscenesættelsen fortæller de to kvinder, side om side, om de resterende år af deres liv og videnskabelige virke.

Madame Curies halveringstid er veludført, interessant og ganske lærerigt taleteater, som byder på stærke skuespilpræstationer og emner, der desværre stadig er aktuelle. Der kunne måske være skåret et par minutter hist og her for at få pointerne til at stå endnu skarpere frem, men det er ikke noget, der ødelægger helhedsoplevelsen af en virkelig fin aften på Himmerlands Teater.