★★★★☆☆ Den Lilla Møghætte og Pulven – crazy-eventyr i skøn scenografi

Sjællands Teater byder atter indenfor til en fint opdateret version af Den Lilla Møghætte og Pulven, som teatret oprindeligt udviklede sammen med forfatter Rune T. Kidde. Ækle æventyr vækker stadig genklang med deres ramsaltede tone og crazy-komik.

Det mest eventyrlige er næsten scenografien, men den kan vi ikke se først, hvor Anja Owes lidt tørre kiks af en fortællertype vil læse Grimms eventyr for os “som de var”. Den går naturligvis ikke i Den Lilla Møghætte og Pulven, og hendes oplæsning forstyrres af drillende hænder og stemmer bag fortæppet, der snart rives bort. Vi får ikke klassisk Grimm, men et udpluk af Rune T. Kiddes crazy-variant, Ækle Æventyr.

Drømmen om eventyret

Lidt ækel er Pulven i Kristian Høgh Jeppesens flamboyante skikkelse da også, da hun trækker fortælleren med ind i “Skideskumleskyggeskoven”, hvor hun snart må overgive sig til dens mange sære væsener – selvom de ikke laver eventyrerne “rigtigt”.

Er det ikke rigtigt, er det til gengæld sjovt på den fræsende gakkede måde med grovkornede jokes leveret i højt tempo med meta-kommentarer og kropsligt klovneri, så alle generationer i salen kan grine med. Kiddes æventyrbøger er fra årtusindskiftet, og Den Lilla Møghætte og Pulven havde urpremiere i 2013. Tonen har en lidt altmodisch klang, men den holder stadig. Humoren har bund, og trods sin ramsaltede råhed består drømmen om eventyret og de fantastiske ting, der kan ske dér.

Livets mening

Først får vi Joachim Bach Rosendals lilla, spjættende Møghætte, der tackler Pulven ved at begrave den i spørgsmål om livets mening. En værre Spørgehætte, der snart danser af for at give plads til romancen mellem Pulven og Mads Paniks søde skovhugger. Han kan ikke bare skære døre op, men også jonglere med økser, balancere i håndstand og springe syngende over Pulven.

Hastigt hopper vi videre til Dolly Dyt og de umanerligt bøvede bjørne. Fortælleren lader sig rive med og bliver selv en af bjørnene, inden turen går videre til Klaskepot og hendes væmmelige søstre. Regina Sloth og Mads Panik bedårer i dobbeltrollerne som både de skingert skrigende søstre og Kronprins Krummes søstre, der af og til er i dialog med sig selv.

Veritabelt, fantasifuldt kaos

Alt ender naturligvis lykkeligt, selvom Klaskepot bliver tryllet om til et elorgel. For selvom det er ækelt, er det stadig et eventyr. Sir Grand Lears vidunderlige scenografi foldes ud for øjnene af os, mens stadigt flere døre og vinduer åbnes i bagvæggen, til den er forvandlet til et smukt eventyrslot. En lille, rund skærm i midten ender som ur på slottets tårn, men har undervejs vist os ind til andre universer i universet.

Det er en vidunderlig visuel ramme for det veritable fantasifulde kaos, instruktør Kristoffer Møller Hansen slipper løs på scenen helt i eventyrernes ånd. Vi er i tryg forvisning om, at det nok skal gå godt. En lille smerte dirrer fint af og til under al tumulten, så vi også møder livets alvor hos både Grimm og Kidde. Thomas Volmer Schulz har givet Fuzzys oprindelige kompositioner en nutidig klang, mens Peter Friis trykker på gaspedalen med sine skønt spjættende trin.

“Det ville jeg også ha’ sagt,” råbte en lille dreng glædesstrålende bag mig, da Pulven atter rev fortællerens faste univers rundt. Den lilla Møghætte og Pulven er god underholdning for hele familien med sit helt eget univers og gode udnyttelse af alle fem spilleres særlige forcer. Der bliver nok at snakke om bagefter.