KORAL 2025 festival inviterede børn fra 0-9 år til festival i vinterferien – for første gang i det nyåbnede Dansehallerne i Carlsberg Byen. ISCENE var med til de tre forestillinger og kom i nærkontakt med skum, reb og rock og en koreografisk legeplads. Børn og voksne havde en fest til den lille festival med højt til loftet.
Allerede i foyeren bliver der eksperimenteret med de mobile møbler som en glimrende opvarmning til fordybelsen i koreografi. Festivalprogrammet for KORAL i Dansehallerne bestod af titlerne SKUM af Maxime Kroot for de 6-9 årige, NET af svenske OR/ELLER for de 5-9 årige og Rock me Baby af Karstein Solli og Øystein Elle.
Ray Roa Alonso havde også skabt en koreografisk legeplads i en prøvesal. Det var muligt at opleve det hele på en dag eller fordele oplevelserne over de fire dage, festivalen strakte sig over. Dansehallerne samarbejdede også i år med lokale aktører gennem kreative danseworkshops for de 3-6-årige, som blev afholdt på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.
Skum som dansepartner
I forestillingen SKUM inviteres vi ind i Hallen, den store scene i Dansehallerne. Vi hopper ind på scenen fra skum-ø til skum-ø som i en “jorden er giftig”-leg. Vi mærker det sjove materiale give efter under vores fødder. Skummet udvider sig og sletter hurtigt vores spor, så snart vi hopper videre. På scenen ligger et højt skumbjerg og venter på at være med, når danserne Maxime Kroot og Anna Lawaetz inviterer os til at bygge et landskab sammen med dem.
Flere af stykkerne skal vi være to om at slæbe. Vi bygger floder, bjerge og øer, hvor vi kan synke ned og betragte dansernes optrin mellem os. De beder os finde ting, som nogle bukser eller et særligt stykke skum. Vi bliver en del af optrinnet og oplever dansernes bløde og legende bevægelser på nært hold.
Rémy Gouffaults musik væver sig helt ubesværet ind i værket med stor inspiration i den elektroniske punk- og støjscene med improviseret og eksperimenterende musik. Balancen mellem dansernes optræden og vores involvering som publikum er flydende. Det er tydeligt, at Maxime Kroot og Anna Lawaetz er rutinerede i at arbejde med deltagelse.
I den store finale bygger vi et kæmpe bjerg af skum ved at presse materialet sammen så småt som muligt med vores vægt. Idet vi slipper, vokser bjerget som lava, der vælter ned ad siderne i et imponerende skue.
Vi er alle i samme net
En anden deltagerbaseret forestilling er NET. Her inviteres børn og voksne til at holde et stort, elastisk net udspændt mellem os. Danserne Elinor Tollerz Bratteby, Rebecka Berchtold og Karin Bergman guider os med og uden ord til, hvordan vi skal holde nettet og agere omkring det. Alene det at gå rundt i en cirkel med nettet udstrakt mellem os er magisk, og vi mærker fællesskabet på tværs af de 192 elastiske firkanter.
Konceptet er skabt af koreograferne Anja Arnquist og Madeleine Lindh, der står bag det svenske kompagni OR/ELLER. Net og kostumer er skabt af Naemi Gustavsson, og det pirrer fantasien til at interagere. Nettet kan fx holdes nede ved jorden, så nogen kan gå ind i det og skabe bjerge i landskabet. Man kan også kigge op gennem “netmaskerne” eller lægge sig under nettet.
Nettet kan omfatte både det fysiske net og det store digitale net, der består af de mindste pixeleringer og bits. Musikkens gentagne rytmer og melodier bidrager til, at vi kan forvilde os og fortabe os i historiefortællingen gennem uendelige forandringsmuligheder.
Danserne kommunikerer tydeligt med krop og ord. De bevæger sig ubesværet mellem deres egne fascinerende optrin – og ved at inddrage børn og voksne i koreografiske bevægelser i og udenfor nettet. Der skabes stemninger af både sjov og alvor med nysgerrigheden og de kunstneriske opdagelser som drivkraft.
NET har været på turné og er vist mere end 150 gange primært i Sverige gennem det sidste halvandet år.
Rock me Baby
Karstein Solli har instrueret forestillingen Rock me Baby i samarbejde med de udøvende. Her udfordres grænserne for, hvilke kunstgenrer selv babyer kan præsenteres for. Koncertforestillingen er fyldt med energi, scenografi, sang og musik i en æstetik inspireret af 70ernes og 80ernes normbrydende glamrock, der udfordrer kønsstereotyper og normer i et sansemættet festfyrværkeri.
Det er som at træde ind i en koncertscene i indre by med alle sejl sat på lys og røg. Røde løbere breder sig fra gulvet op af bagvæggen og cirkler af guld- og sølv dekorerer gulvet. Og nej, der spilles ikke børnesange, men sprøde, tight rocknumre krydret med alt fra skøre rifs med pivedyr til rørende, lyrisk sang i falset. De seje udøvende er Thomas Hildebrand, Håkon Sigernes, Simen Iversen Vangen, Øystein Elle og Geir Hytten.
Hele balladen bygges roligt op med en dukke, der henter os, små rytmiske vokallyde, en enkelt guitarstreng og et lille slag på bækken. Der er masser af vrøvlesange og -lyde, så vi alle kan være med. Der er fjer og detaljer i kostumer som dyreprint, halsbånd, højhælede sko og sjov hovedbeklædning. Flere kostumer transformerer sig undervejs. Til sidst kommer dukken flyvende ind til en heltemodtagelse af børnene.
Der er masser af magi og oplevelser til alle generationer, selvom det også er tydeligt, at mange børn er ude af deres komfortzone. Men i dette omsorgsfulde, woke univers flytter børnenes grænser sig gradvist undervejs. Deres æstetiske repertoire strækkes og udvides gennem fascinationen af det kunstnerisk høje niveau, der bygges gradvist op og svøbes i magiske detaljer og nærværende humor.
En scenisk legeplads
Dansekunstner, Ray Roa Alonso, har også skabt grundlag for magi i sin bevægelseslegeplads “fra dag til nat,” som er i konstant transformation. Forskellige måder at lege på præsenteres af danserne Teresa Schou, Alex Blum og Ray Roa Alonso. Vi er i en prøvesal med scenografi designet af Alexandra Lewon, der har lagt tæpper og sat små farvede tipier op i forskellige farver. Der bliver danset og siddet omkring et kunstigt bål omkranset af blå badesandaler, mens andre dukker op fra et telt, hvor de har slappet af.
Musikken af svenske “blundar records” giver forskellige stemninger og sanseligheder, der inspirerer til de koreografiske tidsrejser. De er blandt andet inspireret af Ray Roa Alonsos opvækst i Filippinerne. Den kropslige dialog er i centrum, så det er op til publikum, hvad de har lyst til at gribe og deltage i. Man kan gå og komme helt, som man vil – og måske vende tilbage og dumpe ind i en ny leg.
Alle kan være med
KORALs producent, Ulla Gad, er meget tilfreds med festivalens forløb:
“Det har været helt fantastisk at åbne vores nye hus for børn og familier i København. Vi håbede at skabe en atmosfære, hvor man på alle måder kunne deltage, og det synes jeg lykkedes. Både i og uden for forestillingerne. Mange hang ud i flere timer i foyeren og i vores koreografiske legeplads.”
Festivalen henvender sig både til familier og institutionsgrupper og bliver afviklet for tredje gang i København over fire dage fra den 13. – 16. februar. De første to gange foregik festivalen i Valby Kulturhus. Der er som altid lagt meget stor vægt på det involverende element:
“Med festivalen vil vi gerne vise, at dans og koreografi er for alle, og at der er mange måder at være med på. I samme åndedrag vil vi også gerne vise, at Dansehallerne er et imødekommende sted, hvor børn og voksne kan få nogle anderledes fælles oplevelser,” forklarer Ulla Gad.
