★★★★☆☆ Kaskelotternes sang – klimaaktuelt og rørende børneteater

Der er ingen synlige hvaler, fisk eller andre havdyr i Kaskelotternes sang på Teatret Møllen. Til gengæld er der en stærk fortælling i en enkel iscenesættelse, som tør gå ind i store følelser og stille krav til publikums fantasi.

”Hvorfor er menneskene så grusomme?” spørger hvalungen Tangøje mod slutningen af Teatret Møllens sceneversion af Bent Hallers fortælling, Kaskelotternes sang.

Spørgsmålet er enkelt, og det virker fuldstændigt naturligt efter de mange prøvelser, Tangøje har været igennem. Alle sammen forårsaget af mennesker. Lige så enkelt er det svar, som den kloge delfin giver ham: ”De er ikke grusomme. De er dumme.”

Hvad som helst

Rasmus Ask står bag iscenesættelsen af Lars Dammarks dramatisering af Bent Hallers roman. En iscenesættelse, der tør dyrke det mørke, det sørgelige og de helt store følelser. Publikum er placeret på alle fire sider omkring det rektangulære scenerum. 

Hvide tekstiler ligger draperet på gulvet og hænger over hovederne på de tre medvirkende, som var det havoverfladens underside. Stemninger og forskellige tider skabes gennem Esben Stehouwers lysdesign, der skifter mellem havblåt og køligt hvid, som var det månelys.

Allan Frausings scenografi er abstrakt – ligesom de svulstige, deforme kostumer, som både musiker Anna Jalving og de to skuespillere Ane Helene Hovby og Emma Silja Sångren er iført. Her er intet, der ligner noget bestemt. Derfor kan alt være, hvad som helst, når bare vi bruger vores fantasi og lader os rive med af historiefortællingen, som spiller hovedrollen i iscenesættelsen.

Lysglimt i mørket

Kaskelotternes sang er fortællingen om kaskelothvalen Tangøje. Vi følger hans liv fra ubekymret unge, der sover trygt under sin mors bug, velvidende at hele flokken og hans bedste ven er sammen med ham. Men Tangøje må hurtigt blive voksen og indse de mange farer, der lurer i havet: Hajangreb, hvalfiskere og menneskenes giftige forurening.

Tangøje mister alle, han har kær. Og selv for en af havets kæmper er det hårdt at være ensom. ”Han var så forfærdelig stor, men han følte sig så frygteligt alene.” Det er hård kost at være publikum til Tangøjes liv, men Lars Dammark har formået også at drysse små lysglimt ind i den dystre historie.

Emma Silja Sångren og Ane Helene Hovby er både fortællere og spillere af diverse store og små roller. Sångren er Tangøje, mens Hovby indtager rollerne som både hans mor, hans bedste ven og den kloge delfin, Krabbe, som han møder på sin søgen efter sin flok. Med sin violin leverer Anna Jalving havets lyde. Fra den faretruende klikken fra spækhuggerne til den årtusinde år gamle sang, som Kaskelotterne synger, når de færdes i flok. Og der er heldigvis også plads til leg, fjollede delfinspring og glæde midt i mørket.

Fortællingen i fokus

”Havet er sygt. Menneskene har smittet havet med død,” siger den dybe, mørke stemme, som er det eneste, publikum ser til den store, hvide hval, Gamle Dick, som Tangøje møder på sin rejse. Og da han siden spørger delfinen, hvorfor menneskene er så grusomme, mærker alle i teatersalen – både børn og voksne – hvorfor Hallers historie fra 1981 stadig er aktuel i dag. Vi får her fortællingen om havforureningens konsekvenser set fra hvalens synspunkt. Letforståeligt og smertefuldt.

I det hele taget er Kaskelotternes sang en virkelig rørende fortælling. Den fungerer godt i Rasmus Asks enkle iscenesættelse, hvor historiefortællingen er i fokus, og der er plads til at bruge fantasien. 

LÆS OGSÅ: Interview med dramatiker Lars Dammark her.