★★★★☆☆ Rivaler – veludført nostalgitur for generation X

Sproglige finurligheder og en tidsrejse tilbage til dengang, hvor drenge var vilde og udfordrede hinanden til hvad som helst. Teater O’s Rivaler er som et nostalgitrip for dem, der var unge for 40 år siden.

”Gør dog noget. Løb for livet. Brug dog tiden. Elsk hinanden. Gør dog noget.”

TV-2’s Hele verden fra forstanden fra 1985 fylder salen, mens publikum finder deres pladser på Teatret Gruppe 38 i Aarhus. Således er stemningen sat til en times tid i nostalgiens tegn. For Teater O’s Rivaler tager publikum med på en tur tilbage til dengang, hvor far var dreng. Til ungdommens år, hvor hele livet ligger foran én, og det bare handler om at gribe det og ja – gøre noget.

Hvor Guds højborg møder Verdens navle

”Hvad glor du på?” Anders Valentinus Dam leverer forestillingens første replik, mens han stirrer provokerende på Rasmus Reiersen. For det er sådan de to drenge, Anton og Markus, møder hinanden i Valentinus Dams fortælling.

De kommer fra hver sin lille by: ”Guds højborg” og ”Verdens navle”. To små flækker, der med tiden er vokset sammen. Men selv nu, hvor der måske mere er tale om to bydele, fastholder hver dels oprindelige beboerne deres respektive identitet og placering på de rivaliserende hold til den årlige fodboldkamp under byfesten.

Valentinus Dams tekst har mange af denne type små, sproglige finurligheder, som passer virkelig fint til den nostalgiske stemning, der løber gennem hele iscenesættelsen. Således kalder drengene også det forfaldne, tomme gods, hvis jorder engang adskilte de to byer, for ”Gudsforladt”.

Nostalgi og kønsstereotyper

Rasmus Reiersen og Anders Valentinus Dam glider ubesværet ind og ud af utallige roller i Victor Marcussens instruktion. Med små, præcise ændringer i mimik og kropssprog gør de skiftene tydelige for publikum.

Claus Helbos scenografi består af en stabel lyse trækasser, som ikke ligner noget, og derfor kan være hvad som helst.

Udover Markus og Anton hører vi om de andre drenge i vennegruppen: Lille-Brian, Nintendo-Robert og Benjamin-Knirke. Men fortællingen rummer også Simone, den lækre pige fra skolen, byens alkoholiker på den røde Puck Maxi og de to ældre drenge, Røde-Carsten og Jan Henriksen. De forskellige typer er med til at tegne et troværdigt billede af et lille lokalsamfund i 1980’erne, hvor handlingen må formodes at udspille sig.

Tidsmæssigt matcher det i hvert fald med de stereotype kønsskildringer, hvor piger sutter på slikkepinde og fniser to og to i skolegården, mens drengene spiller seje, aldrig græder og udfordrer hinanden i konstante konkurrencer og halsbrækkende vovestykker.

Også plads til lidt spænding

Gennem hele forestillingen veksler scenerne med drengegruppen med brudstykker fra en begravelsesprædiken. Et forvarsel om, at ikke alt nødvendigvis ender godt. Men hvem er det, der skal dø? Det drysses der mange små hints til undervejs, som holder publikums opmærksomhed fanget – og måske giver nogen lyst til at gætte med.

Med Gasolins Rabalderstræde fra 1973 som soundtrack til det vilde og grænseløse venskab, tegner Rivaler et billede af en ungdomsgeneration fra en helt anden tid. Forestillingen vil sikkert føles som et rent nostalgitrip for den del af generation X, der selv var unge for 40 år siden. Og da forestillingen ikke er henvendt til nutidige unge, betyder det nok ikke så meget, at skuespillernes reelle alder ikke matcher rollernes, men nærmere den generation, de portrætterer.