★★★★★☆ Der er ingen bjørne på Falster – stærkt samspil i meddigtende visuel ramme

Teatret Masken har atter talt med de lokale unge. Denne gang om de unges ønsker og drømme som afsæt for en historie, der som flere andre aktuelle forestillinger går ind i teamet ensomhed og manglen på voksen opmærksomhed. Der er ingen bjørne på Falster lykkes troværdigt og kunstnerisk ambitiøst med en forestilling, der både er visuelt spændende og byder på stærkt samspil.

“Godt, vi lige fik talt om det,” siger en af de ansvarsforflygtigende voksne til den pressede storesøster, der må tage ansvar for sin lillebror efter forældrenes brud og morens kollaps, der sjældent flytter hende fra sofaen. Hverken børnehavepædagog eller studievejleder ser gennem hendes panser, men presser hende yderligere med krav om penge til fastelavnsfest og planer for fremtiden.

Vejen gennem en uvenlig verden

“Du er et observant træ,” hævder studievejlederen i sit forsøg på at få hende til at drømme. Det har han ikke meget held med, men det har hendes klassekammerat. Nok mener hun først, at han har “æslet fra Shreck-energi”, men langsomt gror hans kejtede facon på hende.

Sammen skal de lave en skoleopgave om eventyr. Hun er ikke meget for tekstanalyse, men han slår fast, at det i hvert fald handler om ønsker og drømme. Han drømmer i det skjulte om hende og træder i karakter, da det virkelig gælder.

Da er drømmen blevet til et mareridt i Per Aagaards stærke, psykedeliske lysdesign på Rebekka Bentzens abstrakte kantede scenografi, der fungerer særdeles godt som både diverse offentlige rum, som rusen og som mentale tilstande, som de to kan kravle, rulle på og stå på hænder op ad. Som den lidt uvenlige verden, det er svært at finde sig en plads i.

Eventyr er som vilde væsner

“Eventyr er som vilde væsner”, siger hun og finder sin vej ind i opgaven ved at tegne på hans kedelige planche. Tegne kan hun, og det kan lillebror også. Det varmeste barndomsminde er sommerferien, hvor de tegnede og hyggede med far og mor. Nu er far væk og mor glemmer alt, også fastelavnsfesten.

Klassekammeratens mor er fraværende på en lidt mere overskudsagtig måde, men også her er far (midlertidigt) borte, og begge unge kæmper ensomt med at finde deres drømme og ønsker og give dem plads. Det koster noget at følge sin drøm, mener de begge, men i det spirende venskab ser de hinanden og kommer tættere på.

Simone Isabel Nørgaards manus er inspireret af interviews med lokale 8. klasseelever om deres ønsker og drømme, der rækker fra at stå på Orange Scene til et kys eller et snit over to. Tre sekvenser med disse drømme perspektiverer levende historien om de to konkrete unge, der flyder i en mundret og troværdig dialog.

Måske kan drømmen blive opfyldt?

Katja Kvistgaard er storesøster med det skulende blik og den forkrampede gestik, der burde få enhver voksen til at spørge lidt mere. Man mærker hendes angst for ikke at slå til overfor lillebror og for at knytte sig til andre, der kunne opdage, hvor slemt det står til. Børns loyalitet er stor. Men til sidst slår hun fra sig og ender på vildveje med lillebror i den mørke skov. “Bjørnen sover”, synger hun for ham – og det er heldigvis den eneste bjørn på Falster.

Sebastian Alstrup er lillebror med eminent sans for det lille barns kropssprog, og han får også givet præcis kant til voksenkaraktererne. Han spiller sin primære figur, teenageren, med stor finfølelse og fornemmelse for svævet mellem tiltrækning og afvisning fra hende, han er faldet for. Måske kan drømmen om et kys blive opfyldt en dag? De er et godt par med klare karaktertegninger og en smuk blidhed i det dynamiske samspil.

Kasper Sejersen har instrueret med sårbar stramhed og en dejlig kropslig tilgang, der med enkle koreografiske greb giver fortællingen nuancer. Der er ingen bjørne på Falster sætter som andre aktuelle forestillinger som fx Se mig nu fokus på unges ensomhed. Det er foruroligende, at temaet fylder så meget, men jo omvendt vigtigt, at kunsten går ind i det. På Teatret Masken gøres det med stor respekt for aldersgruppen i en ambitiøs kunstnerisk ramme, hvor det visuelle og lyduniverset bliver væsentlige medspillere.