★★★☆☆☆ Albert Was Here – pointen drukner i forestilling om dansk Youtuber

Ideen virker god. Og de tre skuespillere på scenen leverer på særdeles højt niveau. Alligevel er der noget i Herning Ny Teaters Albert Was Here, der ikke fungerer. Såvel målgruppen som budskabet er uklare. Jeg savner ganske enkelt en grund til at se iscenesættelsen.

Tre sortklædte skuespillere træder ind i det sorte scenerum. Lue Støvelbæk, Kimmie Liv Sennova og Johannes Nymark. De er iført sneakers, sweatpants og hættetrøjer. Midt på scenen står en ladcykel, og i siderne hænger tynde lysrør i forskellige farver.

Sammen vil de tre fortælle os om Albert Dyrlund. Om én af de helt store fra den første generation af danske Youtubere. Drengen, der levede stærkt – og døde alt for ung. Det er også fortællingen om udviklingen fra ”dengang jeg var barn,” hvor alt var analogt, og man legede udendørs hele dagen – til nutiden, hvor den lille skærm på mobilen er din allerbedste ven.

Alt handler om opmærksomhed

”Der er altid et publikum. Der er altid nogen, der ser dig,” siger Lue Støvelbæk, mens han kigger ud over publikumsrækkerne på Teatret Svalegangen i Aarhus, hvor forestillingen spiller i denne uge. Han har åbnet lynlåsen i sin hættetrøje, så et sort A kan anes midt på den hvide T-shirt, og han har taget en bredskygget, sort hat på. Han er nu Albert, mens Kimmie Liv Sennova og Johannes Nymark både er de opmuntrende og de kritiske stemmer omkring ham.

Den fagre nye verden på Youtube har åbnet sig: ”Det her bliver min virkelighed. Jeg er uden filter,” erklærer Støvelbæk. Det hele er en leg. En alternativ virkelighed for Albert og vennen Anton, der har fundet inspirationen til deres videoer i Jackass på MTV. De vælter omkring, laver stunts og spiser mad i rå mængder for rullende kameraer. Hvad som helst, der giver flere følgere.

”Alting er en kamp om opmærksomhed,” siger Kimmie Liv Sennova, og følger op med et skingert: ”Se mig!” for at demonstrere for publikum, hvordan den nye generation af Youtubere opførte sig.

Er det Albert eller skuespillerne, der tøver?

Efterhånden, som forestillingen skrider frem, skifter de tre roller. Den, der har hatten og A’et på maven er Albert. Dialogen veksler med fremførsler af Albert Dyrlunds sange, der dog alle krænger over og får en sær disharmonisk klang. 

I sin instruktion lader Christoffer Berdahl den skuespiller, der fremfører sangen, få et skeptisk og nærmest usikkert ansigtsudtryk. Formodentligt et forsøg på at indlægge en tøven eller en tvivl i Albert. Men det kommer hurtigt til at virke, som om skuespillerne ikke helt selv tror på den performance, de er blevet bedt om at levere. Hvem er det egentlig, der tøver? Og hvorfor?

Edward Lloyd Pierce har skabt et scenedesign helt i tråd med de sociale mediers opmærksomhedshungrende opbygning. Det sorte scenerum er snart fyldt med store lysende firkanter og knapper med velkendte ikoner for deling, hjerte og tommel-op. Og da Johannes Nymark synger Dyrlunds Emoji-sang danser de to andre skuespillere ind med gule emoji-ansigter, der stjæler opmærksomheden fra sangeren. Jagten på likes er sat ind – og skuespillerne skal også kæmpe mod scenografien.

Savner en klar retning

Tomas Lagermand Lundme, der jo ellers er en rutineret forfatter, har skrevet teksten til Albert Was Here. Men det er desværre ikke klart, hvad formålet er. Hvem er det, der skal se forestillingen? Er det et ungt publikum, som selv er vokset op som trofaste følgere af Dyrlunds Youtube-kanal? Eller er det modne teatergængere, der kan få alle deres fordomme om teknologiens forfærdeligheder bekræftet? 

Førstnævnte gruppe fanger næppe den indlagte joke om DONG, som er rettet mod en langt ældre generation. Og sidstnævnte har næppe nogensinde hørt tale om Albert Dyrlunds måske, måske ikke, påtagede ”vanvittige” periode. 

Både jeg og min 14-årige ledsager sad tilbage med en følelse af ikke at vide, om forestillingen skulle ses som en hyldest eller en skræmmekampagne. Måske en mere klar stillingtagen til de emner, der tages op, ville have fået forestillingen til at stå skarpere som helhed. De tre på scenen har i hvert fald evnerne til at levere noget langt mere fængende, end det her er tilfældet.