★★★★★★ En biting – storladent og eksistentielt børneteater i beskedne klæder

En gammel guldklump i dansk børneteaterhistorie er blevet støvet af og er klar til at drage på landevejen igen – og forestillingen En biting er ikke bare en god og lærerig fortælling, men også et sublimt eksempel på, at teatret kan noget magisk, som intet andet kan.

Nogle gange kan teater blive så småt, at det bliver stort. Det er ét af teatermagiens vidundere. Og soloforestillingen En biting med Mads Nørby er et fremragende eksempel på teater, der bliver magisk helt uden at forsøge på at være det.

Da vi går ind i rummet, hvor forestillingen spiller, ligger hovedpersonen pakket ind i et vattæppe som i en puppe og sover, mens vi sætter os på plads. Og dér bliver han liggende. Som om vi skal være helt stille, før han går i gang. Det må tage den tid, det tager.

Ved siden af ham står et gammelt bistade med påmonterede hjul. Til sidst begynder han at røre på sig. En beckettsk, vagabondlignende mand med gråligt skæg, blød hat og et halvslidt jakkesæt uden på t-shirten. Han vågner helt og står op. Går helt nær sit publikum og stirrer på dem. Ikke uvenligt, men bestemt heller ikke imødekommende. Bittert måske. Eller nærmere alvorstungt.

Opmærksomme uden hurlumhej

Langsomt går han i gang med sit morgentoilette. Han åbner bistadet, der gemmer på en hel installation med primus, vandfad, kedel og service. Smukt og rustikt. Han sætter vand over til kaffe. Og han barberer sig med skum, skraber og et lille håndholdt spejl. Og der går næsten et kvarter, før der rigtig bliver sagt noget af den monolog, det hele drejer sig om.

Imens sprutter det af teaterglæde inden i denne anmelder. For hvor er det skønt at mærke, hvordan teater stadig fænger, når det er i laveste gear. At man kan fastholde en flok ungers opmærksomhed igennem en morgenbarbering uden at sige noget, men blot ved at være spændende og nærværende.

Det er en diametral modsætning til meget andet børneteater for tiden, der søger at stimulere publikum med farver, lyde, høj energi, pædagogisk samtale og imødekommende smil. Og selvom det også har sine kvaliteter, så beviser En biting blot, at der stadig er flere tangenter at spille på, som umiddelbart optager børnene lige så meget som en tur i hurlumhejhuset.

Lykken bag tragedien

Da han har fået blandet kaffen og tilføjet et ordentligt skvæt akvavit i koppen, begynder han at tale med publikum. Herfra udspiller historien sig, som han fortæller, mens han trækker små plastikfigurer op af lommerne. Han fortæller om en bondemand, der overtager slægtsgården, bliver gift og skaber sig et tilsyneladende perfekt liv.

Men efterhånden som de får mere og mere – og børnene hjælper flinkt til med at nævne alt det, man kunne ønske sig af ting og sager i sådan et hjem – des mere ulykkeligt bliver det også. Og historien udvikler sig snart til en tragedie. Gården brænder ned, og selvom ingen mennesker og dyr kommer til skade, så efterlader det bondens liv spoleret.

Men er det en tragedie? Til sidst forstår vi, at bonden er vagabonden selv. Nu vandrer han frit på landevejen – alene, men uden forpligtelser. Og selvom han i starten stirrede olmt på os, så har vi efterhånden lært ham at kende og har en mægtig sympati for ham – nok til også at forstå, at det lykkelige liv ikke fandtes i det nye samtalekøkken eller det store tv.

På den måde bliver forestillingen, der på overfladen er en fin og diskret monolog, til en kolossal fortælling med meningsfulde temaer og en regulær belæring til publikum om det væsentligste i tilværelsen.

En gammel landevejstraver

Forestillingen En biting er ikke ny, men blev skabt af Jacob Mendel og Gitte Kath i slutningen af 1980’erne og har siden turneret med stor succes især i udlandet. Opsætningen var oprindelig spillet af Jacob Mendel og instrueret af Gitte Kath og Ole Sørensen for Teatret Møllen.

Nu har Mads Nørby med sit eget teater, Victorias Enebarn, i co-produktion med Nørregaards Teater restaureret det gamle bistade og genoplivet forestillingen sammen med Gitte Kath. Og den ikke bare virker endnu. Den stortrives i sit lidt nostalgiske og melankolske udtryk og med sit enestående nærvær.

Med Mads Nørby som vagabonden kan den sagtens tåle en ny tur på landevejen, og nutidens børn og deres voksne – både her til lands og i resten af den såkaldt veludviklede del af verden – har alt muligt godt af at få den set. Og det er tydeligt, at budskabet om at finde værdien i andet end det materielle også ræsonnerer hos de små publikummere anno 2025.