★★★★☆☆ Arme og Ben Cha cha cha – sjov bogstavleg med gadeteatermimik

Dansk Rakkerpak har en uimodståelig forkærlighed for det gakkede. I Niels Grønnes nye forestilling, Arme og Ben – Cha cha cha, er det alfabetet, der gakker ud ad tangenten.

Forestillingen passer godt til de 4-8 årige, der jo netop er nysgerrige på bogstaverne, og som øver sig på at finde ord, der begynder med et bestemt bogstav. Det er disse ord, der bærer forestillingen. Formuleret som fjollerim i stil med Halfdan Rasmussens Halfdans ABC fra 1967. Ikke i alfabetisk rækkefølge fra A til Å, men frit og drømmende.

Smiler med øjnene

Inden rimene vælter ind over forestillingen, møder publikum to skønne kvinder i en sofa. Kvinden i den grønne kjole er seriøs og vil helst tale og læse. Kvinden i den sorte buksedragt vil bare lege. Pernille Lyneborg er den bogglade, der forsøger at holde fast i fortællingen, og som helst bare vil sidde stille og drømme. Susanne Bonde er den rastløse, der hellere vil lave akrobatik i sofaen.

Dermed bliver det uundgåeligt Susanne Bondes figur, der får børnenes sympati. De kender tydeligvis godt til det med at kede sig og finde på alt muligt. Susanne Bonde har sin træfsikre gadeteatermimik med sig. Alt bliver overdrevet og med en spruttende timing. Hun trutter med munden. Hun peger med en finger. Hun smiler med øjnene.

Hendes charme smelter både publikum og Pernille Lyneborgs stillepige, så de sammen kan mødes. Både i bogstavdigtene og i Pernille Gardes sjove koreografi, hvor man åbenbart sagtens kan glide gennem en sofa. Hvis man altså tør.

Pizza med rim

Selvfølgelig er Niels Grønne ikke Halfdan Rasmussen. Han er mere instruktør, end han er poet. Hans versefødder danser en temmelig fri dans på vejen gennem digtene. Men han tænker skævt og skørt, og hans tekster er præget af det umiskendelige Rakkerpak-humør. Hør bare her:

”Hajen Henry hastede hen mod Helle / Hun havde høstet brændenælde / Men han holdt mere af fiskefrikadelle”. Eller denne her: ”Zlatan spillede kazoo, der lød som muzak / Zebraen den blev aldeles gak / Men holdt ud og fik en pizza som tak”.

Da kvinderne vender et stort bogstavskilt med “S”, foreslår den ene straks ordet “SIRKUS”, hvorefter musikken hurtigt forvandler sig til skrattende cirkusmusik. Indtil den anden kommer med rettelsen: ”Cirkus er altså med C”. Så får vi det på plads.

Tam sang og sofamagi

Musikeren Thomas Dinesen har skabt musik, der følger de mange indfald. Det er blevet til glade melodibidder og knipsende cha-cha-cha’er. Når de to kvinder bryder ud i sang, bliver deres stemmer dog lidt tamme og hverdagspæne. Sangene kommer i hvert fald til at bryde med stiliseringen i gakketheds-udtrykket.

Scenografisk har Christian Q. Clausen lagt alt fokus på den magiske sofa. Heldigvis! Her kan kvinderne i hvert fald bore sig ned mellem sofapuderne og forsvinde på så finurlig en måde, at der nok skal være nogle børn, der vil forsøge at gøre dem kunsten efter derhjemme.

Resten af scenografien er lovlig turnétraditionel. Nogle gardiner er sat i en slags rundhorisont bag sofaen, hvor de bare fungerer som høflig pynt. Lige indtil videoprojektioner på gardinerne pludselig får det til at se ud, som om kvinderne svømmer og dykker under vandet. Og hvor man mærker sprogets fantasikraft i teaterudtrykket.

Flere af indfaldene virker dog ret søgte. En flaskepost er i sig selv en sjov idé, men mon 4-årige egentlig ved, hvad en flaskepost er? Eller en øde ø? Sådan går det lidt stærkt og uredigeret undervejs. Det forhindrer dog ikke forestillingen i at blive en munter ABC. Endda med alle rimene trykt i en bog med en sand eventyrforside. Arme og Ben – Cha Cha Cha stråler i hvert fald af godt humør. Et humør til en cha-cha-cha.