★★★★★☆ ERDUstumELLERHVAD! – Kraftfulde budskaber om at være ung i dag

I sART Danseteaters nye premiere ERDUstumELLERHVAD! er otte, unge talenter på scenen sammen med fire professionelle dansere og skuespillere. Det er der kommet en energisk, kærlig og fejende flot forestilling ud af.

Svendborg Teater danner rammen om de unges stemmer, der med stor overbevisning synliggør udfordringer, visioner og superkraft gennem tale, dans og musik. De unge leverer deres budskaber, ladet med energi og fortælleglæde, sammen med fire professionelle som ét samlet talentfuldt hold badet i lækker scenografi.

Koreograf, iscenesætter og leder af sART Danseteater, Sofie Christiansen, har arbejdet med de unge igennem en lang række workshops. Her har de fået til opgave at formulere tekster om de emner, der optager dem, og på den måde bliver det de unges egne oplevelser, der skaber værket.

Fucking akavet

En kvinde (Camilla Schack Tellefsen) indtager den tomme scene i lyserøde smækbukser. Stiller kroppen ud foran alle, hvor den er synlig og sårbar. Kroppen ryster og kramper, som vil den fortælle os, at der er noget på spil i det her stykke. Samtidig banes vejen for de unge, der vil dele ud af deres liv og tanker med masser af humor, styrke og alvor.

Der står de foran gardiner belyst med lilla, så det ligner en million. Som en kommentar til kroppen på scenen fortæller de om, at det er svært at være alene. Så er vi i gang. En mand kommer ind på scenen i slowmotion. Snart er der slagkraftige knytnæver i luften til jazzet musik. Nogen trækker, nogen griber, mens andre holder igen. Derefter jubel og fejring af fællesskabet.

Men fællesskabet udfordrer også. Vi er med til en fest, hvor der med et velfungerende kunstnerisk greb sættes spot på de unge på skift. En voice-over siger, hvad de hver især tænker: “Skal jeg tage hjem?” og “Det er fucking akavet” eller “Jeg er for lækker!” Anders Budde banker intensiteten i spillet op med sjove entreer og spiller op ad Laura Ellehave Jensen, men hele tiden i flow med de unge, så de gensidigt løfter hinanden.

Kraftfulde virkemidler

Ibrahim Madsen matcher også den unge energi, når han i cool stil indtager scenen og instruerer en call response med publikum, indtil hele den rappede titelsang sidder i skabet. I det hele taget fungerer Kim Malmose Hansens lyd og de forskellige sange rigtig godt. De varierede instrumenteringer afspejler stemninger, energiniveauer og poetiske indre og ydre rejser.

Scenografisk har Rikke Juellund masser af virkemidler i ærmet, der understøtter den samlede performance. Spillerne kan være på scenen, på trappen eller øverst oppe på trappepodiet. Selv teknikken bruges klogt. Fra loftet hejses fx mikrofoner ned, som de unge taler i på skift fra deres boks. Men mikrofonerne hejses op og ned, så talerne er nødt til at bevæge sig i forskellige niveauer, der giver kant og modvirker, at det stivner.

Kostumerne er holdt i en sart farvepalet af svagt rosa, gul, beige og orange med forskellige detaljer, der både er ungdommelige og tidløse. Jens Hansens lys reflekterer stemningen levende og smukt. “Vi går tur i parken,” følges fx af grønt lys, og lyset virker også som cues mellem de forskellige universer af fortællinger om alt fra diskrimination af hudfarve og køn, tanker om fællesskab, trivselstests og kærlighed.

Overbevisende råstyke

De unge spillere, Amalie Drud Abildgaard, Clara Due Bisgaard, Chinda Chahin, Cille Lebeck, Daniel Pedersen, Liva Marie Köhler Juul, Sigrid Juul og Signe Robinson er alle vidunderligt talentfulde og har en overbevisende udstråling og råstyrke. Det er tydeligt, der er arbejdet grundigt med tillid, nærvær og rummelighed med en kærlig og yderst kompetent instruktion, der mærkes overalt ud i salen. 

Alle medvirkende agerer, taler og danser som én stærk samlet enhed. Danserne kan tale og skuespillerne kan danse, uanset om det er social dans, hiphop eller klassisk samtidsdans – selv i høje, sexede, røde hæle. En dårende smuk duet af Camilla Schack Tellefsen og Ibrahim Madsen bringer os i vægtløs tilstand, så man næsten bliver lidt stum.

ERDUstumELLERHVAD! Nej, det kan man bestemt ikke sige, dette cast er. Her slynges hemmeligheder, glæder, styrker og sårbarheder humoristisk og hudløst gennem salen – stærke historier udtrykt i ord og bevægelse. Afslutningsvis bekender også publikum kulør gennem simple, sjove spørgsmål, så det bliver tydeligt, at vi ikke er så alene – som vi nogle gange går og tror.