Kitt Johnson har udviklet de stedsspecifikke performance-koncepter, kaldet Mellemrum, gennem knap 20 år. Nu er turen kommet til Amager, hvor hun sammen med det lille storbyteater GLiMT AMAGER for første gang laver en samtidscirkusudgave. Vi talte med hende og Lars Lindegaard Gregersen om konceptet, der spiller fra 15. maj.
”Jeg har altid været fascineret af at gå”, erklærer Kitt Johnson straks. Jeg har sat hende og Lars Lindegaard Gregersen fra GLiMT AMAGER stævne til en snak om deres samarbejde om endnu et kapitel i Johnsons vandre-koncept Mellemrum. Et initiativ hun siden 2008 har kurateret i samarbejde med lokale partnere i Danmark og mange andre steder på kloden:
”Jeg opdagede det allerede som barn, for min far var en god vandrer og jeg gik med. Så opdagede jeg, hvordan landskabet sætter et aftryk i mig, og jeg laver et aftryk i landskabet. Mine sanser bliver vækket, og tanken bliver skærpet.
Siden fandt jeg ud af, at det også er en kunstnerisk praksis. At Aristoteles vandrede med sine elever, at Kant vandrede i Königsberg, og at Kirkegaard vandrede i København. Han sagde ovenikøbet: ”Jeg har gået mig mine bedste tanker til,” fortæller hun videre om vandringen som inspiration for mennesker på tværs af tid og sted.
Stederne kommer først
Nu kommer Mellemrum til Amager Vest, men her skal publikum ikke gå så langt. ”Hvert Mellemrum har sin egen logik og denne blev en af de korteste, vi har haft. Det blev bare sådan, fordi de lokations, vi var tiltrukket af, lå tæt på hinanden,” forklarer hun.
Mellemrum er rigtig god til at vise de hemmelige sider og de steder, man bare tager for givet
Stederne udvælges nemlig før kurateringen af de medvirkende kunstnere – det er de to helt enige om. ”Konceptet taler lige ind i det, vi gerne vil herude, for Mellemrum er rigtig god til at vise de hemmelige sider og de steder, man bare tager for givet. Man ser, hvor fantastisk og alsidig ens bydel er,” fortæller Lars Lindegaard Gregersen og fortsætter:
”Vi startede med at gå rundt og se, hvad Amager Vest kan byde på? Hvad er det for nogle lokationer, der er interessante? Hvad er det for nogle ruter, der er interessante? Hvad er det for nogle kontraster, der er interessante? Hvordan spiller det sammen? Først da vi havde en klar idé om ruten, begyndte vi at se på hvilke cirkusdiscipliner, der kunne fungere på stederne.”
Mødet med cirkus
Lars Lindegaard Gregersen så den allerførste Mellemrum i 2008 og glæder sig over, at Kitt Johnson er med på at sætte samtidscirkus i spil. ”Kitt har en god retningslinje om at have en lokal, en national og en international kunstner med. Det hjælper at arbejde med retningslinjer, og vi har været heldige, at de kunstnere, vi synes, var oplagte, også havde lyst til at være med”, fortæller han og Kitt Johnson uddyber:
”Det er første gang, vi laver et Mellemrum, som har fuldtonet fokus på samtidscirkus, og det er en lidt anden proces, fordi cirkusdiscipliner er så specifikke. Jeg har altid åbnet for en tværæstetisk tænkning og stillet kunstnerne frit i forhold til den faglighed, de kommer med. Men i dette tilfælde ville vi gerne have disciplinerne med, så det er nærmest blevet et nyt dogme at forhindre dem i at arbejde for tværæstetisk.”
Man må acceptere, at cirkus har en latent risiko i sig
Den udendørs scene i byrummet bliver også en lidt større udfordring denne gang, fordi cirkus er mere vejrfølsomt end mange andre kunstarter. ”Man må acceptere, at cirkus har en latent risiko i sig, og cirkus og regn har det ikke specielt godt sammen. Publikum kan tage regntøj på, men hvordan sikrer vi, at det ikke er farligt for de optrædende,” forklarer Lars Lindegaard Gregersen.
Mellemrum – tre nedslag
Sådan frembyder hvert Mellemrum nye udfordringer og muligheder, så konceptet flytter sig. Nogle gange er rykket næsten umærkeligt, reflekterer Kitt Johnson, men på opfordring fremhæver hun tre konkrete situationer, hvor hun har oplevet et spring i sin egen praksis.
Metoden er udviklet til urbane rum, og så stod vi pludselig ude i naturen og følte os voldsomt overflødige
”Første gang var, da jeg begyndte at lave ting i Asien, hvor vi mødte publikumsgrupper, som var radikalt anderledes end i Europa og Nordamerika. Der lærte vi en masse om, hvordan man inddrager borgere og lader formatet adaptere sig til det. Det skal ikke være en rigid boks, man trækker ned over folk. Vi har en metode, men den metode skal også udvikle sig i samspil med det, der sker,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg lærte også meget om forskellige publikumsgrupper og aktører af et børneprojekt i Canada, og så rykkede de fire årstider ind i Nationalparken Thy (2022-2023). Metoden er udviklet til urbane rum, og så stod vi pludselig ude i naturen og følte os voldsomt overflødige. For naturen har ikke brug for os. Vi gik meget nænsomt til værks og var opmærksomme på ikke at bruge naturen som dekoration, men tage alvorligt, at kloden er under pres. At gøre opmærksom på, hvad vi er ved at miste, var det eneste, der kunne retfærdiggøre, at vi var der.”
At gå ind i andres rum
At arbejde i det offentlig rum kræver omtanke og planlægning, uanset om det er naturen eller byrum, det drejer sig om.
Der var steder, vi valgte ikke at gå ind, for vi kunne se, at der sov rådyrene om natten
”Man indtager jo lokaliteter, som andre bruger både officielt og uofficielt. Så man skal overveje, hvem man forstyrrer, når man begynder at iscenesætte et rum. Det er en logistikting, som man skal løse med tilladelser og praktik, men også en respektting, man skal kunne ordne,” forklarer Lars Lindegaard Gregersen, og Kitt Johnson vender tilbage til naturen:
”Det er også nogens rum. Det officielle ejerskab er Naturstyrelsen. Så er der de lokale borgere, der ofte er meget vanemæssige i deres brug af lokaliteten. Så det er vigtigt at kortlægge, hvem der bruger det officielt og uofficielt, og i naturparken var der også dyrene. Der var steder, vi valgte ikke at gå ind, for vi kunne se, at der sov rådyrene om natten, og de skulle ikke ud at finde nyt logi, bare fordi vi kom forbi, vel?”
En erfaringskaravane
Kitt Johnson og Lars Lindegaard Gregersen har kendt hinanden gennem mange år, og hun var derfor helt tryg ved samarbejdet i byrummet. ”Det kan være svært at formidle den del af projektet i detaljer til nogen, som ikke arbejder med noget, der minder om det. Men jeg var ikke i tvivl om, at Lars forstår, hvad det kræver,” slår hun fast, mens Lars peger på synergien i samarbejdet:
Vi arbejder med det samme, men ikke på samme måde
”Vi har lavet mange forestillinger i bevægelse ude i byrummet, men netop når man arbejder inden for sådan noget, synes jeg, det er sindssygt vigtigt at blive inspireret og udfordret af andre. Vi arbejder med det samme, men ikke på samme måde. Det er derfor også en kunstnerisk spændende proces at lave co-produktioner og blive inspireret og udfordret. Vores samarbejde har været præcis så spændende, som jeg håbede på,” siger han, der nu glæder sig til at se, værkerne udvikle sig.
Kitt Johnson kvitterer for det gode samarbejde og uddyber: ”Det er lige præcis, som Lars siger. Man bliver rykket. Man bliver inspireret. Det er også derfor, jeg har lavet det her i sytten år. Det er næsten en form for erfaringskaravane. Jeg har udviklet metoden gennem årene og hver gang sker der noget nyt. Så jeg skal hele tiden være responderende i forhold til det, der sker mellem stederne. Og i dette tilfælde mellem Lars og mig, og mellem vores to organisationer, der har klikket virkelig godt.”
Se din by
Nu skal prøver og testvandringer for alvor i gang siger Kitt Johnson: ”Der sker en masse i prøveperioden og også i mødet med publikum. Der sker tit en detaljering, når vi spiller. Der sker en udrensning, en skærpelse, og så vil der være dage, hvor man dykker. For nu synes man, at det hele fungerer, men vi spiller altså 23 forestillinger,” siger hun om det professionelle vilkår. Det gælder selvfølgelig også, selvom scenen er ude i byrummet.
De er begge ganske hemmelighedsfulde om selve vandringen. ”Da vi lavede vores første Mellemrum i 2008 var overskriften i Politiken: ”Hemlig, nemlig”, smiler Kitt Johnson og forklarer, at en del af konceptet er at fortælle så lidt som muligt på forhånd.
Hvis man ikke ved, hvor man skal hen, så er man meget mere observant på, hvad der sker undervejs
”Man laver let sin egen historie, hvis man har fået for meget at vide. Og så går man fra A til B uden at se, hvad der er ind imellem. Hvis man ikke ved, hvor man skal hen, så er man meget mere observant på, hvad der sker undervejs,” siger hun og understreger, at der heller ikke er et direkte narrativ. Lars Lindegaard Gregersen supplerer:
”Man bliver nok lidt frustreret, hvis man forventer en A-Z fortælling.” Han vil også meget hellere have, at publikum opdager de små skjulte lokale historier undervejs: ”Jeg glæder mig helt vildt til at se folks reaktion på at opleve områder, de måske ikke anede eksisterede lige ved siden af der, hvor de går til dagligt – og til at de får en bevidsthed om de kontraster, der findes i deres bydel. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi taler ind i netop det at værdsætte sin by,” siger han og binder sløjfe på snakken om, hvad Mellemrum kan.
LÆS mere om Mellemrum her
