★★★★☆☆ Wired – forbundet gennem musik og dans

Dansehallerne præsenterer Marie Kaaes smukke nye forestilling, Wired, i en fortættet atmosfære af klubstemning i et tillidsfuldt møde mellem mennesker, musik, poesi og dans.

Forestillingen adresserer temaer som repræsentation, dekolonisering og antiracisme i et tværæstetisk univers af musikalske sprog og udtryk. Afro-diasporisk musik og dans udfoldes som kærlig aktivisme og håbefuld insisteren på fælles menneskelig sameksistens. “Stand for others” lyder som et kampråb for både frihed og næstekærlighed. Titlen refererer ifølge beskrivelsen til trommen som forbindelse til den globale diaspora.

Musikken er nemlig i centrum. I bogstavelig forstand som en skulptur i midten af scenen, hvorfra ledninger løber ned til hele fire elektroniske musikanlæg som navlestrenge. Publikum er placeret rundt om langs væggene. Mellem dem optræder danserne sammen og solo. I et hjørne projiceres sort/hvid film, der viser musik og dans fra en fjern fortid som et ekko af samtiden.

Pulserende klubstemning

“No one is free until all are free” og “black is beautiful”, hører vi. Fire dansere står samlet i en gruppe med hænderne pulserende og kroppe sitrende af intention. Johan “Shatter Hands” Klinkvort er i fuld kontrol over et fænomenalt live soundtrack af blandt andet house, beat og soul. Undervejs er Marie Kaae selv og andre dansere med i orkestret af elektronisk vellyd.

Det ene øjeblik bygges bevægelser ubemærket op for pludselig at elektrificere rummet. Andre gange opstår de på nærmeste hold som en subtil stemning. Det dæmpede, varme lys og de sprøde rytmer forplanter sig organisk i de dansende kroppe. “Vi bevæger os ikke kun til musik, men på grund af den,” kan vi læse. Så rodfæstet, at dansen synes at skrue sig længere og længere ned i dybderne af længsler, glæder og ekstase.

Leïla Belangeon Bouaziz og SUBETĒ agency har skabt kostumerne, der er løse og hvide i forskellige udtryk, der både peger tilbage i historien med læg og flæser og til samtidens mere eklektiske udtryk. Jupiter Child har skabt kunstværker, så historier bæres som levende symboler og tegn på kostumerne. Det fremstod dog ikke så tydeligt fra min plads i salen.

Blød revolution

Trommen sættes i svingninger og sang sendes smilende ud til os. Alle samler sig ved foden af installationen og nynner melodisk badet i Nikolaj Klüvers rødgyldne lys, der sætter stemningen hele vejen. Mikrofoner hænger over deres hoveder, fællesskabet samles om poetiske speaks: “These are the sounds of common grounds.” De æstetiske virkemidler af ord, musik, speak og dans væver sig flydende ind i hinanden.

De mandlige dansere næsten opløses i kontrollerede spins, som stod de på kunstskøjter, for i næste øjeblik at finde ind i langsomme house moves så bløde som smør. Teknikken grænser til det magiske, når trinene næsten svæver over gulvet. Marie Kaae og Josephin Bovien danser som et ekko af kvinders kamp – feminint og stærkt. Hænder rækkes op, kroppen synker mod gulvet, hofter vugges.

Også mændene har en blød revolution kørende. Claudio “Comics” Fernan med knogler af gelé og magisk hurtighed. “I’m still here because of dance,” lyder det. Raffael “Black Forest” Bender har intensiteten pakket i hver en sveddråbe, da han skal undslippe “the labyrint of their victim mind game.” Damon Frost danser som en sand legende og har en samlende fællesskabende rolle.

Frihed gennem forbundethed

Filmene, der projiceres på væggen i hjørnet, viser samvær omkring musik og dans på gader og veje, i hverdagstøj, festtøj og skoleuniformer. Et parallelunivers fra fortiden om musikken og dansens raffinerede sprog. Det tager noget fokus fra scenen, men er samtidig et ret rørende vidnesbyrd på den lim, musik og dans har udgjort i Black culture før og nu. Sara Jordan er videograf.

Vi sidder noget passive, mens scenen fyldes med stump, klap og bodypercussion i skæve rytmer, der breder sig til alle dansere. Enkelte tilskuere får rytmen i kroppen, mens børnene naturligt selv afprøver de mange rytmiske figurer og detaljerige håndbevægelser. Det handler netop ikke kun om perfektion, teknik og gaze, men om det frigørende udtryk for liv og følelser, vi kan dele og anspore.

Det ligger lige for at animere publikum til at være mere aktive i opbakningen til de musikalske udtryk i cirklen, som vi ser det på filmene. “Don’t go around – go through it” messes der mod slutningen. En marathondans ryster fortidens åg af kolonisering af sig, mens performerne afslutningsvist endelig råber til os: “Can I count on you?” Flere og flere små “yes!” blander sig i salen, som dermed lister sig forsigtigt ind i fællesskabet.