“Aarhus elsker scenekunst,” lød påstanden, da Aarhus’ kommunalt støttede scenekunstinstitutioner i samlet flok bød byrådsmedlemmer og -kandidater til møde på Teatret Svalegangen. Diskussionen handlede om, hvordan man fra politisk hold sikrer rimelige rammer for aarhusiansk teater. ISCENE var naturligvis til stede.
Direktør fra Svalegangen, Per Smedegaard, stod som afsender på invitationen, da sammenslutningen af en række af byens teatre inviterede til debat. Ud over de fremmødte scenekunstnere deltog repræsentanter fra både Moderaterne, Radikale, SF, Socialdemokratiet og Alternativet. Kulturjournalist Trine Wøldiche var ordstyrer.
Afsættet for arrangementet var den rapport, som analyseinstituttet Silverlining Reasearch offentliggjorde i 2024 under overskriften: “Kultur- og fritidslivets værdi for borgere og samfund i Aarhus Kommune.”
Den rapporterede værdi
Rapporten tegner et billede af en by, hvor et betydeligt antal beboere anser kultur- og fritidsliv som en særdeles vigtig faktor for at vælge at bo i Aarhus – og hvor kultur- og fritidslivet bidrager anseeligt økonomisk til den voksende by. Målt på omsætning er kultur- og fritidslivet på niveau med Aarhus Havn. Alligevel oplever de aarhusianske teatre ikke, at deres anseelse står mål med deres bidrag, når det kommer til måden, vi taler om kunst og kultur.
Målt på omsætning er kultur- og fritidslivet på niveau med Aarhus Havn
Eller endnu mere afgørende: når det kommer til budgetforhandlingerne. “Det handler om den naturlighed, hvormed vi taler om investeringer i infrastrukturen,” pegede Per Smedegaard på. Han henviste til den kommunale velvilje, der lægges for dagen, når det fx drejer sig om investeringer i byens fodboldklubber. Smedegaard oplever, at det bedste, han kan håbe på, når der skal forhandles på Rådhuset, er ikke at blive skåret yderligere.
“Det er jo mærkeligt, når man tænker på, at hver gang man giver 1 mio. til kultur og fritidsområdet, så genererer det 4,25 mio.,” sagde han med reference til Silverlinings rapport. Dermed var ballet åbent. Og som det sig hør og bør i et valgår, var de fremmødte politikere og kandidater ikke nærige med rosende ord og indikationer på en bedre fremtid.
Kulturens effekt
Det er som bekendt ikke alt, der kan måles, der har værdi. Ej heller alt, der har værdi, som kan måles. Og netop den målbare effekt af kulturlivets værdi var omdrejningspunktet for en af diskussionens mere principielle spørgsmål: Hvordan måler man den økonomiske værdi af kunst og kultur? Og er det overhovedet en væsentlig faktor, når kommunen skal prioritere?
Og netop den målbare effekt af kulturlivets værdi var omdrejningspunktet
Forperson for kulturrådet og byrådsmedlem for SF, Mette Bjerre, var begejstret for teatrenes oplæg. Men hun udtrykte også bekymring for den tekniske tilgang til de anførte tal i den one pager, som blev præsenteret på mødet: “Den her diskussion er ikke enestående for scenekunsten. Fodboldklubberne føler det samme på trods af, at man godt kan sidde her og tænke, at fodboldklubberne altid bliver prioriteret.”
Bettina Nørkjær Franch, kandidat for Radikale, bakkede op om teatrenes fremgangsmåde og spurgte retorisk: “Hvad forstår politikerne? De forstår tal og bundlinjer.” Og selvom Per Smedegaard selvsagt var glad for at høre, at politikerne har øje for kulturens immanente værdi, benyttede han muligheden til at understrege, at den slags ofte falder for døve øren: “I alle de år, vi har sagt, at kunsten har en værdi i sig selv, så er vi blevet bedt om at give nogle tal på det.”
Demokratisk dannelse
Byrådsmedlem for Moderaterne, Polly Dutschke, insisterede på, at politikerne er nødt til at tage effekten af investeringen med i overvejelserne, når pengene skal fordeles. Men hun kom også med en opfordring: “Teatrene skal være tydelige omkring, hvad der er for en demokratisk dannelse, I skaber ude i samfundet.” Hun var i øvrigt åben for tilføre flere midler til kunst og kultur.
Teatrene skal være tydelige omkring, hvad der er for en demokratisk dannelse, I skaber
I al snakken om effekt stod Mette Bjerre fast: “Jeg vil gerne holde fast i, at kulturen er vigtig i sig selv. For når vi holder den op mod alle de andre områder, så er det, at kulturen tit kommer til at tabe. Kulturen er vigtig, også selvom vi ikke har tal på den.”
Polly Dutschke indvendte: “Det handler i virkeligheden om, at vi har en god businesscase. Og når vi har en god businesscase, så vil vi jo også gerne investere, fordi vi ved, at det har en positiv effekt.”
De vilde problemer
Én ting, som alle fremmødte kunne blive enige om, var den instrumentale værdi, kunsten og kulturen har at tilbyde – og som rækker langt ud over teatersale og museer. Bettina Nørkjær Franch ser kulturen som et middel til løse en række af de såkaldte “vilde problemer”. Altså problemer, som alle er bekendt med, men som ikke lader sig løse med et enkelt indgreb.
“Jeg vil insistere på, at vi i Aarhus tør vende den økonomiske model om. For kultur og fritid kan meget mere, end at vi kan tage i teatret eller tage til en koncert. Det er også et område, der har potentiale til at løfte hele den aarhusianske befolkning,” sagde den radikale repræsentant. Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, kandidat for Alternativet, stemte i:
Har potentiale til at løfte hele den aarhusianske befolkning
“Kulturen kan tænkes ind som et hjælpemiddel på en lang række punkter, som vi bestemt ikke bare har råd til at løse fra den ene dag til den anden.” Hun nævnte blandt andet både de ældre og de unges trivsel som konkrete eksempler på områder, hvor kulturen kan have en positiv virkning og konkluderede: “Jeg ser kultur lige så meget som velfærd – som ældrepleje, daginstitutioner og lignende.”
De sene timers forhandlinger
De herostratisk berømte budgetforhandlinger var selvsagt et tilbagevendende tema hele arrangementet igennem. Byrådsmedlem for Socialdemokratiet, Lone Hindø, har førstehåndskendskab til, hvordan kulturen har det med at trække det korteste strå: “Når man laver de store analyser af, hvorfor folk gerne vil bo i Aarhus, så nævner de kulturlivet. Men når vi sidder i forhandlinger, og der skal skæres i de sene nattetimer, så er det kulturlivet, der bliver trukket frem, når man holder det op mod de demente for eksempel.”
Kulturen har det med at trække det korteste strå
Efter de sene forhandlinger var blevet nævnt tilstrækkeligt mange gange, bød Smedegaard ind med et eksempel fra luftfartens verden: “Piloter taler om at være fit for flight. Hvis de er for trætte, kan de ikke tage ansvar for andre mennesker.” En konstatering, der fik lov at runge en smule i lokalet. Alle fremmødte var enige om, at kunsten og kulturen nemt står for skud, når forhandlingsbølgerne går højt. Alligevel var det småt med forslag til forbedringer.
Tiden vil vise, om der vil blive skelet til teatrenes konkrete forslag til forbedringer. De blev desværre kun berørt ganske kort i løbet af arrangementet, men fremgår af det udleverede materiale. En ting er sikkert: Teatrene har givet politikerne noget at tænke over, og de har tallene til at bakke det op. Det skal blive spændende at se, om pointerne finder vej helt ind i forhandlingslokalerne.
