★★★★★☆ Under Uret – Old school gadeteater der samler os på tværs af alder og sprog

I en tid hvor alt går stærkt, og hvor de fleste af os er på flere medier af gangen, tillader Dansk Rakkerpaks Under Uret os at stoppe op og lade os tryllebinde et øjeblik med sin stumfilms- lignende og langsomme facon.

Dér midt på Frue plads i det gamle København skaber Dansk Rakkerpak en nostalgisk stemning af en simplere tid. Mellem de gamle smukke bygninger udfolder de et rum, eller nærmere en lille station, hvor man kan droppe ind og fordybe sig. Det der normalt skjules for at skabe teatermagien, står her til åbent skue. 

Spillerne gør sig klar. De varmer stemmer og kroppe op, og nogle iklæder sig røde eller blå beklædningsgenstande over den ellers grå grunduniform. To farver, der indikerer skellet mellem, hvornår der spilles en hovedfigur, og hvornår man støtter op som lydeffekt, træ eller regnvejr. Desuden hjælpes publikum på plads på de medbragte bænke. De kasser, som diverse rekvisitter har været transporteret i, står fremme på gaden. Det hele er simpelt og synligt, uformelt og inviterende.

En livsfortælling på under én time

Uret slår 19.00, og om det er Vor Frues Kirke eller stationsuret i Christian Q. Clausens scenografi, er jeg i tvivl om. Forestillingen om gademusikanten, der finder et spædbarn, opfostrer hende og senere må lade hende rejse ud for at finde sit ophav, sættes i gang.

Det er imponerende, hvordan Dansk Rakkerpak formår at fortælle hele den lille piges opvækst på under en time og samtidig tage sig god tid til humoristiske sekvenser. Fx hoster gademusikanten et stykke æble op, som nøjsomt og håndholdt bliver ført igennem scenografien på en lang pind. Og både træer og forskellige stereotype personligheder glider forbi den lille pige på hendes første togtur til Paris. 

Velafbalanceret formår ensemblet både at drive historien frem og dvæle ved de enten komiske eller rørende sekvenser. Skuespillerne, Susanne Bonde og Niels-Peter Kløft, veksler mellem samtlige figurer og karakterer, som den lille pige møder på sin vej. Deres ekspertise indenfor det nonverbale, fysiske spil er ikke til at tage fejl af, når de elegant og dybt underholdende skifter deres mimik og fysiske udtryk alt efter figur.

Trods manglen på tale er alle figurer, deres motiver og baggrund, helt tydelige. Maja Rehøj spiller rollen som den lille pige. I en naiv fysik med blid sangstemme og den røde baret på skrå er hun helt troværdig som barn – selv efter hun løfter knæene fra skoene på jorden og bevæger sig rundt i fuld højde. Ole Håndsbæk Christensen balancerer fint mellem rollen som den sympatiske gademusikant og forestillingens generelle musiske akkompagnement, der performes live på det medbragte klaver.  

En tillokkende gammel teatertradition

Spillestilen, der tager afsæt i Commedia dell arte traditionen og har klare ligheder med stumfilmens mester, Charlie Chaplin, kan måske synes outdatet og glemt. Men jeg vurderer, at det netop er denne gammeldags og langsomme facon, der skaber forestillingens attraktion for både børn og voksne. De simple virkemidler er i høj grad forsvundet fra vores medieforbrug, hvor AI og high tech fylder fladerne. 

Netop derfor bliver det så befriende og underholdende, når instruktør Niels Grønne insisterer på at fortælle en god historie gennem kropslige partiturer, som er genkendelige på tværs af både alder og sprog. Og selvfølgelig med brug af klassiske slapstick elementer, fald på halen humor, musik og gestik. Overhovedet ikke originalt, men virkningsfuldt og latterfremkaldende. 

I den time forestillingen varer, ser jeg ikke en eneste smartphone. Alle, unge som ældre, følger optagede med – en bedrift som Dansk Rakkerpak bør være stolte af. Under Uret er en lille perle i de danske sommerteater- landskab, og med forestillingen belyser kunstnerne teater- mediets mening for mig på ny: At fortælle gode historier og lade mennesker dele et fælles nu.