★★★★★☆ Verdensballetten 2025 har en formel, der virker

Verdensballetten 2025 lakker mod enden og har været vidt omkring med ballet, opera og musik i parker og haver i de smukkeste scenografier af natur og arkitektur. ISCENE oplevede en aften i den smukke Grønnegården bag Frederiksberg Rådhus, hvor verdensstjernerne øsede ud af deres tårnhøje kunstneriske niveau og navigerede elegant mellem regndråberne.

Verdensballetten er et fast indslag i sommerlandet, der i den grad har fat i sit publikum. Smukke omgivelser, uhøjtidelig tilgængelighed og sprudlende teknisk overskud er en formel, der virker – og der spilles ofte for fulde huse. Selv her mod slutningen af årets turné er der ingen træthed at spore, og konferencier og tenor Jens-Christian Wandt sørger veloplagt for, at alle overgange sitrer af energi, humor og engagement.

Balletstjerner fra prestigefyldte kompagnier og musikere og sangere med internationale solistkarrierer byder på både velkendte uddrag i et spænd på 350 år, men også helt nye værker. Violinist Niklas Walentin kan netop det at forbinde tider og steder gennem musik. Hans Méditation af J. Massenet, fra operaen Thaïs, der ledsages af den vidunderligt alsidige pianist, Tanja Zapolski, leveres med en nerve, der giver hver en tone plads til at svæve og formidle rørende smukt.

Blomstrende ynde og elektrisk nærvær

Efter Christian Wandts arie fra operetten Smilets Land, der synges som én dirrende kærlighedserklæring til kunsten og glæden ved at dele ud af den, står programmet på en festlig Tornerose med musik af P. Tjajkovskij i en fejende flot præsentation af alle dansere på scenen. Solodanserne Anna Rose O’Sullivan og Steven McRae fra Royal Ballet of London fortsætter i en langsom pas de deux til et nærstudie af styrke, balance og præcision.

Der er programsat ikke mindre end to premierer. Tobias Praetorius’ poetiske C efter H.C. Andersens eventyr Lille Idas blomster med musik af A. McKenzie. Med koreografens sans for at synliggøre musikkens strukturer og historiers poesi væver han sin pas de trois gennem et organisk blomsterhav af stramme løft og bløde, runde, forbundne arme. Astrid Elbo, Sangeun Lee og Gareth Haw danser i fuldt flor i grønlige kostumer af designeren Søren le Schmidt.

Bobbi Jenes nye solo skabt til kongelig solodanser, Astrid Elbo, O Solitude, har musik af H. Purcell, som leveres bedårende smukt af violinist Niklas Walentin, pianist Tanja Zapolski og sang af Sopran Signe Heiberg. Elbo skaber i sin lange, røde kjole næsten elektrisk nærvær og understreger det kraftfulde, men også sårbare bevægelsessprog med knyttede næver, arme, der rækker op, og hænder, der støder mod maven. En hyldest til en dedikeret og stærkt formidlende kunstner, der slår håret ud og barfodet danser sig selv på vrangen.

Fortryllende balletmagi

Et andet stort højdepunkt er solodanserne Sangeun Lee og Gareth Haw fra English National Ballet, der leverer en fuldstændig blændende In The Middle, Somewhat Elevated af William Forsythe til musik af Tom Willems. Tydeligt inspireret af George Balanchine kendetegnes stilen af ufattelig præcision, musikalitet og elegant teknik. Partnerarbejdet sker i tempofyldte skift med store dynamiske udsving som benløft til stående split. Ballettens konventioner tages til ekstremer, men parret spidder det overlegent.

Solodanser ved Hamburg Ballet, Ida Praetorius og solodanser Marcelino Sambé fra Royal Ballet danser nogle af de ældste uddrag. Blandt andet en pas de deux fra Sylfiden af August Bournonville med legende kæk mime og sødmefuldhed. Praetorius iført tyl og vinger næsten svæver over scenen med sin enestående evne til at formidle sine karakterer med hver eneste fiber. Sambé er elegant i Bournonvilles særlige krav til mandsdans og svæver som en drøm gennem de legendariske spring.

En ubetinget publikumsfavorit er Don Quixote. Steven McRae og Anna Rose O’Sullivan danser en pas de deux, som vi sjældent har set den. Der er festlige og kække bevægelser i sorte og røde kostumer med struttende tutu (balletskørt, red.). Balanceturen, hvor herren slipper ballerinaens hånd, mens hun står på tåspids med et ben bagud og armene over hovedet – og bare bliver stående – er fortryllende balletmagi.

Skælmsk regndans til varme toner

Efter pausen, der bliver et regnfuldt intermezzo, kan man jo passende tage en dans med en gul paraply, til nummeret It aint necessarily So af G. Gerswin, som Steven McRae stepper sig igennem med frisk drengerøvsattitude. Niklas Walentin, Signe Heiberg og Tanja Zapolski leger skælmsk med i læ under den pavillon, der hurtigt er tryllet frem. Det er et hold, der er vant til at tilpasse sig vejrets luner med stor behændighed.

Toscas Bøn fra operaen Tosca af G. Puccini leveres da også helt upåvirket af, at sceneteknikere tørrer vandet på scenen væk, som var det en avantgarde-iscenesættelse. Signe Heiberg synger fokuseret lige ind i hjertekulen med sin bløde, varme klang, der kærtegner hver en tone elegant og kontrolleret. Hendes Sang til månen fra operaen Rusalka af Dvorák tidligt i programmet er lige så rørende og overbevisende.

De to kunstneriske ledere for Verdensballetten, Jens-Christian Wandt og Steven McRae, er i den grad lykkedes med at sammensætte et program af både genkendelighed og spritnye værker. Formlen virker, og får folk til at komme igen. Som Steven McRae udtrykker det: ”Vi ønsker, at gæsterne oplever forestillingen som en æske delikate chokolader – alle med forskellig smag, der vækker en længsel efter mere.”