★★★★☆☆ SURVIVE – spektakulær og kompromisløs magtesløshed

Dansk Danseteater og Dansehallerne præsenterer SURVIVE – “As if for the first time” af den teheranskfødte koreograf Roza Moshtaghi, der er bosat i Oslo. Det er performancekunst på et avanceret niveau af surrealisme, overdrivelse og genrefusion. Det er næsten også en overlevelse at tage ind som publikum i al sin dedikerede kompromisløshed.

De fleste der ser samtidsdans og performance mere end et par gange om året vil efterhånden kende lyden af undergang. Den dybt vibrerende tone, der holdes konstant – som jordens gispende kontrapunkt eller lyden af et skibsskrog, der giver efter. Her er vi imidlertid ikke i en fortælling om en specifik form for overlevelse, fx klima, krig eller identitetstab, men i et studie af overlevelse som fænomen.

Det er barskt, mørkt og ubærligt, men også farverigt og næsten grotesk satirisk. Nysgerrigheden helliger midlet, og vi synes at svæve frit mellem tegneseriekunst, sci-fi, computerspil, film, MTV, dans, performance- og installationskunst. Alle kneb, der kan rokke ved etablerede systemer og strukturer – alt, der får jorden til at gynge under os og anspore til handling i kampen for overlevelse.

Budskaber skrevet i blod

Der tælles ned før start og ved hvert større sceneskift. Danserne springer ud på gulvet iført mørke kostumer og hætter klar til aktivisme, revolution og kamp. Næverne er knyttede og rettes mod de andre. Et sort klæde trækkes ud over hele scenen, og budskaber skrives i blod. “Marching Field come to me” siger en voice over. Kom og meld dig under fanerne – gennem haze og til inciterende rytmer.

De aggressive kampbevægelser fastholdes artikuleret i slowmotion som spændte muskelfibre, der forstørrer det groteske. Tableauer fastfryses til nærstudier af modstanden, volden – og den senere hysteriske latter. Gruppen Tacobitch har skabt elektronisk musik, der sætter hele stemningen i overdrive og markerer stemningsskift, der passer som fod i hose med det forvrængede univers. Billedet på en kaotisk tidsalder?

For nogen handler det om ren overlevelse for andre om at reagere på uretfærdighed. De slås, skærmer sig bag gennemsigtige skjolde eller står skulder ved skulder på rækker, der drejer og drejer. De snurrer, springer, kæmper og mimer deres tårer. Musikken lyder som forvrængede kampråb under en revolution. Og fyrværkeri, som i 50 stjernekastere, springer ud af armene på en af de faldne.

Sig det med blomster

Nedtælling på ny – vi går fra sort kamp til farveorgie af et blomstermekka til chimes og strengespil, smil, kys og latter. Karl Hedings lyddesign er byliv, barnegråd og billarm. Men bag facaden er der stadig vold og uretfærdighed. En mand arresteres, da han tager kampen for ikke bare sig selv, men også kommende generationer. Danserne rækker armene ud og slår hænderne ind mod kroppen i smerte og frustration.

Hadet eksisterer også bag blomsterfloromvundne klicheer. Men blomster kan også stikke, spidde og foldes ud og ind som paraplyer, der agerer farverige skjold. Gemmer vi os bag det smukke for ikke at skulle se elendigheden? Danserne mimer halshugning med knive. Scenograf Ronak Moshtaghi og kostumedesigner Maria Ipsen har i den grad skabt en både overraskende og effektfulde visuel oplevelse.

Musikken overdøves af skrig. Tunge, tyngende skridt trampes i gulvet, mens arme kastes frem. Andre er ved at gå i knæ eller skyder med imaginære pile. Alt er kaos. Blomsterne visner eller er brændt til et nyt mørke mellem dansernes efterladte tøjstykker på scenen. På scenen skrives et nyt blodigt budskab, og Christoffer Meiers lysdesign fanger de indlejrede stemninger på kornet.

Fra frygt til handling

Frygten og afmagten formidles i al dens rædsel og absurditet i Roza Moshtaghis koreografi. Imaginære pile skydes ud mod os som publikum, måske som et wake-up call fra den lammelse, der ofte er konsekvensen af de massive billeder og nyheder, vi allerede får fra slagmarken hver eneste dag. Scenekunsten tilbyder i øjeblikket mange fællesskaber, hvor vi sammen kan mærke efter, reflektere og måske se veje til handling.

SURVIVE er et surrealistisk bud, der tilbyder et nærstudie gennem dansernes formidable kontrol af langsomme bevægelser og smukke karikerede tableauer i et sanseligt nutidigt udtryk. Værket kan ses som et portræt af at være i overlevelsesmode – et nærstudie af den rene desperation i et stilistisk format, som jeg personligt havde svært ved at mærke nuancerne i, men som gav nogle markante æstetiske oplevelser.

Roza Moshtaghi stiller krav til sit publikum i al sin provokerende kompromisløshed og trancelignende dedikation. Håbet er pakket ind i selve formen med referencerne til tegneserieuniverser og computerspil. Værket har også potentiale til at leve på gaden, i urbane rum, på festival – ude blandt mange mennesker i sin klare accentuerede form. Frem for alt så vi kan være lidt flere om at bære smerten.