★★★★☆☆ Himlens havfruer vugger dragende i RoZéO

Det franske kompagni Gratte Ciel besøger Metropolis 2025 med den meditativt-spektakulære RoZéO, der som et pust fra himlen føjer sig betagende ind i festivalens fortsatte afsøgning af og interaktion med det urbane landskab.

Mod den tyndt turkise augusthimmel knejser de tre dovent på deres piedestaler højt hævet over os. Med bart bryst og natblå halvcorsager over et flydende, vidt skørt, der dækker den anordning, der holder dem fast på den slanke, elastiske stang.

De suger vores blikke til sig. Så sætter de en puls i gang. Den vokser i styrke som deres kroppe bevæger som en art himlens havfruer i stadigt længere svaj over soklen.

Indhyllet i lyd

De får kastet en lang pind op og bevæger sig med den i lange balancerende poses. Som et spyd, som en himmelstræbende forlængelse af deres egne kroppe, bag sig og ud i strakt arm, før de i et kort frys præsenterer gevær og derefter maler i større og større cirkler til et crescendo, før de lange stænger falder mod jorden, og bevægelserne atter bliver blødere.

De rækker ud, de trækker ind. Arme og hænder opfører en egen dans. Først tæt på kroppene, så med greb ud i det store rum. Hele tiden indhyllet i lyd fra de to musikere, Pauline Frémeau og Anna Idatte og en DJ. Den elegiske musik er RoZéOs fjerde spiller, der sætter en let dyster, melankolsk og dog legende stemning. Hvislelyde brydes af en frenetisk cello, et tørt trommeslag og en hæs fløjte.

Svajende guder

Der er noget gådefuldt lokkende på spil i lydbilledet, der forlænges i de statuariske skikkelser, der vægtløst svajer deroppe. Som antikkens ophøjede guder, men også med en snert af ensomhed, som de blæser alene for vinden hver især. Stærke betvingere og skrøbelige fremmedelementer på samme tid.

Lydene bliver til ord om dyr, galskab, solskin og håb og toner så ud i småskrig og lyden af et tøffende tog, mens vi kaldes ind i cirklen under de tre. Frøperspektivet kondenserer suget og skaber samhørighed. Nu er de helt tæt på, når de atter sætter i svingninger og vælter voldsomt rundt og ind over os til den dunkende tromme og råbesangen, hvor enkeltord fortoner sig.

Fra nederdelenes dyb dukker et stykke plast op. Langsomt trækker de det frem og lader det blafre i vinden. Støn og spinkle tangenter akkompagnerer dansen, hvor artist og plastic bliver et par bølgende sammen i vinden. Luftigt, let flydende, inden der atter bygges op til klimaks. Dansen bliver en duel, et stadigt heftigere favntag med materialet, til danserne til sidst er svøbt helt ind i det.

Et kort hul i tiden

RoZéO balancerer det spektakulære med det meditative i en flerfacetteret symbiose med det omgivende landskab, der her er Refshaleøens post-industrielle midlertidighed, og om et par dage er den borgerlige kunsts byrum ved Skuespilhuset.

Værket interagerer med rummet, det er i, der i den høje sol tæt på vandet får glimt af både det paradisiske og det katastrofiske, men det er også ude af tid og rum i den uendelighedstid, der får os til at svaje med de tre deroppe og mærke himlen helt tæt på. Det er et drømmende værk, der skaber et kort, fælles hul i tiden i mødet mellem de æterisk-artistiske luftånder, himmelrummet og det signifikante lydbillede og åbner uendeligheden i sit egenartede miks af melodi, menneskelige og maskinelle lyde.

RoZéO er skabt af det franske kompagni Gratte Ciel (skyskraber) og indgår i Metropolis 2025’s sensommerprogram. Det føjer sig som et pust fra himlen betagende ind i festivalens fortsatte afsøgning af og interaktion med det urbane landskab, der åbner vores perspektiv for andre måder at se og være i det på.