★★★★☆☆ Subkulturen – outsiderne portrætteret gennem koreografi og masser af attitude

Syv karismatiske dansere, et vigtigt tema om at høre til og en fængende koreografi under åben himmel. Det er den korte opsummering af Bobbi Lo Produktions nye forestilling, Subkulturen, der er på turné netop nu.

Subkulturen, af det dansk-svenske kompagni Bobbi Lo Produktion, starter med en kort tale fra koreograf og medvirkende danser, Michael Tang. I både ord og fremførsel minder den mest af alt om en brandtale, som er skrevet til at opildne masserne til modstand.

Musikken stiger i intensitet under talen, mens stemningen af kampgejst forstærkes yderligere af de begejstrede tilråb, som de andre dansere, Moa Autio, Jimmie Larsson, Jeanne Delsus, Anna Borràs, Elin Hallqvist og Tiemen Stemerding, kommer med fra deres placeringer rundt bag publikum.

Dans under åben himmel

De seks dansere slutter sig til taleren på den åbne plads. De danser omkring skiftevis alene, to og to og synkront alle syv. Hele tiden kommer de med hvin, ordløse udråb og højlydt hujen. De udstråler en entusiasme og styrke, som drager blikkene mod dem. Nogle gange decideret uundgåeligt, når danserne bevæger sig helt ud til – og læner sig ind over – publikum.

Subkulturen er skabt til at blive vist i offentlige rum. I Aarhus spiller den lige foran Musikhuset på flisebelægningen, som danner overgangen fra bygningen til græsarealerne i den nyanlagte park. Ikke det mest dansevenlige underlag kunne man indvende, men på kompagniets hjemmeside foreslår de selv, at de kan optræde i skolegårde, parker eller på offentlige pladser, så de syv dansere må være vant til lidt af hvert.

Denne torsdag formiddag er det blot den første af tre forestillinger her på fliserne. To skoleforestillinger og en tredje efter arbejdstid, så alle har en chance for at se med.

Et liv i centrum eller på kanten?

Med Subkulturen sætter koreograferne Lava Markussen og Michael Tang fokus på outsiderne, på ønsket om et sted at høre til. Det er et lettere tema end kompagniets seneste forestilling, Dancing with the dead, der gennem forskellige virkemidler fokuserede på døden. Men dermed ikke sagt, at tematikken her er mindre vigtig. Tværtimod er den sikkert endnu mere relevant for mange af de børn og unge, der ser forestillingen.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Michael Tang om Dancing with the dead

”I know the edge is not where things fall apart, it’s where they begin,” siger en af danserne i mikrofonen. Han taler om forskellene på at befinde sig i centrum eller i periferien af alting. Om at vælge at leve på kanten. For hvor er det, forandringer oftest starter? I hvert fald ikke i det konforme centrum.

Subkulturen er bygget op med en begyndelse med tale, en længere midterdel med ordløs, udtryksfuld dans, og en slutning, hvor ordene igen får fokus. Selvom talerne kan virke lidt svulstige, så er de ikke desto mindre nødvendige for at forstå budskabet, der ikke står helt klart gennem koreografien alene.

Oplæg til gode samtaler

Åsa Gjerstad og Lava Markusson står bag det stilrene kostumedesign. Hver enkelt danser har sit eget unikke udtryk, men der skabes alligevel en samhørighed med en gennemgående brug af douce farvetoner og løstsiddende elementer som skørter, frakker og posede ærmer, der flagrer og understreger dansernes bevægelser.

De syv dansere fremstår på samme tid som individer og en samlet enhed, der gør stærkt indtryk på publikum. Især når de bevæger sig omkring på pladsen med synkrone bevægelser, som én stor levende organisme. Arme rækkes i vejret, hoveder vippes, hænder vinker, fødder løftes.

Fokus i koreografien er på energi, udtryk og attitude frem for præcision. De er forskellige individer, forskellige former for outsidere, der har fundet et tilhørssted i en gruppe. Der er helt klart masser af emner, der kan tages op i klassen, når skoleelever har været forbi for at se Subkulturen.

Se forestillingstrailer her.