Metropolis præsentarer koreograf Antoinette Helbings nye premiere ON/CRYING – The Gravity of Tears, der spiller i Dansekapellet. Vi inviteres ind i en sanselig, grædende installation med fortryllende lys, der på smukkeste vis græder for os og baner vej for håb og nyt liv.
Koreografen uddeler selv farvede tårer til publikum før hun guider os til en meditativ samling i Bispebjerg Kirkegaards smukke arkitektur. Herefter føres vi ned i et svagt belyst grottelignende univers af dryppende isskulpturer som fra jordens inderste kerne.
Dansekapellet i Nordvest har uden tvivl væres vidne til en del tårer i årenes løb – både som kapel og som teater. Alligevel er der måske noget om, at vi ikke gerne deler tårer med andre, og derfor ønsker værket at skabe fokus på det sociale og frigørende ved gråd. ON/CRYING følger efter The Laughing Crowd fra 2023, hvor Antoinette Helbing studerede latter som menneskeligt udtryk.
Et hjerte, der drypper blod og tårer
“Jeg er nu lidt nervøs ved det her,” siger en veninde til en anden på vej ned i en kælder bag Dansekapellet. Under den indledende meditationscirkel, skulle vi holde hænderne under vores tårer og beslutte, hvem vi vil græde for i dag. Vil det interaktive fortsætte, og bliver det mon grænseoverskridende er måske nogle af de tanker, der løber igennem os.
Vil det interaktive fortsætte, og bliver det mon grænseoverskridende?
Vi ledes ned ad en trappe og ind på scenen, hvor publikumspladserne er lukket af, så vi sidder langs væggene. På stolene ligger fine små stoflommetørklæder med citater om følelser. Scenograf Inbal Lieblich har skabt fascinerende skulpturer af hår, grene, stof og isskulpturer, der hænger ned fra lamper i loftet. Centralt hænger fx en klump is viklet i rød tråd, som et hjerte, der drypper både blod og tårer.
Badet i Carina Backmans gyldne lys fremstår rummet som et eventyrligt skatkammer eller en drypstenshule for hele menneskehedens tårer dybt i jordens indre. Performerne Antoinette Helbing og Alicar Minar hænger flere isskulpturer op i kroge. Ifølge forestillingsbeskrivelsen er der hentet inspiration hos professionelle grædekoner, der hjælper med at slippe gråden fri til nyt liv – en æggeformet isskulptur placeres i midten af rummet.
Grædende drypstensgrotte
Vandet fra installationerne gnides rituelt mod dansernes ansigter som tårer, og en svag stønnen bygger sig gradvist op suppleret af Emil Vodder Kristensens meget virkningsfulde lyddesign. Højtalere er placeret rundt i rummet, og understreger fornemmelsen af at være i en drypstensgrotte.
Danserne mimer tårer, der sprøjter fra øjnene, og gråden udvikles i nuancer fra hikstende, overgivent til stivnet med åben mund. Is drypper om kap med performernes gråd, mens de ruller over hinanden og over scenen med arme og ben viklet sammen i forskellige kropslige spændingsudtryk. Grådens stemme har forskellig kvalitet og intensitet og borer sig – næsten per urinstinkt – ind i rummets kollektive nervesystem.
Grådens stemme har forskellig kvalitet og intensitet og borer sig – næsten per urinstinkt – ind i rummets kollektive nervesystem
Et lyspanel på gulvet flyttes rundt og tilfører installation og dansere flere perspektiver i det dunkle rum. Deres kostumer i mørkeblåt blondestof og lange guldkæder henviser til den professionelle service, tradition og rituelle udførelse, der samtidig placerer os i en befriende tidløshed.
Fra gråd til sang
Der er mange forskellige virkemidler i brug. Alica Minar fæstner fx snore fra skulpturerne til sit bælte, så de alle får træk og kan bevæges op og ned. Vand kommes i de små højtalere og sprøjter tårer op som små springvand. De to performere synger afslutningsvist hver en sang. Minar står på taburetten og synger i mikrofon fra loftet med flot, kraftfuld stemme: “I used to cry, but now i don’t have the time.”
Æstetisk og interessant forløst i sig selv med analogien mellem isen, der gradvis smelter, som smerten smelter af performernes kroppe
Helbing kaster lidt vand fra sine hænder på publikum, ligesom hun selv fik vand smurt på kroppen for at komme videre fra sorg til nyt liv. Derfor skal vandet denne gang snarere ses som renselse, forfriskelse og vanding til nyt liv. Hun danser det nye liv ud til os med rytmisk vuggende hofter og bløde gestikulerende arme af glæde hele vejen rundt til os alle i repeterende mønstre.
ON/CRYING er som koncept æstetisk og interessant forløst i sig selv med analogien mellem isen, der gradvis smelter, som smerten smelter af performernes kroppe. Sangene og kontakten til publikum afslutningsvist fik lukket nervesystemerne fint af igen efter forestillingen og en meditationen, der lagde op til følsomt publikumsengagement.
Koreograf: Antoinette Helbing. Komponist og vokal coach: Katrine Faber. Komponist, lyddesigner og tekniker: Emil Vodder Kristensen. Scenograf og kostumedesigner: Inbal Lieblich. Dramaturgisk mentor: Mirko Guido. Lysdesigner: Carina Backman. Outside Eye: Jonas Schnor. Produktion: Csongor Szabo.
Produktionassistent: Lenka Vořechovská. Lament coach: Tuomas Rounakari
Medvirkende dansere: Alica Minar og Antoinette Helbing.
ON/CRYING spillede 3. – 5. september i Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1.
