★★★☆☆☆ PARADIS – tung forelæsning i smuk AI-scenografi

PARADIS på Aveny- T bliver en anelse foredragstungt trods dens interessante leg med AI som medie og medspiller.

På engelsk beder en stemme, der tydeligvis ikke er et rigtigt menneske, os om at tage vores beskyttelsesbriller på – 3D-briller vi har fået ved indgangen til salen. Så tælles der ned, og trods en smule teknisk bøvl, føler man straks, at man tages med på en rejse ud i rummet eller ind i en anden verden.

Desværre bliver det ikke kun teknikken, der bryder med den magiske drømmerejse, skrevet og instrueret af Mikael Fock. Den handler om to forskere, der forsøger at genskabe kontakten til Paradis, men bliver mere et foredrag end en egentlig fortælling.

Refleksion så det knager

At PARADIS inviterer os til at reflektere over, hvordan teknologi kan hjælpe os med at genfinde vores forhold til naturen, er der ingen tvivl om. De to forskere, spillet af Luise Kirsten Skov og Mathias Rahbæk, hedder meget belejligt Adam og Eve, hvilket de selv siger er et tilfælde. De stiller AI- medspilleren Dawn nogle filosofiske og konkrete spørgsmål, og inviterer os til at gøre det samme.

Det er vigtige spørgsmål. Interessante spørgsmål og abstrakte spørgsmål, og jeg kan ikke helt følge med i det både videnskabelige og højfilosofiske tempo. Det gør det svært at give sig hen til de ellers meget smukke billeder, som AI’en Dawn skaber på en stor skærm, og som – med 3D brillernes hjælp – kommer helt ud i salen.

I alle afkroge på 90 minutter

De to forskere kommer rundt i alle afkroge af overvejelser i forsøget på at knække koden til, hvordan vi mennesker kan bruge teknologi til at forhindre vores selvskabte klimakrise. Myten om Adam og Eva, hvor det hele startede med udsmidningen fra Paradis, forsøges genskabt ud fra Dawns data. Hvad var der sket, hvis Eva ikke havde spist æblet?

Ideen er god, og jeg ville, ønske at fortællingen havde bragt forskerne tættere på de drifter, som man forbinder med Adam og Eva. Desværre ændrede Paradisrammen, hverken forskernes relation til hinanden eller til projektet, og jeg manglede en følelse af, at noget var på spil.

I deres bestræbelser forsøger forskerne sig desuden med en videnskabelig metode kaldet Luca, hvor højtalere kobles til planter. Det er en smuk sekvens, der giver publikum lov til at dvæle lidt over, hvad kærlighed og natur har med hinanden at gøre. Jeg bliver lidt forpustet i forsøget på at følge med – samtidig med at jeg ikke helt tryllebindes af forskernes projekt.   

Kærlighedshistorie ud af det blå

I et smukt scenisk billede bliver Adam opslugt og indsluset i et nyt paradis som AI’en har skabt. På tværs af verdener finder de to forskere ud af, at de faktisk elsker hinanden. Det er et smukt billede, hvor Adam omfavner Eve uden egentlig at være der – enormt velfungerende i den digitale scenografi.

Kærlighedshistorien kommer imidlertid lidt ud af det blå, og jeg ville ønske, at den side af forskernes relation var blevet etableret længe før. Selvom jeg ikke helt kan følge rejsen mod denne kærlighed, så er følelsen af at have fundet hjem til hinanden og projektet en fin afslutning. Det er et smukt scenisk og symbolsk billede, at Eve, for at nå Adam, skal vælge at træde ind i Dawns nyskabte paradis i stedet for ud af det.

Her vil de altid være dømt til at række ud efter den forbudte frugt, uden at kunne nå. De er i et paradis som er skabt af den data, som de og vi har fodret AI’en med. En boble, hvorfra Adam og Eve ikke længere kan kæmpe for en bedre verden for os andre, men som de måske selv har fundet. Bare de to.