Lokalforestillingen En stille hvisken af Teatret Fyren og Flammen er en poetisk, nærværende og holdningsstærk forestilling – et lille stykke levende lokalhistorie om skam, moral og frihed.
På havnen i Præstø fejres der i denne weekend Gyldne Dage – en lille, stemningsfuld og lokal festival, der hylder byens historie med boder, musik og fortællinger fra gammel tid.
Midt i dette nostalgiske univers – med den solbeskinnede lystbådehavn som romantisk baggrund – har Teatret Fyren og Flammen skabt forestillingen En stille hvisken, der er udarbejdet særligt til denne lejlighed.
Det er en stedsspecifik, lokalt forankret og rørende fortælling, som tager afsæt i virkelige begivenheder fra Sædelighedsfejden i slutningen af 1800-tallet. I skikkelse af en af datidens lokale kvinder, Juliane Christensen, bringes byens mørke fortid til live.
Et bordel på en ladvogn
Scenen er enkel og poetisk. På noget, der ligner en gammel ladvogn er der skabt et lille bordel fra 1800-tallet med en falmet chaiselong, florlette stoffer og tyl, der danser i vinden.
Rundt omkring sidder mænd med ølkrus ved et bord, mens kvinder med bannere protesterer mod tidens dobbeltmoral og kræver frihed og ligestilling. Det hele smelter sammen med festivalens summende liv og de små både, der vugger i baggrunden.
Christina Beck spiller Juliane med en intens styrke. Hun er en ung pige, der bliver prostitueret på det lokale horehus kaldet ”Huset”. Hendes kunder er byens mænd – også de noble herrer, der lyssky besøger hende om natten, og som om dagen prædiker moral.
Juliane, skammen og dobbeltmoralen
Da hun senere bliver gravid, bliver hun straffet. Ikke for mændenes handlinger, men for at have skjult og forsøgt at skille sig af med barnet. Som hun siger:
”Ingen spurgte, hvem der lagde barnet derind – kun hvorfor jeg havde skjult det.”
Historien fører os fra den kvindefjendske moral via sædelighedsfejden i 1880’erne og frem til kvindernes stemmeret i 1915, hvor Juliane til sidst erklærer:
”Jeg satte mit kryds for alle dem, der ikke fik lov.”
Det er dermed en holdningsstærk forestilling om ligestilling og moral med den lokale kvindesagsforkæmper, baronesse Astrid Stampe, og andre af datidens stærke stemmer som forbilleder.
Historisk og lokalt forankret
Forestillingen er bygget op som en monolog, men opdeles af fine sange af Stine Grøn, Hun sidder ved klaveret på scenen, og skaber små åndehuller af følsomhed. Birger Bovin agerer en slags konferencier eller bordelvært og afbryder undervejs med små historiske nedslag om Præstø og kvindeliv i 1800-tallet. Til tider højst utidigt, hvilket i sig selv er lidt sjovt.
Birger Bovin står også bag teksten, der flyder lyrisk fra scenen. Måske vel gammeldags i tonen, men i miljøet på Præstø Havn, hvor også flere lokale – ikke kun de medvirkende borgere – er klædt i gamle kostumer, virker det passende at være lidt altmodisch i sproget.
De lokale borgeres bidrag er et enormt aktiv til forestillingen. Det er klart, at det ikke går helt problemfrit med afviklingen. Et par statister måtte instrueres ganske eftertrykkeligt fra scenen under selve forestillingen, men dét er nu heller ikke uden charme.
Når det er sagt, kan en skarp version uden statister og færre Præstø-referencer sagtens gå an som en mere generel turneudgave, hvilket er et efterliv for forestillingen, som man sagtens kan se for sig.
Dramatiker: Birger Bovin. Musik: Stine Grøn. Scenografi: Tanja Bovin. Produceret af: Teatret Fyren og Flammen.
Medvirkende: Christina Beck, Stine Grøn, Birger Bovin og borgere i Præstø.
En stille hvisken spiller på Præstø Havn den 13. og 14. september 2025.
