I Det Kongelige Teaters opførelse af Written on Skin bliver en middelalderlegende om magt og begær forvandlet til et sanseligt drama, hvor musikken skærer sig ind i huden og bliver siddende længe efter den sidste tone.
På overfladen ligner Written on Skin en klassisk operatragedie. Der var engang en herskesyg mand og en ulykkelig kvinde. Kvinden får kortvarigt samfundsordenen til at vakle, men ender med at dø efter et makabert blodbad. Et kor kommenterer begivenhedernes gang.
Men der er en grund til, at komponist George Benjamin og dramatiker Martin Crimps operafra 2012 allerede er blevet kanoniseret som “en af de bedste operaer i det 21. århundrede”. På forunderlig vis formår de at vende noget så knastørt som historieskrivning til et dirrende drama, der nedbryder og genskriver operahistoriens egne stereotypiske tyranner og ofre.

Engle af kød og blod
Det Kongelige Kapel åbner en sprække i tiden med et orkestralt piskesmæld, der katapulterer publikum direkte ind i operaens malstrøm. I et bibelsk stormvejr af hvirvlende bongotrommer og flænsende strygerhug bliver vi kastet ind i en verden, hvor den lineære tid er pulveriset.
I et bibelsk stormvejr af hvirvlende bongotrommer og flænsende strygerhug bliver vi kastet ind i en verden, hvor den lineære tid er pulveriset
Bag scenetæppet gemmer sig et anakronistisk univers opdelt i fire kasser: til venstre et klinisk kontorlandskab i skarpt LED-lys, til højre en herregård i patinerede jordfarver. Englene, vi møder i starten, nøjes ikke med at puste liv i historien på afstand – de træder selv ind i dramaet som mennesker af kød og blod.
Blandt andet englekarakteren Drengen, sunget af kontratenoren Morten Grove Frandsen, der brillant mestrer balancen mellem evangelisk højstemthed og kødelig lyst i vokalpartiet. Drengen bliver hyret af den besidderiske godsejer Beskytteren til at forevige hans bedrifter i en illumineret bog. Men det kan være svært at kontrollere sit eftermæle og Beskytterens viljestærke kone Agnés nægter at være et dydsmønster i hans narcissistiske selvportræt.

Hårrejsende stamina
Written on Skin er inspireret af historien om den koleriske trubadur Guillem de Cabestaing. I middelalderen fungerede trubadurerne som en slags erindringseksperter, der var hyret af magthaverne til at udbrede fortællinger om triumf og velstand. Bevidst om sin betydningsfulde rolle som talerør kunne trubaduren sagtens finde på at pynte på historien og iscenesætte sig selv i dramaerne.
Karakterne veksler konstant mellem at synge som dem selv i førsteperson og om dem selv i tredjeperson.
Den form for trubadurisme – upålidelig, selviscenesættende historieskrivning – gennemsyrer hele operaen. Karakterne veksler konstant mellem at synge som dem selv i førsteperson og om dem selv i tredjeperson. Sopranen Gisela Stilles sensuelle og trodsige Agnés gør alt for, at hendes rolle i Drengens bog ikke bliver et skønmaleri.
Agnés vil være virkelig. Det bliver tydeligt i slutningen af anden del, hvor Stille med hårrejsende stamina gennembryder det narrative net og orkestrets voldsomme bombardementer med en lang, lys tone, der føles som en komet på vej igennem atmosfæren.

Seksuelle gnister
Den seksuelle spænding i operaen sitrer helt ud på bageste række. Både når Drengen og Agnés indleder en affære, men især da Beskytteren pludselig kysser Drengen og blotter sine indre drifter. Barytonen Daniel Okulitch tegner et brændende portræt af Beskytteren, martret af sin egen desperate kontrolmani. Er hans overdrevne behov for at styre sin egen fortælling faktisk et værn mod undertrykt homoseksuelt begær?
Er hans overdrevne behov for at styre sin egen fortælling faktisk et værn mod undertrykt homoseksuelt begær?
Også George Benjamins neoekspressionistiske partitur kommer langt ud over scenekanten i hænderne på den amerikanske dirigent Evan Rogister. Det er især en fornøjelse at høre de atypiske tilføjelser til orkestret i form af middelalderinstrumenter som viola da gamba og mandolin, der farver de levende klange med fortidens skygger i de passager, hvor Drengen arbejder på bogen.
Helt særlig er dog den glasharmonika, som har fået sin egen plads uden for orkestergraven. I slutscenen, hvor alt går i slowmotion, er det glasharmonikaens krystalliske klang, der skaber den drømmende tilstand, operaen lander i. Written on Skin viser, hvordan historien er dynamisk, til forhandling: skrevet, genskrevet og overskrevet af dem, der vil eje den. På Det Kongelige Teater lever operaen op til sin titel: som skrift ridset i huden bliver den siddende længe efter den sidste tone.
Komponist: George Benjamin. Dramatiker: Martin Crimp. Musikalsk ledelse: Evan Rogister. Iscenesættelse: Katie Mitchell. Instruktør: Robin Tebbutt. Scenografi og kostumedesign: Vicki Mortimer. Lysdesign: Jon Clark.
Medvirkende: Det Kongelige Kapel. Daniel Okulitch. Gisela Stille. Morten Grove Frandsen. Mathilda Sidén Silfver. Jacob Skov Andersen. Julie Cromme. Christian Runesten Laursen. Sabine Thun. Samuel Kürstein Traum. Peter Ole Schumann.
Written on Skin spiller på Det Kongelige Teater, Gamle Scene d. 14. september-4. oktober 2025.




