★★★★★★ DE VILDE KANINER – Teaterkoncert Gnags er ren lykkerus i amok-ridt

DE VILDE KANINER – Teaterkoncert Gnags på Østre Gasværk Teater er en genistreg. Et musikalsk overflødighedshorn af fest, farver og psykedeliske mønstre, der billedstærkt og raffineret får musik, tekster og fortælling til at gå op i en højere enhed. Det er en folkelig hyldest til fællesskabet, friheden og alt det skæve og spraglede, som gør os til hele mennesker. 

Gnags ikoniske sangkatalog er gakket, crazykomisk, råt, følsomt og revsende satirisk. På Østre Gasværk Teater mestrer de det hele i deres ustyrligt fantasifulde teaterkoncert. Rammefortællingen er simpel, men yderst velfungerende. En lille dreng er på livsrejse: ”Når jeg blir gammel” lyder det indledningsvist og eftertænksomt til akkompagnementet af en stille guitar.

Søren Torpegaard Lund er drengen med den usigeligt smukke vokal, som synger så følelser får frit løb inden i. Han er den vilde kanin med de lange ører gemt under strikhuen. En forsigtig gut på rejse mod en indre frihed i mødet med kærligheden og fællesskabet.

Festen i højsædet

Sofie Topp Christensen er drengens udkårne – en knallert-Pippi i rødt læder og strittende kaninører. Hun er rasende charmerende, når hun kommer fræsende på sin sorte moped med fuld knald på de rytmiske fraseringer og glimt i øjet. Hun er også fuld af kampkraft og kærlighed, når hun slår fra sig mod en flok identiske gymnaster i blåt. Eller når hun hænger i et reb under loftet med balloner i hånden og benene om drengens hofter i en digital stjernehimmel, der eksploderer i lysglimt. 

Heinrich Christensen og holdet er gået amok i visuel vildskab, psykedeliske syretrip og hæsblæsende fantasifuldhed. Cirkusartister, klovne og moderne dansere spejler stemninger og sindstilstande i storslåede optrin. Der er knivskarpe koreografier, halsbrækkende rebkunst, akrobatiske flikflak, klovnegags og kunstnerisk rulleskøjteløb. Alt sammen på en og samme tid og i alle scener. 

Bandet fyrer den af, som var det en stadionkoncert med funkguitar og tunge rockbeats. De træder frem forrest på scenen, når de brillerer med de fedeste sax- og guitarsoli. Gnags musik kan holde til det hele. Sangerne kaster sig ud i de rockede fortolkninger med vokal vildskab og kæmpe klangbund. Festen er i højsæde, og historien hamrer afsted med Gnags ikoniske sangkatalog som raffineret bindeled til fortælling og univers. 

Diabolske kvinder

Heinrich Christensen har blik for teksternes begavede dobbelthed, som skinner igennem hver scene. Her er skolelæreren fra helvede i sangen om En underlig fisk. Et magtmenneske med sadistisk nydelse og latterligt snoet overskæg, som knægter drengen for hans manglende taktfasthed i den fælles koreografi.

Der er diabolske kvinder med vilde blikke og hækkesakse i hånden, som klipper ørene af de rebelske kaniner og satirisk synger ”lige meget hvem du er, så velkommen her” i sangen om Danmark.

Går med hund gennem byen fyres af med fed funk og wow-pedal til et grotekst-humoristisk vanvidsoptrin af halsende dansere, der – som hunde i snor – bøjer sig bagover i bro. Der er hæmningsløst røvpuleri, som deres regelrette ejere hovedkulds forsøger at tøjle med stive fagter og akavede miner.

Vildskaben er utæmmelig

Men vildskaben er utæmmelig hos Gnags. Kaniner med glimmermasker, jakkesæt, sportstrøjer og hæklede, broderede trøjer myldrer frem fra gulve og hjørner. De er dragende og dæmoniske – for ungdommens vildskab lader sig ikke tøjle, og der skal være plads til alle. 

Til teksten ”Det er den dejligste morgen i hundrede år” står alle afslutningsvist i pangfarver og spraglede kostumer. Det er et fælles miks af lidt af hvert rundet af livets mangfoldige oplevelser og en hyldest til fællesskabet, friheden og alt det skæve og spraglede, som gør os til hele mennesker. DE VILDE KANINER er ren lykkerus og et amok-ridt at være tilskuer til.