★★★★★☆ Chess – Rasende flot og musikalsk medrivende  

Chess er et musikalsk overflødighedshorn af fede melodier og fængende ABBA-sound. Det fungerer fremragende på Det Ny Teater, selvom historien er helt håbløs.

For otte år siden havde Chess premiere i Tivoli i den til dato mest vellykkede og sansemættede musicalversion. Nu er forestillingen på scenen igen, og denne gang På Det Ny Teater. Det er en rasende fedt spillet og flot sunget opsætning, om end den er en kende køligere i udtryk end for otte år siden.

Skrøbeligt trekantsdrama

Chess er et storpolitisk magtspil om øst og vest – sat op som en skakturnering og et skrøbeligt trekantsdrama. Historien er inspireret af virkelige begivenheder om politiske spil og en turnering mellem verdensmesteren Boris Spasskij fra Sovjetunionen og amerikaneren Bobby Fischer.

Det er fortællingen om to mænd, som skal mødes i Italien for at udspille århundredets turnering, mens den kolde krig raser i baggrunden. De to skakmestre tropper op med hver deres delegation af embedsmænd. Dertil en kæreste ved siden og en kone efterladt i hjemlandet. Anders Gjersing er den amerikanske stormester Trumpher med et kæmpe ego, der dækker over lav selvtillid.

Iført gråt jakkesæt og rødt republikaner slips skal han dyste mod den russiske skakmester Anatoly, der får flot format i Thomas Høj Falkenbergs stoisk stolte fortolkning. To skakgenier skal, som brikker i stormagternes koldkrigsspil, udkæmpe et verdensslag på skakbrættet. På sidelinjen rumsterer Trumphers kæreste Florence og Anatolys kone, Svetlana, som er ladt tilbage i Rusland med deres to børn.

Solistiske toppræstationer

Chess har plads til solistiske toppræstationer, og det bliver der i den grad leveret. Anders Gjersing og Thomas Høj Falkenberg leverer formidable sangpræstationer og karakterfortolkninger. Gjersing med rå, rocket kant og brutal selvfedme, som skaber en fascinerende karakter. Høj Falkenberg med fyldig klang i en tilbagetrukken facon, som matcher den martrede russer.

Frederikke Vedel synger flot smerten frem, som en meget lidende Svetlana – hustru til Anatoly, mens Xenia Lach-Nielsen stjæler scenen fuldstændigt som amerikaneres kæreste Florence Vassy. Rollen indbragte hende en Reumert-nominering, da hun spillede den for otte år siden i Tivoli, og nu brillerer hun igen.

Hun er stålsat og suverænt syngende, som kvinden der må vælge parti mellem de to stormestre. Med tyngde som en Rock Mama fraserer hun med bund, klang og højde, så vi i den grad overvældes af musikken. I en verden af sorte skaktern løfter solisterne og det suveræne ensemble fortællingen knivskarpt og stringent med tryk på klang og dramatisk fylde i både vokal og karakterer. Her er fart på festen med sprudlende humør, når ensemblet – som italienske folklorister – fyrer den af med folkedans og ølkrusrytmer.

Historien er håbløs

Det er således musikken, sangerne og ensemblet som gør Chess til en forrygende oplevelse, mens historien er håbløs – for lang, for tynd og fyldt med postulater. For hvornår er det lige, at Florence egentlig forelsker sig i Anatoly? At skakspillet er en metafor for borgere, der er brikker i et storpolitisk spil, har vi fattet i første scene. Og sidefortællingen om de savnede fædre er patetisk og psykologisk plat. Er amerikaneren en blærerøv med stort ego og lavt selvværd, fordi hans far forsvandt, da han var barn? Den køber jeg ikke.

Heldigvis har Det Ny Teater sat alle sejl ind på flotte optrin, musik og sang. De fascinerer som grådige journalister og imponerer som embedsmænd iført sort i en marchagtig koreografi på snorlige rækker. Det rappede One Night in Bangkok havde lidt svært ved at svinge på premiereaftenen, mens popballaden I Know Him so Well – duetten mellem Florence og Svetlana – kom smukt afsted.

Chess er et overflødighedshorn af musik, fede melodier og en forførende ABBA-sound, der bare svinger. Benny Anderssons og Björn Ulvaeus rock-pop univers er en fryd for øret med hits som stadig holder. Bandet forløser musikken med rytmisk kant og fedt groove, som i den grad løfter den gode oplevelse. Når musicalklassikere fungerer, er det en fornøjelse at lytte med. Og det må man i den grad sige, det gør på Det Ny Teater.