★★★☆☆☆ Varme hænder – varm men meget lang remediering

På Teater Katapult kan man for tiden se Teater JaNejMåskes dramatisering af Stine Askovs roman Varme hænder, og forestillingens temaer fortjener bestemt plads på de danske scener. Det er et sympatisk bekendtskab, men forestillingen slæber sig afsted i et tempo, som beklageligvis gør, at den fuldstændig taber pusten.

Efter en nedtur som børnehavepædagog skifter Camilla vejbane i livet og søger “verdens nemmeste job” som privat hjælper for den feterede forfatter Mathilde. Hendes nye chef er spændende, men ufatteligt krævende. Varme hænder er i runde tal historien om, hvordan pligtopfyldelse kan være den uforståelige vej til egen undergang.

Forestillingen er baseret på Stine Askovs bog af samme navn fra 2024, og Teater JaNejMåskes Charlotte Trier og Tina Steen Jensen både spiller og står for dramatiseringen. Sidstnævnte opgave er løst i samarbejde med Lasse Dehle, som også er forestillingens instruktør.

Simpelt udtryk

Varme hænder har et meget simpelt visuelt udtryk. En seng, et skrivebord og en lille håndfuld stueplanter er i grove træk, hvad scenografien består af. Heller ikke kostumerne gør meget væsen af sig, så der er ikke alverden at kigge på.

Instruktion og spillestil er simple, hvor 1:1-realisme afbrydes af publikumshenvendelser tilsat et par meta-replikker i ny og næ, som kommenterer formen. Dette lag er med til at lette alvoren i fortællingen og fungerer som en slags comic relief.

Fortællingen kræver en del rolleskift undervejs, og de markeres med enkelte rekvisitter eller overdrevne artikuleringer og lignende. Det er ikke sindsoprivende interessant, men med så få forhåndenværende scenografiske søm, fungerer det trods alt fint til at adskille de forskellige karakterer og situationer.

Et unødvendigt benspænd

Jeg så på mit ur ved forestillings start. Efter lidt tekniske vanskeligheder begyndte vi kl. 19.32. Jeg så endnu engang på mit ur, da forestillingen var forbi: 21.54 – ganske vist med en kort indlagt pause. Det er lang tid. Og det er et grundlæggende problem ved Varme hænder. Et unødvendigt og selvpåført benspænd.

Forestillingen er simpelthen alt for lang, og man kunne uden større problemer have skåret adskillige svinkærinder og sidehistorier bort og dermed skærpet historien betragteligt. Gentagelser og uvæsentlige detaljer suger tempoet ud af forestillingen i en grad, så man begynder at lægge mærke til ting, som man ellers velvilligt havde ignoreret.

Pludselig bliver scenografien meget simpel, og pludselig bliver fortællestilen meget monoton. Måske skal forklaringen findes i, at hele tre mennesker står krediteret som dramatikere, og man plejer at sige et eller andet med “for mange kokke”. Et par gevaldige strygninger i manuskriptet havde løftet det hele.

Mellem to stole

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvem målgruppen for Varme hænder er. I programmet lægges der diskret op til, at der kunne være et element af samfundsdebat i forestillingen. Dertil forekommer historien mig alt for partikulær, og den er næppe retvisende for, “hvad der egentlig kræves af varme hænder i samfundet”, som der står.

Hvis forestillingen er tiltænkt fans af det oprindelige litterære forlæg, som jeg ikke har læst, og som en personlig “omsorgsgyser” – igen fra programmet – bliver også denne vinkel offer for den uhyre tekstmængde. Den personlige historie bliver ikke forløst rent dramaturgisk, og dermed ender forestillingen mellem to stole.

Der er fine elementer i Varme Hænder, og både Charlotte Trier og Tine Steen Jensen er godt selskab, men der mangler en vis kynisme i ledelsen af projektet. Dermed havde forestillingen fået en klarere retning og et langt større nærvær.