★★★☆☆☆ Moby Dick dykker visuelt storslået ind i menneskets naturforståelse

Romanadaptioner er igen – eller fortsat – populære på scenen, og efter en rundtur i nyere værker, ser vi nu flere klassikerfortolkninger. Republique/Revolver har modigt givet sig i kast med det smukke monstrum Moby Dick. Et værk, der taler ind i aktuelle agendaer som opgøret med den antropocæne tid, men som trods en fornem solopræstation af Mikkel Arndt ikke helt løfter sig som dramatik.

Blikket standses af en stor, grålig bølge, der fylder hele horisonten. En mand kommer ind. Han trækker en byrde efter sig og begynder straks at tale om hvidheden i naturen. Hvidheden der overføres til kulturen i form af den hvide mands tro på retten til at herske over andre, men også hvidheden som tomhed og betydning i ét. Farvens synlige fravær og syntesen af alle farver.

Mennesket i naturen

“Jeg stikker til søs, når tankerne bliver for mange”. Det forstår man, for det er tungt stof, der diskes op med i Antú Romero Nunes og Jörg Pohls dramatisering af Herman Melvilles klassiker. Moby Dick handler om Kaptajn Ahabs jagt på den hvide hval af samme navn, der har bidt hans ene ben af.

Romanen fortælles af Ishmael, der har taget hyre på Ahabs skib og bevidner kaptajnens hævntogt mod den hvide hval. En jagt, der antager mytiske dimensioner, og som især er blevet læst ind i en kritik af menneskets – nogen vil sige megalomane – tro på at kunne skabe orden i den kaotiske natur.

Tematisk giver det således fin mening at sætte en dramatisering op netop nu. Selvom klimadagsordenen er vigende blandt andre aktuelle kriseagendaer, lurer den uafviseligt under de øvrige og kan desuden parafraseres til menneskets kamp med sig selv, som det fx kan udformes på havet. Her er der måske ro for tankerne, men også skræmmende tomt og decideret farligt, når stormen blæser op, eller hvalen går til angreb.

Griber hvidheden i struben

Maja Ravns scenografi griber denne store hvidhed i struben med den monumentale bølge. Den kan bruges som lærred for nogle af Ishmaels mange digressioner, fx ordet hval på alverdens sprog eller hvalens anatomi. Men især knejser den som naturen selv, der nok kan bestiges, men også kan kaste dig tilbage i afgrunden. Vinden folder sejlet på toppen ud med en visuel reference til månelandingen i 1969, hvor også et hovmodigt flag blev plantet som symbol på menneskets besiddelsestrang.

Det lille menneske i naturens hvidhed/vildhed levendegøres af Mikkel Arndt, der i en fornem solopræstation bestiger bjerget eller måske nærmere labyrinten af ord. Det bruser encyklopædisk afsted med lange passager dedikeret til kunsten at udvinde hvalolie blandet med forsøg på at afbilde “det eneste væsen i verden, der ikke kan afbildes.”

Han søger mening, hvor ingen mening nødvendigvis er. Han vil skabe orden, hvor ingen orden ønskes. Han ønsker svar fra det væsen, hvis “geni viser sig i hans pyramidalske tavshed.” Der er ingen Gud, og naturen findes ikke for menneskets skyld, hvilket Ishmael, men ikke Ahab erkender undervejs i livets uafvendelige jagt mod døden. Gentagelsen er det eneste konstante, men er det “til at dø over,” eller er “det det, vi lever for?” Det er spørgsmålet.

Vandrer rundt som et får

Plottet i Moby Dick er ikke komplekst, det er til gengæld den store romans monstrøse form. Den stikker i alle retninger, som i dramatiseringen også er blevet udstyret med et nutidig metalag. Her kan karakteren referere til sig selv som en skuespiller, der på bedste shakespearevis “vandrer rundt på scenen som et får.”

Den fragmenterede form undviger et decideret plot og er ligesom temaet uden endelig form og mening. Det har historisk gjort romanen svær at læse, og denne dramatisering gør det heller ikke helt let for os – hvilket selvfølgelig heller ikke kan være et mål i sig selv.

Men trods Mikkel Arndts stærke karakterarbejde, der giver plads til både Ishmaels fortællerpersona og Ahabs forpint stønnende hump over scene, bliver det sjældent særligt dramatisk. Historien er naturligvis dramatisk på flere planer, men teksten har svært ved at løfte sig fra det episke. Dens dramaturgi er ikke knivskarp, hvilket nok fordres, når et så vildtvoksende værk skal på scenen.

Forestillingen antager derfor af og til mere karakter af forelæsning end levende monolog, ligesom metalaget ikke integreres ordentligt, men står og stritter med opfordringer til “at tænke lidt over det.” Arndts spil gør indtryk og visuelt rammer opsætningen rent med få, velvalgte elementer på historiens univers og kernedilemmaer. Spørgsmålet er, om det er nok til at bringe værket ud til de ungdomsuddannelser, som må være en del af målgruppen.