★★★★☆☆ Narkose pirrer både lattermuskler og den eksistentielle frygt

På Bådteatret kunne man i september opleve Gruppen Terz+ med deres nye forestilling, Narkose, der spillede under Ubådens sensommerprogram 2025. Under en operation stilles hjertesyge Laura overfor livets store spørgsmål. I et minimalistiske spil med lurende farer og underspillet komik skaber gruppen en rørende, dragende og intens fortælling.

En ung kvinde sidder og kigger på os. Hun venter på noget. En mand dukker op. Tøvende, ugideligt, men så kommer han helt ind og præsenterer sig som kvindens sygeplejerske. “Jeg er bange,” siger hun. “Ja, men du er i gode hænder her,” svarer han med en sitrende undertone af, at det er hun nok slet ikke. En fornemmelse, der hurtigt forstærkes, da manden i hastig fart forvandler sig til portør, anæstesilæge og kirurg.

Limbo før døden

Befinder vi os i en drøm eller måske i et limbo før døden? Gruppen Terz+ bevæger sig i et absurd univers, hvor realismen hele tiden destabiliseres af små forskydninger og omslag. Alt fremført med en alvor, der både rammer lattermusklerne og pirrer den eksistentielle frygt, der lurer i os alle. Her krydret med Kalle Tuborgh Solmers kompositioner, der luftigt udvider oplevelsen af at være et ikke-sted, hvor alt kan ske.

Kvinden Laura er alvorligt syg. Måske dør hun, men det foregår ikke i stilhed. Først må hun stå til regnskab for at ønske sig et nyt hjerte, når verden omkring hende brænder og andre oplever hungersnød. Siden møder hun sære engle og danser med døden, der beder hende ikke forelske sig i ham.

Men det gør hun. Døden har altid været der, og måske gør den hende tryg blandt alle de andre dubiøse karakterer, der skænder på hende eller kræver noget af hende. Men døden afviser hende. “Der er ikke noget på den anden side,” og hun skal leve videre.

Trine Marie Thostrups tekst i Narkose er endnu mere til den sorte side end den vidunderlige begravelseskomedie Mors omplantning fra sidste sæson. Alligevel formår Julie Busck Porsbo at trække humoren frem – ikke mindst i Gustav le Caires forvandlingskugle af det mandlige i Lauras drømmeunivers. Hans deadpan-komik er helt underspillet, ja man kunne vel her kalde den zombieagtig, hvilket gør den både farlig og rørende på samme tid, når døden sådan kan spalte sig ud og give den som portør.

Ida Lorentzen håndterer med minimalistisk spil den svære rolle som Laura, der næsten forekommer at være en menneskelig puppe i starten. Kun med bittesmå skridt folder hun sig ud i mødet med sit eget sinds projektioner under narkosen.

Johanne Munch gør det godt som streng revser i forskellige varianter og lægger også fin stemme til flere sange, mens Julie Avoghlian har en særlig evne for underspil med stærkt talende mimik. Mors omplantning stod stærkere som ensemblespil, mens Narkose har mere fokus på at udfolde temaet, der især roterer omkring relationen mellem Laura og Døden. De tre øvrige ses mere som funktioner. Temaet er dog dragende i sig selv og Terz+ lykkes atter imponerende godt med at skabe en intens fortælling med meget små midler.