★★★★☆☆ Jytte og Lille Sol er et vellykket minimalistisk hverdagsdrama

De Røde Hestes dukkeforestilling Jytte og Lille Sol, der havde premiere på Horsens Teaterfestival, eksperimenterer med en stil, som mange kender fra voice-over-historier fortalt af den afdøde forfatter Thomas Winding. Det er ”gammeldags” fortællestil uden dikkedarer.

Det ligner næsten et dukkehus: På et bord på scenen i Amanda Axelsens scenografi står et minimalistisk hus. Vinduet med gardin er på størrelse med en tændstikæske. En mini-hønsestige fører over til nogle bittesmå buske med sirlige blade. 

Dukkefører Bjarne Kalhøj står foran et halvcirkelformet bagtæppe i støvede blå toner. Han, der er iført skovmandsskjorte og overalls, byder os stille og roligt velkommen. Man kan næsten ikke tænke sig en mere intim stemning for de 3-6-årige, der bænker sig på Bagsværd Bibliotek. 

Møg-morgen med møg på 

En transistor tændes. Bjarne Kalhøj rocker lidt til den første dansemusik, men skruer så hen til et radioprogram, hvor en dyb og rolig mandsstemme siger: “Nu skal vi høre historien om Jytte og Lille Sol”. 

Det er morgen hos hønen Jytte. Hun er en fjerbesat dukke, der spankulerer ned ad hønsestigen. Bjarne Kalhøj gokker højlydt, mens han styrer hende med en lille pind i hendes hals. Hurtigt glemmer vi hans tilstedeværelse, for stemmen i radioen fortæller: ”God morgen, Lille Sol. Nu skal du op”. Men kyllingen Lille Sol vil ikke. ”Det er alt for tidligt, det er helt mørkt”. Hønemor Jytte trækker gardinet fra, men lille Sol råber: ”Nej, forfra”.

Først efter at have gentaget scenen med at stå op, kan Lille Sol få sin morgenmad. Men her er der også kurrer på tråden. Lille Sol kan ikke fordrage møg-havregryn, møg-tykmælk og møg-æblestykker – hun er i møg-humør. Jytte finder regnorme i jorden og spiser dem, men Lille Sol sparker surt til nogle møg-sten. En lang, farvestrålende regnorm med en hviskende stemme spørger: ”Vil du lege?” Selvom regnormen, som hedder Nikolajsen, har en møg-stemme, bliver de venner.

Bevidst neddæmpet tempo

Jytte og Lille Sol er De Røde Hestes første forestilling, hvor Claus Mandøe ikke selv står på scenen. Teatret eksperimenterer med en stil, som de fleste kender fra børnehistorier fortalt af den afdøde forfatter Thomas Winding. Hans overdrevent rolige, bedstefar-rare og kloge stemme har inspireret De Røde Heste til at arbejde med hans fortælleform og hans neddæmpede tempo. Og man får lyst til at sige: God idé, det fungerer!

Dukkefører Bjarne Kalhøj udfører den enkle historie med sikker stil og et stille gemyt. Men når De Røde Heste vil fange børnepublikummet med den særlige ”gammeldags” fortællestil uden dikkedarer, sætter det store krav til dramaet, til dukkerne, til scenografien og selvfølgelig til fortællerstemmen. Claus Mandøe har skrevet, instrueret og indtalt fortællerstemmen. Dyb, rolig og fint moduleret sætter Mandøe eminent den helt rigtige stemning: ”Nu skal I lytte, for her kommer en god historie”.

Enkelhed synes at være mantraet for Mandøes tekst, der rammer de 3-6-årige med følelser, de kender fra deres hverdag. Teksten er klar og rammer de hverdagsagtige børnetemaer præcist. Der kan ske meget i en kyllings liv fra morgen til aften. 

Lag-på-lag belagt fjerdragt

Anna Ritsmars musik og sang er poetisk og understreger, at dagen begynder så såre positivt med strofer som: ”I en dejlig morgenstund….. jeg strækker min dovne krop”. 

Sammen med et varmt lys, designet af Morten Ladefoged, tegnes der fra starten en gylden stemning. Scenograf Amanda Axelsen står også bag dukkerne, hvor både hønen og kyllingen er udført med en smuk lag-på-lag belagt fjerdragt. 

Forestillingen ville vinde, hvis dukkespillet var mere levende. Hønsedukkerne mangler udtryk i deres øjne. Et udtryk, som den vellykkede, frække regnorm udstråler. Dukkefører Bjarne Kalhøj fører dukkerne dygtigt og omhyggeligt, men jeg savner en mere direkte kontakt til børnepublikummet.