★★★☆☆☆ Maja og den magiske sofa – sød men uklar fortælling

Der er mange søde elementer i Figaros og Operaen i Midtens nyeste børneopera, Maja og den magiske sofa. Men selvom scenografien er vellykket og musikken fængende, så er selve historien både uklar og forglemmelig.

Maja og den magiske sofa er en helt ny forestilling for børn i alderen 4-9 år. Birgitte Holt Nielsen, der er kunstnerisk leder af Mini-Figaros, står bag librettoen, mens musikken er skabt i fællesskab af de to komponister Niels Bjerg og Jonas Ervolder Bové.

Det er altid spændende med sådanne helt nye værker. Og endnu mere skønt, når de skabes til børn. Så selvom forestillingen her ikke helt lykkes på alle parametre, så er det stadig et godt tiltag, som bør anerkendes.

Aldersforvirring

To søstre, Maja og Liva, bliver sendt op på loftet af deres mor for at rydde op. Sådan starter Tine Topsøes iscenesættelse. Cellist Johanne Andersson indtager rollen som mor udover at have ansvaret for den primære del af musikken, der dog også suppleres med dagligdags lyde som fx trafikstøj.

Det umiddelbare indtryk er, at de to søstre er unge voksne, der er vendt tilbage til barndomshjemmet for at hjælpe for at sortere deres gamle legetøj. Denne oplevelse understøttes, da søstrene finder en gammel bamse. “Pelle var min bamse,” siger Mariann Mikkelsens Maja, og tager den fra sin søster. Emma Oemanns Liva er træt af at blive kommanderet omkring og forlader loftet. “Hvorfor er det, at alting skal være på din måde? Du kan da bare gøre det hele selv,” lyder hendes afskedssalut.

Men senere i fortællingen kalder mor igen på de to piger på en måde, som var de to børn, der havde skulket fra deres pligter. Og mens Maja er alene på loftet, er det mere som at se et barn, der leger end en voksen, der mindes. Som voksen kan jeg godt se, at tanken er, at Maja forsvinder ind i sine minder, men for børn er den del svær at få med.

Et hus, men ikke noget hjem

Loftrummet, som udgør Marlene Smiths farveglade scenografi, er meget vellykket. Gamle stiger, trækasser, tæpper, puder og masser af gammelt legetøj fylder rummet. Bagerst står en spraglet patchwork-sofa, som bliver vækket til live af Emma Oemann netop på det tidspunkt, hvor Maja føler sig allermest ensom på loftet.

Maja forsøger ellers at overbevise sig selv om, at hun klarer sig fint alene uden Liva. Og iøvrigt, at deres gamle lejlighed var meget bedre end den nye. “Jeg vil ikke være med. Jeg vil bare være i fred,” synger hun med sin lyse, rene sopranstemme, mens hun krammer Pelle-bamsen.

Stålsat på at blive på loftet bygger hun en hule af de mange ting omkring hende. Et hus til hende og Pelle. Men det er ikke helt nok. “Jeg har et hus, men ikke noget hjem med dem, som jeg kan li’,” synger hun. Og netop da, begynder fjedrene i den gamle sofa at knage.

En sofa eller en ven?

Puderne i sofaen flyver til alle sider, den bliver højere, får et hoved med en tehættehat og bevæger sig frem mod Maja, mens den synger volapyk-sange. Emma Oemann giver sangen smuk klang med sin mezzosopran, men volapyk-rimene er svære at forstå. Selvom hun udtrykker masser af følelser gennem kropssprog og stemme, så bliver det lidt ensformigt i længden at høre hele sætningen, der består af rim på ord som “pude, snude, ude, tude”.

Maja og den magiske sofa forsøger at finde plads til dem begge i hulen. Men de er – på barnlig manér – ikke helt enige om, hvordan den skal udformes. Naturligvis finder de ud af det hele til sidst. For moralen ser ud til at være, at man godt kan være venner, selvom man er forskellige.

Der ligger helt sikkert mange gode ideer og tanker bag historien, som bare ikke kommer tydeligt nok frem. Det er svært for en del af børnene blandt publikum at fastholde koncentrationen. Måske fordi de ganske enkelt ikke kan følge med. Til gengæld er de vilde med konceptet med den levende sofa – og vil med at hjælpe, da Maja beder dem om aktivt at være med i en lille del af iscenesættelsen.