★★★☆☆☆ Når sandheden svigter – lidt forpustet dramatisering af ungdomsroman

Man får ikke rigtig presset bogens 200 sider ned til 55 sceneminutter i Teater Vestvoldens teaterversion af ungdomsromanen Når sandheden svigter fra 2023.

Fake News, konspirationsteorier, incels, big pharma og deep state. Der er næsten fuld plade på de moderne buzz words i Teater Vestvoldens ungdomsforestilling Når sandheden svigter. Men forstår vi, hvad de betyder?

Forestillingen er baseret på Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsens roman af samme titel fra 2023. Den handler om tre efterskoleelever, der som et skoleprojekt forsøger at plante falske anklager om, at kondomfabrikanter i virkeligheden forsøger at gøre os sterile. Vil deres video gå viralt og blive betragtet som sandhed på nettet?

En af de tre i gruppen – den indadvendte Janus – forvilder sig indimellem ned ad Internettets dunkle stier og dyrker disse videoer, der forsøger at sælge konspirationer som hårdtslående fakta. Og da han selv får chancen for at blive talsperson for gruppens konspiration, lader han sig rive med af den pludselige opmærksomhed og anerkendelse.

Forpustet resumé

Historien snubler uvægerligt over sine egne intentioner. Vi bliver ikke rigtig klogere på noget, men ser blot en skræmmende historie om, hvor galt det kan gå. Det er samtidig højst utroværdigt, at det kunne gå så galt. Derfor spørger man sig selv, hvad denne forestilling reelt gør af forskel?

Måske er det omskrivningen fra roman til scene, der ikke lykkes. I hvert fald sker der rigtig meget i disse 55 minutter, som måske bedre kan rummes på de omkring 200 bogsider. Det vil jeg lade bogens læsere om at vurdere.

I teaterversionen er historien som et forpustet handlingsresumé, der også lige skal nå at fortælle om de tre hovedpersoners udvikling både individuelt og som vennegruppe – og en spirende romance imellem to af dem – og om efterskolelivet og den kiksede lærer.

Filmisk virkemiddel

Iscenesættelsen hjælper ikke meget på det. Jonas Preben Jørgensen har instrueret de enkelte scener ganske effektivt, men vi savner at forstå karakterernes motivationer. Historien sker for øjnene af os, men vi begriber ikke helt hvorfor. Den scenografiske løsning med en masse kasser, der skal flyttes rundt på, vanskeliggør yderligere den dramaturgiske fremdrift.

Til gengæld er der et filmisk element i forestillingen, der er aldeles gennemført og usædvanligt velfungerende. Det gælder både de animerede dele, hvor fx Helenas mor består af to øjne og en mund, og i nogle reelle filmscener, hvor karaktererne indgår. Det bliver et ekstremt lækkert virkemiddel i forestillingen.

Samtalestarter

De tre medvirkende forsøger også efter bedste evne at formidle til os. Peter Schlie skildrer den indadvendte Jonas og nuancerer idéen om den isolerede og indadvendte dreng, vi her (vel overilet) kalder en incel.

Martin Ivan skifter fermt mellem rollerne som Raul og læreren, som han begge udtrykker fint og tydeligt uden at karikere dem. Og Minna Flyvholm, der især i starten synes at kæmpe med manglende instruktioner, formår også at føje mere til karakteren, så vi hen ad vejen forstår hende.

Det er uden tvivl en historie, der er god som samtalestarter i skolen, og som har det tydelige og i sig selv velmente formål at lære publikum at forholde sig kildekritisk til verden. Dén samtale kan jeg kun bakke op om. Men uden at have læst bogen, tror jeg alligevel, at den er et mere oplagt sted at starte samtalen fra.