Populært lige nu

Udsultet scenekunst får et markant løft i finansloven, men er det nok til en reform?

Nyheden om finanslovsforliget, som giver knap 200 millioner kroner til en scenekunstreform over de næste fire år, skabte umiddelbart glæde og optimisme i stort...
Annonce

Dansk Danseteater modtager en betydelig bevilling til ny co-produktion med Bora Bora

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat støtter Dansk Danseteater med en stor bevilling til en ny co-produktion med Bora Bora om den ikoniske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen. Det skriver Dansk Danseteater i en pressemeddelelse.

Annonce

Det nye tværkunstneriske danseværk skal formidle den ikoniske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen og hendes banebrydende kunstneriske virke til et bredt publikum. Projektet bygger videre på de erfaringer og erkendelser, som Bora Bora og Dansk Danseteater har opnået gennem et forstudie støttet af fonden i 2025.

Anne Marie Nielsen og Den lille havfrue. Foto: Ukendt Ophav.
Anne Marie Nielsen og Den lille havfrue. Foto: Ukendt Ophav.

Hyldest til Anne Marie Carl Nielsen

Koreograf og Kunstnerisk leder i Dansk Danseteater, Marina Mascarell, udtaler:

”Vi er dybt taknemmelige for legatet fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Fond. Det giver os mulighed for at skabe en ny forestilling, der både hylder og aktualiserer Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske arv – og som samtidig inviterer publikum i alle aldre ind i hendes inspirerende univers.

Anne Marie Carl-Nielsens var forud for sin tid. Hun var en modig og vanvittig arbejdsom kvinde, der ikke var bange for at gå nye veje med sin kunst – og hun er et forbillede den dag i dag.”

Annonce
Marina Mascarell dansk danseteater
Marina Mascarell, kunstnerisk leder af Dansk Danseteater. Foto: Matevž Čebašek

Premiere i foråret 2027

Den kommende danseforestilling med scenografi af billedkunstner Rasmus Myrup og musik af slagtøjsspiller Ying-Hsueh Chen får premiere i foråret 2027 på Bora Bora i Aarhus, og vil herefter blive vist i Odense, Aalborg og København. Værket vil efterfølgende indgå i Dansk Danseteaters repertoire og bringes på turné i Danmark og internationalt i de efterfølgende år.

Lotte Kofod Ludvigsen, Teaterchef Bora Bora, fortæller:

Annonce

”Med samarbejdet mellem Bora Bora og Dansk Danseteater forener vi vores kunstneriske kræfter om et værk, der formidler historien om en af Danmarks vigtigste, kvindelige kunstnere på nye, sanselige måder. Vi tog initiativ til dette projekt, fordi vi med Marina Mascarell som koreograf og Dansk Danseteaters vidunderlige ensemble så et hold, som kunne blive draget og inspireret af Anne Marie Carl-Nielsen, ligesom vi var blevet.”

Teaterchef for Bora Bora Lotte Kofod Ludvigsen. Foto: Steen Kristensen.
Teaterchef for Bora Bora Lotte Kofod Ludvigsen. Foto: Steen Kristensen.

Sanseligt formidlende møde

Forestillingen vil kombinere dans, musik, billedkunst og scenografi i et sanseligt og formidlende møde mellem nutidig scenekunst og Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske univers. Marina Mascarell er især fascineret af Anne Marie Carl Nielsens stræben efter sandhed og måden hvorpå hun, frem for at forskønne eller gemme, viste sine motiver i al deres naturlighed, akavethed og styrke. Hun uddyber:

“Anne Marie Carl-Nielsens dybe kærlighed til naturen, og hvordan hun hentede inspiration fra dyr og andre væsener har gjort dybt indtryk på mig. Hendes evne til at åbne sig for det ikke-menneskelige som en kilde til form, energi og bevægelse føles utrolig relevant i dag. Nu, mere end nogensinde, er det tid til at genoplive vores følelse af undren over det, der omgiver os og at bringe disse ofte oversete perspektiver ind i vores kreative processer.”

Projektet rummer desuden et omfattende formidlingsprogram. For gymnasieelever udvikles et undervisningsforløb, hvor eleverne møder Anne Marie Carl-Nielsens værk både teoretisk og praktisk gennem dans. For voksne skabes et formidlingsforløb i samarbejde med blandt andet Anne Marie Carl-Nielsen Centret, hvor forestillingen ledsages af foredrag og samtaler om kunstnerens liv og betydning.

Kilde: Pressemeddelelse Dansk Danseteater.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre