★★★★★☆ IBIS – Mesterligt hadefulde Nicolas Bro omslutter os skræmmende klaustrofobisk

Vreden vælter ud over scenekanten i Teatret ved Sorte Hests klaustrofobisk skræmmende IBIS. Nicolas Bro inkarnerer i sin blændende præstation den foruroligende uforudsigelighed i Anders Abildgaards frådende vredesdigt. Det tager teatrets litterære spor et nyt, vitalt og genuint uhyggeligt sted hen.

“Vreden, gudinde besyng,” får man spontant lyst til at udbryde. Som en konstatering, men også et forsvar for den flom af forbandelser, der strømmer fra Nicolas Bros læber og omslutter os med en næsten klaustrofobisk materialitet.

Dette er trods associationen til åbningslinjen ikke heltekvadet Illiaden, men derimod Anders Abildgaards vredesdigt IBIS omsat til scenen af instruktør Maria Vinterberg. Digtet er inspireret af Ovids digt af samme navn og består af en ophobning af håns- og skældsord og ønsker om grumme skæbner rettet mod et ikke defineret du.

Stjerner skal du ikke vide, hvad er

Den grønne dør i bunden af scenerummet går op, knitrende elektronisk støj trænger ud, og en brun bjørn kommer ind. Først ryger hovedet af, så mennesket indeni kan mærke rummet af. Snuse, røre, slikke på væggene, der er tapetseret med yndige, lyserøde blomster på grønlig baggrund. Så lander hovedet på gulvet, og dragten følger efter. Den draperes bag hovedet, så bjørnen ligger livløs som et tæppe med hovedet løftet – stirrende, anklagende mod os.

Mennesket er nu næsten nøgent, kun et sjasket sæt undertøj hænger på kroppen. Det åbner munden, og nøgent raseri vælder ud: “Mad skal smage af lort for dig, vand af betændelse. Luften skal være tyk for dig, at trække vejret skal være som at trække vejret med håndklæder i lungerne. Varme skal være et ukendt fænomen for dig, lys kun kunne anes bag gardiner. Det skal være forbudt for dig at komme ud, stjerner skal du ikke vide, hvad er, dem må du ikke se, du kommer ikke til at stå og læne dig ud ad et vindue…”

I en uendelig bølgende strøm flyder forbandelserne bundet sammen af genkommende mantraer: “Ønsket er…”, “Håbet er…” og “Må du…”, der giver teksten en stærk rytmisk rygrad, og suger os ind i sin malstrøm af sproglig lort. Ekvilibristisk lort, der blander verdener, så O.J. Simpsons herostratisk berømte flugtbil, den hvide Bronco, en dynejakke eller den konkrete tjans som madanmelder pludselig dukker op i de mere abstrakte besværgelser, der kunne være udsagt i en anden tid, men via referencerne dermed bliver netop nu, da og engang på samme tid.

En parasit eller et dårligt rygte

Teksten er et rum, som det bliver stadigt sværere at opholde sig i. For os og momentvis også for det rasende menneske, der i en lindrende passage finder midlertidig ly i en uglekasse. “Jeg græder igen i min mørke kasse og kan mærke, tiden går,” lyder det, før forbandelserne atter rammer os med fuld smadder. Et glimt af eksistensen under panseret. Under bjørnedragten.

Associationer, der – som den forvrængede lyd af gaming fra rummet bag døren – kan pege os i retning af en incel. Men associationer kræver ikke nødvendigvis at blive forfulgt, for teksten fungerer på mange planer på samme tid. Abstrakt som aktuel er vreden og angsten for de andre, der stadig vil definere dig og “såre dig som en parasit eller et dårligt rygte.”

Nicolas Bro rummer alle nuancerne i sit direkte skræmmende spil, der i Maria Vinterbergs iscenesættelse spiller overbevisende på uforudsigeligheden. Bro går fra koket psykose til frådende aggression på et splitsekund. Netop som man aner en skrøbelighed, slår han til. Hadet drypper fra hans læber og driver ned over hagen, mens kroppen snart angriber, snar lokker – og i korte øjeblikke vakler. Indtil han til slut – i en pels af Peter Freuchensk grandiositet – forsvinder ind i det mørke, han kom fra.

IBIS er endnu en af tidens mange monologer, der minder os om, hvilken magisk teaterskuespiller, Nicolas Bro også er. Samtidig tager den Teatret ved Sorte Hests litterært inspirerede spor et nyt, vitalt og genuint uhyggeligt sted hen. Der er ubehageligt at være i. Hvor er det fantastisk, at teatret også kan det.