★★★★☆☆ Hvorfor barnet koger i polentaen er fuld af sproglige blomster

Teater Katusha er aktuel med sin tredje romanadaption. Hvorfor barnet koger i polentaen er en virkelig vellykket monolog, der formår at overføre Aglaja Veteranyis levende sprog til iscenesættelsen.

”Vores historie lyder anderledes, hver gang min mor fortæller den”.

Midt på scenen i Thomas Koldings helt hvide cirkusmanege-scenografi står Pia Rosenbaum. Hun fortæller med barnlig naivitet og energi historien fra rumænske Aglaja Veteranyis roman, Hvorfor barnet koger i polentaen. Fortællingen om en omrejsende cirkusfamilie, som er flygtet fra den unavngivne rumænske diktator.

Frygt som grundvilkår

Pia Rosenbaum, der er klædt helt i hvidt, så hun næsten går i ét med Thomas Koldings scenografi, indtager alle fortællingens roller. Primært er hun romanens jeg-fortæller, cirkusfamiliens yngste datter. Den kommende filmstjerne. Den naive lillesøster. Men hun skifter ubesværet til andre roller som moren, der med tung dialekt har sit eget syn på verden, og faren, der sætter sine egne behov foran alle andres.

Rosenbaum er barnligt sødmefuld, når hun med stor alvor fortæller om familiens liv med ord og vendinger, som tydeligt stammer fra de voksnes udtalelser. ”I cirkus, der smiler man, når man dør,” erklærer hun. Stemmen er barnets, der hver aften frygter for sin mors liv, når mor hænger i håret oppe under teltdugen.

Storesøsteren forsøger at distrahere fra frygten ved at foreslå, at lillesøsteren forestiller sig, hvorfor barnet koger i polentaen. Den barnlige hjerne kan skabe mange fantasifulde svar på dette spørgsmål. Men intet kan fjerne frygten, som er et grundvilkår i cirkus. 

Lys med en snert af tragedie

Veteranyis roman er gennemsyret af et finurligt, sprogligt overskud, som Pia Rosenbaum har formået at bevare i sin dramatisering. Stemningen er let og munter, mens det groteske hele tiden lurer under overfladen. Cirkus er på overfladen glitter og glæde, men under det hele mærkes svigt, sorg og en uundgåelig, menneskelig tragedie.

”Jeg kommer til at dø ung,” erklærer Rosenbaum efterfulgt af ”Jeg vil ikke have børn”. Scenen er svøbt i blodrødt lys og lyden af heftige pulsslag fylder lokalet. Skiftene mellem det muntre hvide og det underliggende mørke er skarpe og velfungerende. Indimellem dækkes den hvide scenografi af Thomas Koldings kunstværker, når de stemningsfulde billeder projiceres ind over såvel scenografi som Rosenbaums hvide klæder. 

Hvorfor barnet koger i polentaen er en veludført monolog, som især lever i kraft af Rosenbaums overbevisende præstation og Veteranyis sproglige blomster.