Der er nu åbent for ansøgninger til den 10. udgave af Det Frie Felts Festival, som afholdes i København og Aarhus i januar 2027. Uafhængige, danskbaserede kunstnere og kompagnier opfordres til at søge.
Den 10. udgave af Det Frie Felts Festival finder sted i januar 2027 i København (18. til 24. januar) og Aarhus (25. til 31. januar). Festivalens værker kurateres via open call med udgangspunkt i en vision om at synliggøre kvaliteten, mangfoldigheden og de nyeste tendenser i den scenekunst, der bliver produceret af uafhængige, danskbaserede kunstnere og kompagnier.
Det Frie Felts Festival ønsker at præsentere scenekunstneriske værker, der er nyskabende og eksperimenterende, og som på forskellig vis udfordrer eksisterende konventioner inden for scenekunsten. Det er vigtigt, at understrege, og det netop er den type værker, som vi søger, så beskriv gerne i ansøgningen på hvilken måde dit værk er eksperimenterende. Alle formater og genrer er velkomne, også online-baserede værker.
Vi opfordrer alle uanset etnicitet, køn, alder, funktionsevne, religion, seksualitet og socioøkonomisk baggrund til at søge.
Scener
I København arbejder festivalen denne gang igen sammen med venue-partnerne Aveny-T, Sydhavn Teater og AFUK Scene, og i Aarhus med Åbne Scene på Godsbanen, den musikdramatiske netværksscene Radar samt Teatret Svalegangen.
Derudover vil vi, hvis et kurateret værk har brug for det, indgå i dialog med andre etablerede og alternative venues, ligesom site specific værker er velkomne.
Man kan ansøge om at spille i København og/eller i Aarhus.
Kuratorgruppen
Værkerne til festivalen udvælges af en kuratorgruppe bestående af koreograf og kunstnerisk leder af Aviaja Dance, Sarah Aviaja Hammeken, og digter og dramatiker Elias Sadaq. Gritt Uldall-Jessen og Mikkel Søndergaard Kryger sidder med til mødet som repræsentanter for festivalen.
Økonomi
Det Frie Felts Festival betaler for visning af de kuraterede værker. Vores praksis er at bede om et detaljeret budget og en samlet pris på forestillingen per opførelse, og man bedes gøre rede for, om man ønsker og har mulighed for at præsentere forestillingen både i København og Aarhus, og angive en pris per sted, der tager højde for transport og overnatning.
Festivalen præsenterer værker, der er færdigproduceret på festivaltidspunktet, og festivalen råder ikke over et produktionsapparat. Man kan dog indsende værker til open call, der endnu ikke har haft premiere på open call-tidspunktet, ligesom man kan søge om at have sin premiere på festivalen. Vi sigter mod at vise hvert kurateret værk to gange, når dette er økonomisk og praktisk muligt.
Deadlines
Ansøgninger til Det Frie Felts Festival 2027 skal indsendes senest den 10. januar 2026.
Ansøgninger modtaget efter klokken 24.00 den 10. januar 2026 tages ikke i betragtning. Du vil modtage svar på din ansøgning ultimo februar 2026.
Ansøgninger kan kun indsendes via festivalens ansøgningsskema (i linket nedenfor), hvor du vedhæfter filer sammen med de dokumenter, der er beskrevet i skemaet.
For spørgsmål, skriv til kontakt.dfff@gmail.com
Vilkår
- Vær opmærksom på, at vi har visse begrænsninger i forhold til de tekniske og rumlige omstændigheder på festivalen. Der vil være relativ kort tid til indryk og nedtagning, men vi gør, hvad vi kan for at opfylde de behov, som de enkelte forestillinger måtte have. Ansøgere kan i forbindelse med meget teknisk krævende forestillinger overveje, om det er muligt at skalere til en mere turnévenlig udgave, hvis man vurderer, at det vil styrke værkets muligheder for at blive en del af festivalen.
- Børneforestillinger kan ikke deltage – forestillinger skal sigte mod et publikum fra 16 år og op.
- Værket skal have en eller anden form for tilknytning til Danmark, være danskbaseret, så deciderede udenlandske gæstespil kan ikke komme i betragtning, medmindre det er en dansk co-produktion.
- Det Frie Felts Festival har nogle guidelines og indsatsområder i forbindelse med PR. De udvalgte projekter får tilsendt guidelines kort efter optagelse på Det Frie Felts Festival. Der er tale om et samarbejde omkring PR, som vil kræve noget tid udover selve produktionsarbejdet.




