★★★★☆☆ Robin Hood sætter gang i lattermusklerne

Farcesyndikatet er igen på spil på Himmerlands Teater. I år er det med Robin Hood – helt ude i skoven. En fjollet, men gennemført underholdende forestilling med alle de kendte karakterer fra Sherwoodskoven.

Det er ingen hemmelighed, at jeg generelt er stor fan af Farcesyndikatet og deres svært underholdende gendigtninger af diverse klassiske fortællinger. Man kan aldrig helt vide, hvad de hitter på. Især med så forskellige valg af historier som Greven af Monte Cristo, Dracula og Gentlemantyven Lupin – for blot at nævne et par stykker.

Men én ting er dog altid sikkert. Lattermusklerne skal i brug, når de medvirkende kaster sig ud i alt fra kropskomik til platte vittigheder i underholdningens tegn. I år er således ingen undtagelse. Robin Hood – helt ude i skoven er måske ikke den skarpest skårne af de mange farcer, teatret har leveret, men det er stadig gedigen underholdning med masser af gode grin.

Herligt flamboyant prins

Vi kender alle historien om Robin af Locksley, der bliver dømt fredløs af den stedfortrædende regent, Prins John, fordi han insisterer på at være tro med Kong Richard. I Susanne Sangills iscenesættelse på Himmerlands Teater indtager Daniel Bevensee rollen som Robin, mens Maja Juhlin er den handlekraftige Lady Marian.

Selvom de to som regel er omdrejningspunktet for fortællingen, er der på Himmerlands Teater dog to andre, der især stjæler rampelyset. Når Ronny Sterløs Prins John – ”den pyntesyge lillebror” – træder ind på scenen er det næsten umuligt at få blikket fra ham. Iført en knaldgul, brokadeprydet robe og med den gyldne krone presset godt ned over hovedet udgør han i sig selv lidt af et blikfang.

Hele hans figur emmer af karisma og boblende forventningsglæde, når han – direkte henvendt til publikum – siger, at ”det vigtigste, det er, at kongen forsvinder.” For John vil være majestæt. Han er i fuld gang med at brodere på sit våbenskjold og strikke sin kroningskåbe. Og han har allerede skiftet til ”kongeligt pluralis” i sin omtale af sig selv. 

Forrygende kropskomik

Den flamboyante Prins John får stærkt modspil af Erik Viinberg i rollen som Sheriffen af Nottingham. Det er de færreste, som kan bære en Pulp Fiction-lignende pageparyk med skarpt (alt for kort) pandehår, tofarvede tights og pelsbesat nittevest, og alligevel bevare en form for værdighed. 

Viinberg kan. Og tillige supplerer han med fuldstændigt forrygende kropssprog, som uundgåeligt får latteren til at bølge. Det bliver især beundringsværdigt, da Sheriffen i anden akt forsøger at forklare sin geniale plan for den tungnemme soldat. Her forsøger han – med stive storkeben og skurkagtig gestikuleren – at demonstrere, hvordan Robin Hood vil blive narret. Selvom soldaten fortsat intet forstår, så er det virkeligt morsomt for publikum at være vidne til.

På krydstogt eller korstog?

Som det efterhånden er en fast tradition hos Farcesyndikatet bliver de fire medvirkende trukket igennem en række hastige kostumeskift. Maja Juhlins Lady Marian udskiftes hurtigt med den trinde, Klosterbryg-drikkende Broder Tuck. Erik Viinbergs skift fra Sheriffen til Lille John får en replik med på vejen til at understrege komikken. Også Nick Pedersens blonde- og tylsprydede søjlescenografi skifter fra frodigt grønt i Sherwoodskoven til kølig elegance på slottet gennem Ise Klysner Kjems’ enkle lyssætning.

Der er som altid flere sjove påfund i iscenesættelsen. Der er de rent sproglige, som at Prins John konstant bytter rundt på ”krydstogt” og ”korstog” og på ”korsriddere” og ”Røde Kors-medarbejdere”. Det er måske nok plat, men ikke desto mindre sjovt. Ligesom det også er et pudsigt påfund, at Lady Marian arrangerer et indsamlingsshow for at skaffe løsesummen til at befri Kong Richard.

Robin Hood – helt ude i skoven er endnu en skøn og latterfremkaldende komedie fra Farcesyndikatet. Nogle enkelte scener trækkes lidt for langt, men det lever vi fint med, fordi det hele overordnet er velgennemtænkt og særdeles rutineret udført.