★★★★☆☆ Dostojevskij – skarpe psykologiske portrætter

Aarhus Teater satser stort på talentudviklingen, og Dostojevskij ligger fint i forlængelse af tidligere sæsoners anstrengelser. Her er der plads til eksperimenter, og i samspillet med teatrets mere rutinerede kræfter er både udvikling og kvalitet i sikre hænder.

Konceptet er velkendt på Aarhus Teater: Et kanonisk forfatterskab danner udgangspunkt for to relativt korte forestillinger, hvor to dramatiske talenter får chancen – i dette tilfælde Johannes Wiggen Kramhøft og Stine Winther Johansen fra scenekunstskolen i henholdsvis Aarhus og Malmø.

I tidligere iterationer over samme surdej har det været forfattere som Knut Hamsun, Herman Bang og Selma Lagerlöff, og nu er tiden kommet til zaren af sort humor, Dostojevskij. De to mindre kendte værker, Den evige ægtemand og Den sagtmodige, er med deres overskuelige omfang velvalgte til formatet. 

Dramatiseringen fungerer i det store og hele upåklageligt med et klart fokus på de skarpe, psykologiske portrætter. Og hele denne del af Dostojevskij – som vel må regnes som forestillingens primære raison d’être – må betegnes som vellykket. Så langt så godt.

Omgivelserne

Helle Damgårds enkle scenografi er en intelligent løsning. Den stilrene æstetik gør egentligt ikke meget væsen af sig. Men den fungerer godt som bagtæppe til hele karaktergalleriet af fallerede burgøjsere og fattigfine drømmere, som indtager så stor en del af epokens russiske litteratur. Det er dejligt neutralt uden på nogen måde at være ligegyldig.

Michael Buchardt Steffensens lyddesign er mig en kilde til evig glæde denne sene eftermiddag, især i Den evige ægtemand. Jeg kan se i mine noter, at jeg har skrevet “hold kæft, det spiller!” – og det står jeg ved, for hvor bidrager det dog meget til det samlede billede.

Det kan ikke have været den simpleste opgave for instruktør Mia Lipschitz, som reelt set har været på mindst dobbeltarbejde. Men iscenesættelsen formår til fulde at rumme alle de forskellige dagsordener, og Dostojevskij fremstår som sammenhængende oplevelse. 

Solidt ensemblespil

Jacob Madsen Kvols, som rocker både pufærmer og Movember-snegl (overskæg red.), er forestillingens sikre holdepunkt. Christian Hetland fremstår som destilleret Dostojevskij, der med natsort komisk tæft udfolder en ulmende uhygge i rollen som Pavel i Den evige ægtemand. 

Hvor gør det ondt at se Amanda Friis Jürgensens blive knust i Den sagtmodige, men hvor er hendes fald dog leveret med værdighed. Jeg er også sært betaget af Marie Marschners tavse volumen som stuepigen i Den sagtmodige. Her har hende og Lipschitz virkelig fundet noget sammen.

Løfterne holdes

Det ville være urimeligt at bedømme, hvad der spilles på Stiklingen ud fra samme kriterier som Store Scene. Ja, der er scener, som ikke sidder lige i skabet, og nej, det er ikke som sådan en vulkan af scenekunstnerisk innovation. Men det mener jeg heller ikke er forestillingens præmis, hvilket i øvrigt også afspejles i billetprisen. 

Jeg er ikke sikker på, at Dostojevskij er en forestilling, som vil stå klart i min erindring i ugerne og månederne efter min tur på Stiklingen, som det var tilfældet med Pan/Sult fra 2023. Men jeg glæder mig til næste gensyn med de dramatikere – og den skuespiller – jeg her så for første gang. Det kan bestemt også noget!