★★★★☆☆ Gabriels vinger er cirkuspoetisk juleglæde

Vendsyssel Teater er ved at skabe en tradition for cirkuspoetiske familieforestillinger. Gabriels vinger føjer sig ind i rækken med en eventyrlig scenografi, melankolsk smukke kompositioner og et cirkussprog, der gennemsyrer alle karakterer og får store og små til at sukke frydefuldt.

I et fyrtårn bor Gabriel og hans mor. Lidt ensomt, for “alle skibe sejler bort igen,” og meget rutinepræget. hver dag kører efter samme skema, som de hopper og springer adræt mellem bygningens tre etager og får klaret spisning, tandbørstning og selvfølgelig især pudsning af tårnets glaskuppel, for det er jo dens lys, skibene navigerer efter.

De har glemt julen

Gabriel er en ensom dreng, der drømmer sig væk, når han en sjælden gang kan undslippe pligterne i tårnet. Han drømmer om gyldne byer og jungleskove, mens han kigger ud over havet. Det hav, hans far engang forsvandt på. Michael Slebsager fanger med sin smukke, lyse stemme følsomt tristessen i drengen, men hurtigt efter også glæden ved at bryde rutinen og få noget på fiskekrogen.

Han fanger nemlig en nissehue, og huens ejer dukker snart op padlende i en fiskekasse. Det er Søren Hauch-Fausbøll som den særdeles mugne nisse Belial. Har man set Bamses julerejse (DR, 1996) vil man nikke genkendende til karakteren. Belial har noget at have sin surhed i, for mor og søn har glemt alt om julen. Ikke det mindste julepynt er der at finde i tårnet.

Fy for den sure hue

Hvad gør en snarrådig nisse så? Han siger “Fy for den sure hue” og laver selvfølgelig ballade, og pludselig går alt lyset ud. Da det atter bryder frem har det følgeskab af en sælsom pige, Malaika. Hun er iført et par overdimensionerede, kulørte vinger, for hendes største ønske er at flyve. Langsomt nærmer hun og Gabriel sig hinanden i et fint rebstigenummer, mens nissen tonser videre. Nu besat af “måne, måne, min, min,” og næppe har han sunget de ord, før han simpelthen vandrer af med månen og skaber ubalance i naturen.

Mørket lurer, tidevandet har trukket sig tilbage og Gabriels mor går i søvne. Nu er gode råd dyre for den forsigtige Gabriel, der først må fange mor med snøren og siden tage konfrontationen med Belial, der insisterer på “Julen, for hulen” og nægter at sætte månen på plads.

Han og Malaika finder sammen i et venskab, selvom de ikke er ens – og pludselig husker mor julen, som hun glemte, da faren forsvandt. Alle gør de forsøg på at få månen op igen. De puster og puster, de svæver på hver sin side af tårnet, men først da Gabriel får vingerne på, lykkes det. For det var ham, der skulle flyve.

Venskab giver vinger

Gabriels vinger er en virkelig sød og lidt anderledes juleforestilling. Dramaturgien er kendt. Julen er væk og der skal venskab og mod til at finde den igen. Men på Vendsyssel Teater får historien et særligt magisk pift af en virkelig skøn scenografi, der kan meget i sig selv og udvides legende med lys og røg, der hylder os i skiftevis mørke, tåge, aftenstund og morgengry. Midt i det hele sidder Sofie Tone Nielsen som mågen på en transportabel sivø og spiller sine kompositioner i dur og mol, der også får selskab af Anna Emilie Pedersens sav.

Det særligt fine er, at de to instruktører formår at smelte discipliner sammen, så Gabriels vinger får et sammenhængende cirkussprog. Der er balancer, der er jonglering, der er forskellige former for luftakrobatik, og der er masser af klovneri, men alle discipliner indgår som dele af karaktererne, som når Sunniva Byvards kække Malaika bliver genert og gemmer sig på hænder med skørtet over ansigtet. Som de fødder kan tale.

Juleglæden indfinder sig også i Hjørring, hvor Vendsyssel Teater så småt er ved at have skabt en tradition for cirkuspoetiske familieforestillinger, der får små og store til at sukke frydefuldt, når “venskabet giver vinger”.