★★★★☆☆ Komik, kaos og klovnens samfundskritik i kvindekollektivets Fail Away

Klovnekvartetten M.P.A.C. – Mighty Performing Arts Collective gæstede forleden DYNAMO med deres nyeste forestilling Fail Away, der med klovnens undrende blik sætter fokus på tidens perfekthedskultur ved at udøve mangel på samme.

Fire frosne kvindeskikkelser poserer i kostumer a la haute couturens kropshadsformater i halvmørket. Et soundcscape, der minder om en druknet motorsav antyder, at dette ikke er et modeshow. Og da lyset går op, ser vi da også, at ikke bare det pangfarvede tøj, men også kvindernes ansigter er groteske med voldsomme læber. Undrende, småskræmte øjne anes inde i masken, mens de langsomt starter en trippende dans.

Dømt til at gå galt

Det er dømt til at gå galt. Og det gør det. Først vælter den ene, så den anden, mens de to sidste kæmper for at opretholde illusionen om elegance i baggrunden. En hæl knækker af, et par sandaler er for høje og en to tre er kaos udbrudt på scenen. Karin Svensson kan nærmest ikke komme sig over, hvor skørt det hele er, da hun endelig kommer på benene efter en lang og intens infight med sin kjole, der nu er draperet som en pølse omkring hendes brystkasse.

“WTF?” Det må hun nok sige. Facaden er krakeleret to sekunder inde i showet Fail Away. Titlen kan oversættes til “fejl bare løs”, og det må man sige, de gør i forestillingen, der med ukueligt gåpåmod har sat sig for at trække fejlene både frem og i langdrag. Så kan vi alle spejle os i, hvor skrupskørt det kan være at stræbe efter det perfekte.

Karin Svensson topper med det samme den intention ved at kikse sit hulahoptrick ikke bare en, men fem gang. Hun vil gerne lige prøve igen, mens mimikken bliver mere og mere undskyldende og stemningen akavet. Cirkus er stræben efter perfektion, men cirkus er også fortællingen om at fejle. To uadskillelige historier, der her visualiseres på bedste vis.

Kropskomisk kavalkade

Så samles de i den gule sofa i kortvarig stilstand, men snart mosler de rundt på kryds og tværs i en evighedskluddermor, der ikke kan finde hvile. Så op igen på række med sidelæns koreografi til tonerne af det positive mantra “If you’re always happy / you’ll make others happy to.” Værsgo at være glad på permanent basis.

Kajsa Englunds ene brystprotese falder i kampens hede ud og starter en formidabel fødselsproces uden ende. Hun presser og puster, presser og puster og føder først tøjdyr, snart mange andre spændende ting. “Der kommer en til,” råber hun lystfuldt i en sand kropskomisk kavalkade af ophobede gentagelser.

Jenny Soddu spiller upåvirket videre på sin harmonika, mens Camilla Rud stabler flere og flere af de nyfødte på højkant på den ske, Jenny har i munden. Selv når numrene lykkes er de gennemsyret af komik, for hvem drømmer egentlig om at balancere med en stilet, en tøjhund, en riffel og et juletræ toppet på hinanden?

Kollektivets sejr

Camilla Rud binder sløjfe med sin uhyre langstrakte undskyldning, der starter med forlegenhed over at komme for sent ind i musikken på sin tværfløjte, men udarter sig til dybfølt skam over stort set alt, og særligt kroppen. Et skud fra riflen punkterer både hendes ordstrøm og den gule sofa, der, som drømmene om perfektion, fiser ud og lægges til hvile.

M.P.A.C. er et stærkt sammenspillet hold, der ikke sætter en fod forkert med mindre det er med vilje. Deres måbende til tumpet grænsende mimik rummer kærligt alle kroppens fejl. Tænk, at det kan gå så galt, synes deres ansigter at sige med et lille skævt smil i mundvigen.

Fail Away udøver barsk samtidskritik med klovnens undrende væsen, der måske bedre end analyser og dogmatiske tirader lader os mærke idiotien – og kærligheden til det menneskelige. Det er stor komik og mest af alt også kollektivets sejr, der lader hver enkelt medlem lyse op i momenter, men fremstår som et samlet og ganske unikt udtryk. Det er en pointe i sig selv i dette charmerende og finstøbte værk, der har Niki Yrla og Veronica Lindåkers kompositioner med som en cool femtespiller på holdet.

Forestillingstrailer