★★★★★☆ Et juleeventyr er en forrygende hyldest til fortællekunsten og teatrets magi

Charles Dickens’ Et Juleeventyr – en magisk monolog på Det Ny Teater er ren spillemagi og forrygende fortællekunst – ikke et øje er tørt til slut. 

Der er noget betryggende gammeldags over Charles Dickens’ Et Juleeventyr på Det Ny Teater. Publikumsstolene er gamle og knirker. Salen er ikke en rigtig teatersal, men en lille sidesal afskærmet fra foyeren med et rødt velourgardin. Publikum sidder på begge sider af de opsatte scenepodier. Tæt på fortællingen, tæt på hinanden, intimt og helt igennem hyggelig.  

Rummet udgør Ebenezer Scrooges stue. Skabt af en gammel lænestol, et sidebord, en petroleumslampe, en krystalkaraffel og med lyden af et tungt bornholmerur, som tikker. Halvt gemt i mørket troner en kæmpe skikkelse. Den tredje ånd i fortællingen. Dødens ånd, som viser Scrooges egen bortgang til slut. 

Mesterlige karakterfortolkninger

Et juleeventyr er ren spillemagi. Kim Hammelsvang spiller alle roller og mestrer til perfektion de mange karakterskift. Han er fortælleren, der beretter med indlevende stemme, så vi drages, lytter og digter med. Tyve forskellige personer i fortællingen om Misantropen, som på juleaftensdag får besøg af fortiden og fremtidens ånder, føres tilbage til barndommens skuffelser, samtidens familielykke trods fattige kår og sygdom, og til fremtidens ensomme død. Alt sammen med ønske om lidt menneskelig indsigt og omsorg.   

Hammelsvang er forrygende. Først som en gammel sladderkælling i tunge, fattige klæder. Kyse og sjal fra forrige århundrede, som med slibrig stemmeføring fortæller om den nidkære gnier Scrooge. Nærmest før sætningen er færdig, flår Hammelsvang klæderne af og forvandles til Scrooge med de hængende mundvige, det olme blik og den krumbøjede ryg. 

Han er nevøen med de store armbevægelser og venlige væsen. Kontorassistenten Bob Cratchit med det blide blik. Konen, hvis stemme bliver skarp, når talen falder på Scrooge og deres dødssyge søn, Tim. Levende, lattermilde og følelsesvækkende personligheder, som får fortællingen til at fænge.

Mangel på medmenneskelighed formørker

Jan Hertz, der er idemager og iscenesætter, lader også mørket få plads. Den tredje af ånderne entrerer med rødt lys til lyden af raslende kæder og udefinerbar vind. Hammelsvang gør den skræmmende med sammenkrøbet krop, krogede fingre og forvredne ansigtstræk. 

Manglen på medmenneskelighed er fatal og formørker sindet hos dem, som udøver, og dem, som rammes. Pointen går tydeligt igennem, giver fortællingen kant og er også lidt uhyggelig for de mindste.  

Heldigvis handler Et Juleeventyr om at have hjertet på det rette sted. Scrooge kommer som bekendt til fornuft. Julen er hjerternes fest, og jeg forlod personligt forestillingen med en tåre i øjenkrogen, beriget af fortællingen og teatrets magi.