Populært lige nu

Passage Festival minianmeldelser – gadeteater i fokus

Passage Festival 2026

SCENEN SAT: Er remedieringer virkelig vejen frem for dansk scenekunst?

SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag spørger skribent Emil Amby,...
Annonce

★★★★★☆ Detour Dance Festival 2025 – Oulouy er en eminent koreografisk fortæller

Årets Detour Dance Festival, der hylder street- og klubdans, fandt sted fra den 2. – 7. december i Dansehallerne – som altid kurateret af Sara Jordan. For første gang er der tale om hele forestillinger med individuelt billetsalg. ISCENE oplevede Kong og Black af legendariske Oulouy, der fortalte historier med både satire og smerte i et rørende nærvær.

Annonce

Festivalen rummer oplevelser helt ud i foyeren med blå-lilla lys og både DJ Jolie Kubini, video og etiopisk kaffeceremoni med Impact Roasters, hvis duft blander sig med let brændte popcorn. I løbet af festivalen er der aftertalks med Jupiter Child, workhops og forestillinger, der sætter spor.

Kong er koreografen Oulouys tredje værk, og det opføres af streetdanse-ikonet Ordinateur sammen med poet og multidisciplinær namibisk kunstner, Xamques. Black reflekterer over kampen for lighed og respekt for sorte mennesker, danset af Oulouy selv i en blanding af street dance og afrikansk dans.

KONG af Oulouy. Foto: Festival Circuito Bucles.Foto: Luis San Andres.
Kong af Oulouy. Foto fra Festival Circuito Bucles. Foto: Luis San Andres.

Den stærke gorilla

Kong trækker sublimt tæppet væk under imperialisme, kolonialisering og kapitalisme med et ironisk snuptag, der holder et spejl op foran den storforbrugende, hvide vesterlænding. “Hvor ville hele den vestlige verden være uden Afrika?”, lyder det i en opremsning af de mange naturressourcer, vesten har taget fra kontinentet.

Trækker sublimt tæppet væk under imperialisme, kolonialisering og kapitalisme med et ironisk snuptag

Danseren er iført sorte, korte bukser med en hvid pant udover og skriger og bevæger sig som en gorilla med struttende bagdel og let bøjede ben. Armene er lange og tunge, hovedet drejer bagud, og tænderne vises frem. Efterfølgende siger Oulouy, at han er stolt af gorillaen, som vi mennesker deler 99% af vores gener med: “Den er stærk og magtfuld. Hvordan kan jeg blive en del af det billede?”

Annonce

Vi bliver alle en del af det, da en video gennem publikumsrækkerne giver folk gorillaansigter. Ironien skaber ikke bare møder og spejling mellem os. De dansede indlæg har et rørende nærvær og en modig sårbarhed. Fx bliver armene efterhånden mere artikulerede som frihedssøgende vinger i et lyrisk udtryk, der samler natur og kultur i ét – mellem naturen som styrke og kulturen som udtryk.

Black af Oulouy på Detour Festival 2025. Foto: Festival Circuito Bucles.
Black af Oulouy. Foto: Festival Circuito Bucles.

Sarkasme, der svider

Konkret og skarpsindigt, som beviser i en retssag, fremlægges eksempler på undertrykkelsens vanvid. Poeten Xamques spidder os på rækkerne med sin pointe om at være “farvet”. For sorte er bare sorte, mens hvide skifter til både rød, gul, grøn, blå og grå alt efter omstændigheder som sol, kulde, sygdom og død. Hvem er det så egentlig, der er farvet, spørges vi grinende. Xamques brillerer også med den smukkeste sang med indlagte kliklyde og stamp. Her er afgrundsdyb vid, stor integritet og stærke, poetiske tekster med stor resonans.

Annonce

En skærende, utæmmet fløjten iblandet potente rytmer refererer til whistleblowing

En anden fremragende scene er, da gorillaen med stor omhyggelighed laver mad med tomatketchup og en mobiltelefon, der røres sammen til en ret. Den anrettes minutiøst og serveres for første række. Det røde lys og tomatsauce symboliserer angiveligt blodet fra de mange liv, mobiltelefoner har kostet i Congo. En skærende, utæmmet fløjten iblandet potente rytmer refererer til whistleblowing.

Begge kunstneres nærvær, lune og kontakt til publikum er fremragende som et performativt manifest, der integrerer musik, lys, lyd, dans og ord i al sin symbolik. Hver bevægelse og hvert ord er i højeste potens. Sårbarhed og satire er en saftig cocktail.

Black af Oulouy på Detour Festival 2025. Foto: Lourdes de Vicente.
Black af Oulouy. Foto: Lourdes de Vicente.

Intet ændrer sig

Black foregår i den samme scenografi i blåt og rødt lys fra Manuel Ordenavias smukke lysdesign. Det kan få den klare, bølgende plastic, som bagvæggen består af, til at fremstå som alt fra et shelter til en natklub af skinnende perlemor og elfenben. Musikken er upbeat til ordene “black man, black man”. Hvert andet øjeblik afbrydes glæde, dans og musik af en kraftig spot, frygt og et skud, der vælter Oulouy omkuld.

Sangene er intense og synes at suge giften ud af den glinsende krop. En video om apartheid i Sydafrika viser soldater med køller, gadekampe og billeder af sønderpiskede rygge. Kroppen er et stort sanseapparat, der ikke går på kompromis med det, den mærker i nuet. Bevægelserne kommer ud af det, der opstår, siger Oulouy efterfølgende: “Jeg gik efter forskellige dansesprog – det kommer ud, som det kommer ud.”

For størstedelen er det skræk og rædsel, der gennemsyrer kroppen. Fingre peger som en pistol mod tindingen. Et billede der aldrig slipper helt, men har forskellige udtryk. Et skudsår, en kløe, et minde, kramper og rystelser. Til Dinah Washingtons This Bitter Earth mærker vi smerten helt op på de bagerste stolerækker.

Kroppen er et stort sanseapparat, der ikke går på kompromis med det, den mærker i nuet

Europæisk revolution

Detour Dance Festival 2025 har lavet et kvantespring ved at sætte forestillinger op, der integrerer streetdance koreografisk i fortællinger, følelser og budskaber. Forestillingerne formidler i øjenhøjde med humor, smerte og stort kunstnerisk overskud.

Helt uden at grave grøfter inviteres vi ind i et vigtigt, omsorgsfuldt fællesskab. Som Xamques siger efterfølgende: “Vi går forlæns, vi går baglæns – det er som en dans. Intet ændres. Europa har brug for en revolution”.

Se trailer fra Kong her.

Se trailer fra Black her.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Dorte Grannov Balslev
Dorte Grannov Balslev
Journalist, kritiker og redaktionssekretær på ISCENE. Fagansvarlig på Lex.dk. Lang erfaring med udvikling af scenekunstprojekter i inkluderende formater. Forfatter til undervisningsmaterialer om scenekunst på Forlaget Alinea. Underviser i scenekunst og arkitektur. Cand.mag. i musikvidenskab suppleret med kandidatstudier i dansevidenskab.