★★★★☆☆ Guldkalven – medicinalkrønike til tiden

Smukt og æstetisk fortæller Mungo Park en medicinal-krønike i Guldkalven. Det er flot teater om pioner-læge-parret, der opdagede insulin for 100 år siden, og om nutidige lægers epokegørende opdagelser og etiske dilemmaer.

Kan man fortælle en virksomhedshistorie, så en hel teatersal følger med, griner og græder og forstår dilemmaerne? Det spørgsmål stiller Mungo Park med sin nye forestilling Guldkalven, hvor instruktør Nicolei Faber og scenograf Christian Albrechtsen leverer en fantasifuld og æstetisk opsætning af vore dages store medicinkrønike: Novo Nordisks op og nedture.

Scenen åbner lysende ren og hvid, og vi møder de to læger Marie og August Krogh i knitrende kridhvidt tøj. De elsker hinanden, og de elsker sandheden, som de siger til deres to lægeassistenter, der er iført selvlysende gyldne kalve-masker. Vi skriver 1920, og Marie er syg. Hun hiver op i sin store hvide kjole og tisser i en kop, smager på det – jo det er sødt. Hun har den dødelige sukkersyge, hvor der kun findes én kur: Ingen mad.

Marie Krogh er begavet, men også bevidst om, at hun må stå i anden række efter sin mand, nobelprismodtageren August Krogh. Hun er mor til fire børn og nu også selv syg med en mand, der ikke ved, hvor bleerne er. Parret rejser til USA, hvor de møder de canadiske forskere Banting, Best og Macleod, der netop er lykkedes med at fremstille insulin – af bugspytkirtler fra hunde. August Krogh overdrages retten til at fremstille insulin i Skandinavien på én betingelse: Insulinet skal gøres tilgængeligt for alle syge og overskuddet fra salget skal gå til videnskabelige og humanitære formål.

Et laboratorium trylles frem

Flydende, lydløst opstår en slags laboratorium, når menneskehøje statuer af ribben, knogler, sener og muskler glider ind på scenen og danser umærkeligt med skuespillerne. August Krogh er kommet hjem med en opskrift og sætter bugspytkirtler fra kalve i familiens kødhakker – insulin-produktionen starter i Danmark.

Guldkalven er nyskreven dansk dramatik af Zakiyas Ajmi, og det geniale i første del af Guldkalven er, at periode-spillet er helt klassisk i sin stil – kun brudt af enkelte groteske scener, som da de spiser amerikanske burgere af moderne papemballage, mens de taler om at redde mennesker med diabetes. Titlen referer naturligvis til 2. Mosebog, hvor israelitterne tilbad en guldbelagt kalv som afgud. Udtrykket associeres i dag med materialisme.

Ernesto Carbone og Marie Louise Wille spiller kærlighedsparret Krogh med stor troværdighed og integritet.  Vi tror på deres ønske om at forske, så de syge kan helbredes. Vi forstår, at de må bryde med lederne af deres fabrik, som vil rationalisere og optimere for at skabe vækst og tjene penge. Marie Louise Wille giver i sit omhyggelige, præcise spil lægen Marie et skær af poesi, mens Ernesto Carbone med sin elegante gestik udtrykker billedet af en svag mand, der samtidig er hæderligheden selv. Dagen efter Maries død, lyder det fra ham: “Lad os gå i laboratoriet og arbejde videre.”

Dansen med kurserne

Åbningen af anden del er overvældende: Guldet strømmer ud over scenen, og knogle-statuerne viser sig at indeholde lysende guld, når man vender dem om. I midten står et trofæ med flere guldkalve, som man kan danse om til verselinjen – ”vi har lovet McCloud ikke bliver grådige.” Vi er sprunget frem til nutiden, hvor foretagendets direktør, Søren, forsøger at forvalte de værdier og idealer, virksomheden blev grundlagt på.

Henrik Prip har et genialt greb om direktør Søren. Han giver ham helt stille og følsomt udtryk, så vi mærker hans sårbarhed og hans mange dilemmaer mellem den oprindelige filantropiske tanke – og de hårde kontante realiteter. vi ser hans vanskelighed ved at være chef for mere end 70.000 menneskers hverdag i et Novo, hvor man aldrig fyrer nogen. Det er aktiekurserne, der stiger og falder og falder endnu mere, som får direktøren til at bede om et mirakel hos en gud, han selv siger, at han ikke tror på.

Børsudsving og aktiekurser illustreres fængende koreografisk på ren slapstickvis, når spillerne lader sig føre af de ustyrlige aktieudsving på deres lap-tops. Og så indtræffer miraklet. Marie Louise Willes nørdede forsker opdager ved et tilfælde vægttabsmedicinen Wegovy, og selvom direktør Søren argumenterer for, at overvægt ikke er en sygdom, taler aktiekursen sit eget himmelflyvende sprog.

Svært at holde balancen

Hvad sker der, når ønsket om at redde et menneskeliv vokser til en global industri? Og skal man som direktør Søren ændre virksomhedens værdigrundlag for at få det til at passe til det nye forretningsområde? Det findes der ikke et enkelt svar på, men nøglen findes muligvis i Henrik Prips sammensatte direktør, når han til slut siger:

”Jo højere vi kommer bjergets tinder, jo dybere ser vi ned i afgrunden. Man tror, at man hele tiden er lige ved at være der, men toppen flytter sig. Alt det, vi har samlet på vejen, er en bagage, vi ikke kan slippe. Det føles svært at holde balancen. Vi ved ikke, hvad der sker.”

Forestillingen Guldkalven er bestemt seværdig og tankevækkende. Den får klarere retning i anden akt, hvor tempoet sættes op og de etiske dilemmaer bliver endnu skarpere trukket op. Dog er det også her, Zakiya Ajmis tekst kommer til kort. Meget af stoffet er velkendt fra medierne, men historien ville have stået klarere med en stærkere dramatisk skæring.

Kan man fortælle virksomhedshistorie på scenen? Svaret er ja. Guldkalven giver ikke entydige svar, men især en indsigt og forståelse for vore dages medicinske og menneskelige dilemmaer.